Fasthold dit salg under og efter krisen

Frederikke Kindt-Larsen

7. april 2020

Salget står i stampe hos de danske virksomheder, eftersom coronakrisen har strammet grebet om dansk erhvervsliv og mange af landets selvstændige. Flere er nødsaget til at holde deres forretninger lukkede og er udfordret af ikke at kunne holde kontakten til deres nuværende kunder og potentielle kunder. Og det er noget, som kan mærkes på omsætningen. Men selvom erhvervslivet er pålagt mange restriktioner grundet krisen, er der faktisk en hel del, du som selvstændig kan gøre for at fastholde dit salg og fokusere på at ruste din virksomhed til fremtiden.

Hvis du er selvstændig eller driver en lille til mellemstor virksomhed, får du her et par råd til, hvordan du kan udnytte situationen til at optimere, udvikle og holde i gang i din forretning. Forhåbentlig kan rådene inspirere dig, så du i bedste fald kan undgå at tabe kunder eller kroner, både under og efter krisen.

Fordyb dig, og brug tiden fornuftigt

Det er måske netop nu, du har ekstra tid til at fordybe dig i alle de ting, som du er nødt til at nedprioritere i en travl hverdag. Det gælder om at gribe muligheden for at opnå dybere indsigt i din branche, dine kunder og dit marked. Gør dit forarbejde, få læst op på relevante tendenser i dit marked og research dig frem til data, der kan skabe værdi for både dig og dine kunder. Få kontaktet de kunder, som du endnu ikke haft tid til at fokusere på, eller dyk ned i områderne, hvor din forretning ikke performer, som den skal. Måske konverterer din webshop ikke godt nok, måske får du ikke nok content ud på sociale medier, eller måske har du for længe negligeret at analysere de eventuelle huller i din i marketing, logistik eller i forbindelse med andre processer.

Du kan blandt andet fordybe dig i områder gennem online webinarer. Du finder vores gratis webinarer om bogføring her.

Som Billy-bruger kan du også helt eksklusivt få adgang til en række webinarer om online markedsføring for små virksomheder her.

Tænk ud af boksen, og vær kreativ

Du kan måske blive nødt til at udvikle din nuværende forretningsmodel eller benytte dig af helt nye salgsteknikker for at komme godt ud på den anden side af krisen. Vær derfor proaktiv, og øv dig i at implementere kreative tiltag, så du er forberedt på at håndtere dit salg på nye måder både i løbet af krisen, og efter den er vendt. Måske kan du anvende uafprøvede online salgskanaler, eller blive bedre til at kommunikere med dine kunder på digitale platforme? Her kan du styrke relationen til dine kunder på deres præmisser, samtidig med at fastholde deres interesse og tillid til din forretning. Du kan måske tilbyde udbringning og takeaway eller lave gavekort og specielle tilbud, som dine kunder kan benytte sig af, når de efter krisen vender tilbage til hverdagen, og gerne stadig skal kunne huske din virksomhed.

Sådan kan du optimere din brainstorm og komme på nye idéer:

  • Brainwriting Deltagerne skriver i stilhed alle deres idéer ned og deler dem efterfølgende, så alle kommer til orde. For at gøre det mere visuelt, kan I skrive alle jeres idéer på post-its og fylde en væg med jeres forslag.
  • Spørgsmål frem for svar Brainstorming skal give idéer - ikke løsninger. Det kan være presset at skulle finde den geniale løsning på kommando. Prøv derfor at formulere spørgsmål frem for svar, og fordyb jer i stedet i selve problemet, som I så først efterfølgende skal fokusere på at løse.

Kom tættere på dine kunder digitalt

Grundet krisens mange begrænsninger interagerer du måske ikke med dine kunder, som du plejer. Heldigvis giver flere digitale værktøjer dig rig mulighed for at styrke det online møde med dine kunder. Du kan eksempelvis booke videomøder med dine kunder eller afholde webinarer, som sætter fokus på de udfordringer, som dine kunder møder i deres hverdag. På den måde kan du opretholde din virksomheds relevans, og forhåbentlig sikre noget af din fremtidige omsætning. Du kan også optimere din digitale indsats med interessante nyhedsbreve, blogindlæg, videoer eller andet indhold, som kan skabe værdi for dine kunder online. Hvis din virksomhed ikke allerede er på de sociale medier, er det nu, at du bør få udnyttet det digitale potentiale, skabe opmærksomhed omkring din forretning, og møde dine kunder på et andet sted i kunderejsen.

Her kan du læse mere om, hvordan du:

Forbered din forretning til en flyvende start

Når situationen igen er blevet normal, skal du og din virksomhed gerne kunne vende tilbage med de bedste forudsætninger. Brug derfor din tid på at planlægge, hvordan du måske skal håndtere en ny markedssituation, hvor din salgsstyrke mest effektivt skal placeres og læg en strategi for, hvordan din virksomhed skal komme på benene igen. Forbered også, hvordan dine medarbejdere skal vende tilbage på arbejde og overvej, hvilke erfaringen du og dit team har gjort jer i kølvandet på krisen. Måske har I lært, at det fungerer godt, at nogle medarbejdere arbejder hjemmefra, eller at flere møder sagtens kan blive effektivt afviklet online? Gør dig derfor både tanker om, hvordan virksomheden kommer tilbage på sporet, men også, hvad I kan optimere på baggrund af, hvad krisen har lært jer.