Flere udviklere, flere designere. Mere Billy til dig.

Toke Kruse

20. juni 2012

Billy

I dag offentliggør vi et stort skridt for Billy. Sebastian, Denis og jeg stiller i dag 1,2 million til rådighed for Billy, som betyder, at vi nu kan løfte virksomheden til det næste niveau og sætte fart på udviklingen af regnskabsprogrammet med vores udvidede super team. Indskuddet kommer efter en masse besvær med danske investorer og banker. Men netop fordi Sebastian og jeg er tilstede i USA, har indskuddet kunne lade sig gøre, hvilket understreger, at alle brugere – danske såvel amerikanske – har stor gavn af, at Billy er repræsenteret i såvel København som San Francisco. Vi har en kæmpe tro på og interesse i, at Billy bliver det bedste regnskabsprogram og i indeværende år ikke kun Danmarks letteste regnskabsprogram, men verdens letteste regnskabsprogram :-)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi i lang tid gerne har villet sætte tempo på den synlige del af udviklingen af Billy. Vi brænder især for at rulle rykkermodul og tilbudsmodul ud, som står øverst på listen under vores Road Map. Men inden vi gør det, så kommer revisor-update med 200 km/t, og det sker fredag morgen kl. 9.00!

Du har måske undret dig over, hvorfor udviklingen ikke er gået hurtigere. Vi kan til det fortælle, at vi har haft travlt med andet end udviklingen af de synlige dele af Billy.

Vi har brugt omfattende tid og kræfter på udvidelse af vores cloud-server-setup, som inden længe vil blive endnu hurtigere og endnu mere skalerbar. Det kommer alle til at kunne mærke. En anden meget væsentlig grund er, at vi har manglet kvalificerede hænder.

Med vores nye investering i Billy har vi hyret endnu en fuldtidsprogrammør, Bob, som er amerikaner og arbejder på vores kontor i San Francisco. Morten, vores brandmanager, får samtidig frigivet flere timer til at bruge på design af regnskabsprogrammet. Dernæst forventer vi at ansætte endnu en udvikler inden for 1-2 måneder – vi skal bare lige have fundet den rette! Foruden udviklingsteamet kan vi også byde Rufat velkommen, som er ansvarlig for vores support. Men her slutter festen ikke. Der er kommet et hav til siden sidst, vi meldte ud, og du kan se alle de nye ansigter under, som er Nikki, Tina, Kathleen, Simon, Torbjørn og Russ /om/ledelsen

Hvad kommer nu?

Efter revisor-updaten fredag d. 22. juni kl. 9.00 er det tid til at brugernes ønsker igen kommer i fokus. Vi så det som en nødvendighed, at revisor-updaten kom før noget andet, så vi kunne få alle revisorers og bogholderes opbakning. Det skal vi nok få nu.

Set tilbage var valget med at udvikle API før tilbud- og rykkermodul måske ikke det, som gavnede flest mulige brugere. Vi håber dog, at der er flere udviklere derude – måske blandt brugerne – som vil udnytte API'et og lave integration til de mange webshop på nettet som fx Magento, Prestashop og Dandomaine. Kender du en, som er interesseret, så skriv til toke@billysbilling.com.

Inden længe lancerer vi Fakturadesign, som bliver tilgængelig for alle vores Premium-brugere. Og ved du hvad, denne efterspurgte feature, hvor du kan designe din egen faktura, bliver lige så brugervenlig som resten af programmet, så du behøver ikke være en seniorprogrammør for at sætte et pænt design op, som ellers er varemærket for vores konkurrenter :-)

Stor tak til verdens bedste brugere

Tak for alle brugers opbakning, feedback, tålmodighed og interesse i Billy. Dem sætter vi stor pris på! Jo flere der bakker op, jo hurtigere kan alt ting gå.

Mange hilsner

Toke