Håndværkerfradrag genindføres - Billy Regnskabsprogram

Revisor Jákup Martin Vandsdal

27. marts 2013

Håndværkerfradrag genindføres Denne artikel henvender sig til dig som virksomhed eller privatperson, der udbyder de services, der giver ret til håndværkerfradrag.

Artiklen kan bruges som en vejledning til, hvad du skal være opmærksom på, så dine kunder kan gøre brug af håndværkerfradrag.

Det er dog vigtigt at få pointeret, at der i øjeblikket kun er tale om et forslag – det er altså ikke vedtaget endnu – men da forslaget bliver bakket op af et bredt politisk flertal, vil ordningen med overvejende sandsynlighed blive genindført.

Salg som privatperson

Sælger du håndværkerydelser, og er du ikke momsregistreret, skal du være opmærksom på, at dine kunder kun kan få fradrag for serviceydelser såsom børnepasning, vinduespudsning og havearbejde.

Alt, hvad der kan klassificeres som vedligeholdelsesarbejde, skal udføres af en momsregistreret virksomhed.

Regler for håndværkerfradrag – hvordan får man fradrag?:

For at dine kunder skal kunne gøre brug af håndværkerfradraget, er der en række betingelser, der skal være opfyldt.

Du skal være fyldt 18 år og være almindelig skattepligtig i Danmark og så må du ikke have fast bopæl der, hvor arbejdet udføres.

Med andre ord, så vil f.eks. dine forældre ikke kunne få fradrag, hvis de giver dig penge for at gøre rent, imens du bor hjemme hos dem.

Der er også krav om, at din kunde skal have dokumentation for arbejdet. Dokumentationen kan enten være en serviceerklæring (blanket kan hentes på SKATs hjemmeside), eller det kan være et andet dokument, der indeholder følgende punkter:

  1. Dit CPR nummer
  2. Kontonummer
  3. Beskrivelse af arbejdet
  4. Den adresse, hvor arbejdet er udført
  5. Datoen for, hvornår arbejdet er udført eller afsluttet
  6. Specifikation af arbejdslønnen

Hvis dine udgifter til materialer i forbindelse med opgaven (såsom rengøringsmidler) udgør under 2 procent af den samlede pris, så tæller det med som arbejdsløn og din kunde har således fradrag for hele udgiften.

Det sidste krav er, at betalingen skal ske til din bankkonto – det vil sige ingen kontanter eller checks!

Salg som virksomhed

Som virksomhed skal du være momsregistreret i Danmark, for at din kunde kan få fradrag for dit arbejde. Betaling skal ske til din bankkonto og så skal kunden også have dokumentation for dit arbejde.

Som dokumentation for dit arbejde skal du udstede en faktura – hvilket du under alle omstændigheder skal, når du udfører et stykke arbejde.

Den vigtigste detalje er dog, at du på fakturaen skal specificere, hvor stor en del af den samlede pris der udgør arbejdsløn og hvor stor en del, der udgør materialer. Hvis materialerne udgør under 2 procent af den samlede pris, så tæller det med som arbejdsløn og din kunde har således fradrag for hele udgiften.

Indberetning af håndværkerfradrag til SKAT

Dine kunder skal selv indberette deres håndværkerfradrag til SKAT. Det gør de ved at logge på TastSelv og gå til ”Indberet servicefradrag”. Der skal de indtaste hver betaling for sig.

Billy

Med regnskabsprogrammet Billy kan du som håndværker nemt sende tilbud og fakturaer.

Dine tilbud bliver genereret i programmet og kan sendes via programmet til kunden og kunden kan derefter underskrive digitalt. På den måde kan du på en overskuelig måde holde styr på, hvilke tilbud du endnu ikke har fået svar på. Du kan desuden nemt omdanne et tilbud til en faktura.

Prøv Billy

Opret dig nu og prøv regnskabsprogrammet gratis i 30 dage uden binding og besvær.

Prøv Billy gratis


Denne artikel er skrevet af

Jákup Martin Vandsdal, Tasteriet

Tasteriet har specialiseret sig i moms og regnskab for selvstændige med små selskaber uden revisionspligt. Få solid rådgivning til alt lige fra bogføring og udarbejdelse af din årsrapport og momsafregning hos Tasteriet.

Se Jákup Martin Vandsdals profil