Fra iværksættervirksomhed til global gigant: Hemmeligheden bag kæmpe-succes

Toke Kruse

7. marts 2013

En af de bedste måder at lære noget nyt på, inklusive det at starte sin egen virksomhed, er ved at observere, undersøge og analysere allerede eksisterende eksempler på det man gerne vil lære. Det er direkte indlæring og en fantastisk måde at cementere ny viden i din hukommelse på og dermed inkorporere de vigtigste principper i den måde du tænker på, den måde du løser problemer på og i din fremgangsmåde i forhold til nye opgaver og projekter.

På denne blog har jeg talt en del om vigtigheden i at gøre dit produkt, din service og også din virksomhed unik. Så for at gøre al den snak lidt mere virkelig for dig, har jeg samlet et par eksempler sammen, der kan illustrere, hvad jeg mener og forhåbentlig hjælpe dig med at gøre denne viden din egen og bruge den til at skabe succes i din egen virksomhed.

Nespresso

Kaffemaskiner har i årtier været fast inventar i ethvert hjem, køkken og kantine med respekt for sig selv. Selv kaffemaskiner i den mere luksuriøse ende har været på markedet i et stykke tid nu. Nespresso tog idéen om luksus-kaffemaskinen og byggede videre på den. Dermed tilbød de ikke bare deres kunder en smuk, enkel maskine, der kunne lave himmelsk kaffe, de gav dem også en total kaffeoplevelse komplet med fokus på kunden og hjælp fra kaffeeksperter. Oveni det var deres markedsføring og reklamer helt i top og deres priser var til at betale – og det er et vaskeægte eksempel på, hvordan man gør sit produkt og sin virksomhed helt unik.

Apple

For længe siden satte Steve Jobs sig for, at gøre computere tilgængelige for alle. Og ikke bare tilgængelig på den måde at alle skulle have mulighed for at købe en, computere skulle også være lette at forstå og enkle at bruge. Senere besluttede han, at computere også skulle se godt ud. Han byggede et imperium på disse idéer og kaldte det Apple. Apples historie er et fantastisk eksempel på, hvordan man kommer på noget helt unik og sørger for, at det bliver ved med at være friskt og unikt og at man holder sig foran konkurrenterne på alle de rigtige (og profitable) måder.

Skype

Det at tale i telefon kan være temmelig dyrt, især hvis man ringer meget til udlandet – og sådan var det i mange år. Men så kom Skype på banen og rystede op i det hele ved at tilbyde telefonopkald og endda videoopkald i høj kvalitet – helt gratis! Nej, de ejer ikke telekommunikationsmarkedet, men hold da op hvor har de succes!

Google

Google er et andet flot eksempel på, hvordan man kan tilbyde en service uden at det koster brugeren noget at benytte den, samtidig med at det skaber profit for virksomheden bag – en pæn portion profit faktisk, hvis man kigger på deres regnskabstal! Oveni det har Google endda formået at ændre den måde vi reklamerer på og det har haft en dramatisk effekt på den kommercielle udvikling af internettet.

Jeg ønsker dig alt mulig succes, Toke Kruse

Artiklen er oversat fra engelsk, skrevet af Toke Kruse og findes også på vores amerikanske blog under titlen Small Business to Global Giant: Secrets of Super-Success.