Få dine penge til at arbejde for dig

Victoria Naugle

26. marts 2013

Hele pointen med at investere er, at du skal have dine penge til at arbejde for dig. Hvis du har formået at skabe et stort overskud, så har du måske en del kontanter til rådighed og er det tilfældet, så er en af de værste ting, du kan gøre at lade dine penge sidde og slumre på en bankkonto.

Lad os tage et eksempel og forestille os, at inflationen sidste år lå på 2% i gennemsnit. Det ville betyde, at der sidste år skulle 2% mere til for at købe en given vare end året før, så hvis noget kostede 100 kr. i 2011, så ville du blive nødt til at slippe 102 kr. i 2012. Hvis vi så oven i købet et øjeblik forestiller os, at du ikke får renter af det beløb, du har stående på din bankkonto, så betyder det, at for hver 100 kr. du har stående, har du mistet en værdi på 2 kr. Og skulle du have flere tusinde eller flere hundrede tusinde kroner stående, så er det ikke svært at få øje på, hvordan det at gøre ingenting kan være en rigtig dårlig idé.

Noget andet man skal tænke på er skat. Jo flere penge du tjener, jo mere skal du betale i skat. Men er man opmærksom på sin virksomheds fremtidige behov, kan man undgå nogle skatter og samtidig investere fornuftigt. Her får du nogle ting, du kan overveje for at reducere dine skatteforpligtelser og samtidig køre din virksomhed i stilling til succes.

  1. Markedsføring – Dette er i højeste grad en investering i din virksomheds vækst. Er du fornuftig, når du bruger penge på markedsføring og kampagner, kan det føre til øget salg i fremtiden. Kampagner, der er godt placeret, kan gøre en forskel i forhold til markedsandele og øge kendskabet til din virksomhed. Er du tydelig på Internettet? Det kan være en rigtig god idé at investere i at forbedre din webside eller SEO.

  2. Ansatte – Sørg for at du hele tiden har det antal ansatte, der er behov for – også når der er brug for ekstra hjælp. Overvej hvad der kan gøre en forskel på nøgleområder så som kundeservice og salg. Har du ikke allerede en god revisor eller analytiker, så kan det være en rigtig god investering, der vil spare dig penge i det lange løb.

  3. Planlægning – Har du en god langsigtet forretningsplan på plads? Det kan gøre en kæmpe forskel, hvis du kan få andre ombord i din virksomhed, som kan træde til på områder, hvor dine egne evner måske ikke helt slår til, og hjælpe dig med at lægge planer for fremtiden.

  4. Oplæring og uddannelse – I mindre virksomheder bliver der ikke spekuleret forfærdelig meget over, hvordan man holder på sine ansatte. Men når du investerer i oplæring og uddannelse, højner du arbejdsmoralen, samtidig med at du hjælper din virksomhed fremad.

  5. Udstyr – Investerer du i godt udstyr, hjælper du dig selv i det lange løb. Alt for mange virksomheder fokuserer for meget på at have så mange penge som muligt mellem hænderne og er ikke meget for at opgradere deres udstyr, når det er nødvendigt. Det kan man slippe godt fra i et stykke tid, men i det lange løb bliver det en hindring i forhold til konkurrencedygtighed og det vil reducere produktiviteten i virksomheden. Brug derfor lidt tid på at vurdere hvilke behov du har på dette område – og hvilke behov du vil få i fremtiden. Husk, at meget udstyr er forældet indenfor tre til fem år. Er det tid til at forbedre og automatisere dine systemer og din infrastruktur?

  6. Faciliteter – Sidder i lårene af hinanden? Noget af det, der ofte står i vejen for vækst, er manglen på plads til at udvide. Hvis du fremstiller varer eller har brug for at opbevare varer, så er det en god idé at fortage de ændringer, der er nødvendige og sørge for, at du kan blive ved med at udvide.

Hvad du ikke skal gøre

  1. Man skal fokusere på at investere klogt og her er det vigtigt at huske, at ingen af os er eksperter i alting. De fleste iværksættere er gode til at tænke kreativt, de har visioner og brænder for det de laver – og så kan det godt være, at de er helt håbløse, i forhold til at finde ud af, hvor det er bedst at købe forskellige produkter eller hvordan man forbedrer kundetilfredsheden. Så spørg om hjælp før du træffer store økonomiske beslutninger. Det koster ikke ret meget og du får som minimum ro i sindet – måske lærer du også noget nyt eller får informationer med hjem, som du ikke havde overvejet, som kan redde dig fra at smide alt det, du har arbejdet så hårdt for, overbord.

  2. Fast ejendom – De fleste virksomhedsejere vil helst gerne eje deres egen bygning og det er nogle gange en god investering, men ofte er det ikke et godt sted at investere. Tænk på hvor mange penge, der bliver utilgængelige, når du ejer fast ejendom. Når du derimod lejer, har du mulighed for at flytte til mindre lokaler, hvis økonomien begynder at skrumpe – modsat kan du leje større lokaler, hvis din virksomhed vokser. Når du ejer, gør du ikke alene en masse penge urørlige, du er også ansvarlig for vedligehold og afgifter. Penge investeret i fast ejendom er penge, som man ikke kan bruge andre steder, så vælger du at købe, så sørg for at tale med en ekspert om det først. Er du nødt til at tage et kæmpe lån for at det kan lade sig gøre, kan dette påvirke din virksomheds gæld/egenkapital-forhold og dette er vigtigt at huske på, når man låner penge. Jeg har set mange virksomheder, som har valgt at købe, hvor det har sat store begrænsninger i forhold til deres muligheder for at låne flere penge senere hen. Og når de endelig har fået et lån, har de ofte også skulle betale mere for det.

Uanset hvor og hvornår du vælger at investere, så er det vigtigt at gøre noget. Det forventes at inflationen stiger, efterhånden som den økonomiske situation forbedres og det betyder, at du vil blive ved med at miste penge for hver dag du lader dine penge sygne hen.

Er du ikke sikker på, hvor du skal starte? Der findes mange konsulenter, der beskæftiger sig med mindre virksomheder og der er masser af gode råd at hente. At finde din egen økonomiske rådgiver kan vise sig at være den bedste økonomiske investering du nogensinde har gjort!

Artiklen er oversat fra engelsk, skrevet af Victoria Naugle og findes også på vores amerikanske blog under titlen Financial Investment Advice – Making Your Money Work for You.