Afbetaling i webshops - Billy Regnskabsprogram

Tobias Ehlig

11. maj 2017

Gæsteblogger Tobias Ehlig giver her sit bud på, hvilke ting du skal have i baghovedet, hvis du overvejer at give dine kunder mulighed for at købe på afbetaling i din webshop.

Det bliver mere og mere udbredt at købe varer på afbetaling over internettet. Det gik for alvor op for mig, da jeg for nylig blev tilbudt at betale en pizza over 12 måneder. I vores naboland Sverige har det været populært i mange år, hvilket ses ved, at virksomheden Klarna med deres fakturabetaling er markedsledende.

I Danmark har ViaBill fået stor succes inden for de seneste par år, hvor rigtig mange webshops tilbyder deres kunder at købe på afbetaling. I skrivende stund er der ifølge ViaBills egen hjemmeside over 2.000 webshops, som tilbyder dette via deres system.

Spørgsmålet er så: Bør du også tilbyde dette på din webshop?

Der er selvfølgelig altid argumenter for og imod.

Der er først og fremmest nogle åbenlyse fordele, idet du giver kunderne en ekstra service ved at tilbyde dem at kunne afbetale på deres varer rentefrit over op til 2 år. Det kan føre til en højere konverteringsrate, som selvfølgelig er ekstremt vigtigt for dig som e-købmand.

Man skulle tro, at afbetaling primært er relevant, når det gælder dyre produkter, men mit indledende eksempel med pizzaen viser meget klart, at det kan benyttes på produkter i alle prisklasser. Hvis du kigger på forsiden af ViaBills hjemmeside, så ser du et eksempel med en bog, du kan købe hos Saxo.com på afbetaling. Her betaler du 6 kr. pr. måned. I et andet eksempel på siden betaler du 7 kr. pr. måned for et mobilcover.

Er afbetaling altid en vinder?

Så afbetaling er for alle – men betyder det, at du skal implementere det med det samme?

Ikke nødvendigvis.

Der er et ret markant oprettelsesgebyr, når du skal i gang med at bruge ViaBill. Det kan være alt fra 2.995 kr. til 50.000 kr. afhængig af, hvor høj en omsætning din webshop har.

Hvis du vælger at implementere det på din webshop, så skal du desuden være meget opmærksom på at teste, hvorvidt det rent faktisk øger konverteringsraten eller ej. Ligesom med services som Trustpilot er der uenighed om, hvilken påvirkning det rent faktisk har på din konverteringsrate, og du kan derfor ikke være 100 % sikker på, at det vil have en positiv effekt.

Som nævnt kan du sagtens bruge en afbetalingsservice som ViaBill, selvom du primært sælger billige produkter, men i princippet giver det bedst mening, hvis du sælger varer til mere end 1.000 kr.

Ved indkøb af dyre produkter er det i sagens natur en større investering for kunderne, og dermed er sandsynligheden også større for, at de rent faktisk vælger at gøre brug af muligheden for afbetaling.

Uanset hvilken prisklasse dine produkter ligger i, så bør du i fremtiden være endnu mere opmærksom på at tilbyde den bedste pris på dit produkt. Som du kan læse her, så overtager Google Shopping efterhånden søgeresultaterne. Og med de nye krav der blev indført i februar, så skal annoncører nu oplyse GTIN-numre på deres produkter, hvilket giver Google mulighed for at lave prissammenligning a la det, man kender fra PriceRunner – direkte ude i søgeresultaterne. Du kan læse mere om dette i mit seneste seneste indlæg her på bloggen med overskriften ”Bliver der priskrig på Google i 2017?”.