Sådan får du mere trafik til webshoppen

Laust Kehlet

21. april 2017

Har du en hjemmeside eller webshop, skal du ikke regne med, at kunderne kommer af sig selv. Det kræver, at du markedsfører siden online på de steder, hvor dine potentielle kunder færdes. Trafik manager hos PricesShare.dk, Laust Kehlet, giver dig her tre måder, som måske, måske ikke er de første, du kommer i tanke om, når du skal i gang med online markedsføring.

Der er mange forskellige måder at markedsføre din hjemmeside eller webshop på online. Her tænker de fleste sikkert i de traditionelle SEO- og SEM-løsninger. SEO er den mest kendte. Den går ud på at søgemaskineoptimere alle siderne på webstedet, så de kommer til at ligge så højt oppe i de organiske (ikke-betalte) søgeresultater, at folk vælger at klikke på linket til jeres side frem for konkurrenterne.

SEM omfatter i princippet også SEO, men fokuserer især på brugen af AdWords til at tilkøbe jer en betalt placering i annoncedelen af søgeresultaterne for de søgeord, det er relevante for jer at annoncere på.

Brug AdWords til at annoncere på andre hjemmesider

Men udover at få vist annoncer i søgeresultaterne kan du også bruge AdWords til at annoncere på andre hjemmesider, der har relevans for dine produkter. Det kræver, at du opretter annoncer specielt til eller giver Google lov til at vise dine AdWords-annoncer på hjemmesider, der er med i Googles annoncenetværk.

Vælger du den første løsning, har du mulighed for at oprette både tekst- og traditionelle bannerannoncer, der så vises på de hjemmesider, som Google finder din annonce relevant for. Det vil sige, at hvis du sælger for eksempel haveslanger, så kan du indstille din annonce til at vises på alle de sider, der skriver om haveredskaber eller haverelaterede emner.

Unikke annonceringsmuligheder på Facebook

Selv om annoncer for relevante søgeord og annoncer på Googles annoncenetværk altid vil give dig en del salg, er Facebook-annoncer på mange måder et både mere intelligent og billigere valg end AdWords-annoncer.

For med Facebook-annoncer kan du målrette dine annoncer meget, meget præcist til selv en meget snæver målgruppe. Facebook advarer dig naturligvis, hvis de synes målgruppen er for snæver. Men er den samtidig superrelevant for dine produkter, tjenester eller det indhold, du annoncerer for, kan sådan en annonce give dig lige så mange eller flere salg, end hvis du annoncerede for en bredere målgruppe. Målgruppens størrelse er ikke afgørende, det er den såkaldte Click-Through Rate (CTR) og antallet af konverteringer – dem der efterfølgende rent faktisk køber noget – som er relevant for dig.

Målret mod dine eksisterende kunder og kopier af dine kunder

På Facebook kan du mere end blot målrette annoncer baseret på alder, interesser, køn og bopæl. Du kan bruge retargeting, som er super effektivt, fordi du kan målrette annoncer mod personer, der allerede har besøgt din hjemmeside, og på den måde ramme brugere der har vist interesse for dine produkter ved at besøge dit site.

Det kan også være personer, der allerede har købt et bestemt produkt, og lad os for lethedens skyld sige, at det er kunder, der har købt en Nespresso kaffemaskine. Og hvis du på samme tid sælger Nespresso kapsler, ja så har du jo nogle ret varme kundeemner at reklamere til. På den måde minder retargeting på Facebook meget om remarketing på Google.

Men Facebook er smartere end det, og nu træder vi over i dette felt, hvor det ikke bare er effektivt, men det er også original tænkning.

Du kan tage din kundedatabase, og du kan uploade deres emails til Facebook, og igennem Facebooks egen profileringsalgoritme kan du ikke bare målrette mod dine egne kunder, men du kan målrette dine annoncer mod profiler, som Facebook vurderer til at være meget ens med de kunder, som allerede har handlet hos dig. Det kalder Facebook for look-a-like audiences. Det er en effektiv og original mulighed for at finde varme kundeemner for dine kampagner.

Andre typer annoncer på Facebook

Samtidig finder du annoncetyper på Facebook, der slet ikke findes på Google AdWords. Det gælder eksempelvis de såkaldte lead-ads, hvor du kan få folk til at tegne abonnement på jeres nyhedsbrev eller bede om at blive ringet op bare ved at klikke på en knap i annoncen på Facebook.

Det vil sige, at du ikke behøver først at få folk ind på hjemmesiden fra annoncen og derefter selv angive de oplysninger, du har brug for. Dem har Facebook oftest allerede. Så her er det nok, at folk bare klikke på en knap. Det øger konverteringen gevaldigt, fordi folk kan klare sig med at klikke en enkelt gang og slet ikke behøver skrive noget selv.

Der er faktisk en lang række nye muligheder indenfor Facebook annonceformater, og det er et tema for sin helt egen artikel, men det seneste og helt hotte på det store amerikanske marked for First Movers, og som så vidt jeg kan se endnu ikke helt er slået igennem i Danmark endnu er Facebook Messenger Ads, og det var indlæggets helt hemmelige hint.

Mange ekstra salg med prissammenligningstjenester

En anden måde, der kan hente masser af nye kunder, er ved at blive optaget på en af de mange prissammenligningstjenester, som findes på nettet. Det gælder især, hvis du har en webshop. Det er ikke så eksotisk som Facebooks mange reklamemuligheder, men det er super effektivt.

Her bliver du nemlig eksponeret for nogle af de mest købelystne kunder på nettet – også selv om du måske ikke er billigst. Det er folk, der allerede har besluttet sig for, hvad det er for et produkt, de skal købe. Nu skal de bare finde det billigste eller det bedste sted. Du har altså med kundeemner, der er ekstremt langt henne i købsprocessen.

Og det handler ikke bare om at have den billigste pris. Som oftest tjekker de potentielle kundeemner de første 3-4 forslag i prislisterne for at finde ud af, hvor meget det koster at få sendt varen, og om de finder webshoppen troværdig og sikker at handle i.

Desuden kan kunderne på nogle af de bedste prissammenligningstjenester sortere på kriterier som ”mest populære valg” og ”bedste brugervurdering”. Og så kan du lige pludselig konkurrere mod dine konkurrenter på andet end pris.

For at komme med på et prissammenligningssite skal du som regel tilmelde dig selv. Nogle tjenester koster tilmeldingen et engangsbeløb hos, andre tager en procentsats pr. salg og andre igen er det gratis at tilmelde sig, fordi de tjener penge på anden vis.

Det var tre andre måder at markedsføre dig på online, som jeg synes, du bør tjekke ud, når du skal have hevet kunder hjem til din webshop eller hjemmeside.