Hvorfor enhver hjemmeside eller webshop burde bruge Google Tag Manager

Kasper Gregersen

4. december 2019

Hvis du driver en hjemmeside, ejer en webshop eller på andre måder er involveret i online markedsføring af dit firma eller arbejdsplads, er du uden tvivl blevet tudet ørerne fulde af, at Google Analytics er vigtigt for din hjemmeside. Men jeg vil i dag fortælle om et produkt, som jeg mener er mindst ligeså værdifuldt og brugbart i din dagligdag - nemlig Google Tag Manager.

Jeg bruger selv Google Tag Manager som omdrejningspunktet for alt den sporing, som jeg opsætter på hjemmesider i forbindelse med online markedsføring, og jeg vil anbefale dig at gøre det samme.

Hvad er Google Tag Manager?

Google Tag Manager (eller GTM) er et værktøj fra Google, hvor du kan opsætte alle din scripts, tags og konverteringssporinger. GTM opsættes på din hjemmeside, ligesom du kender det fra Google Analytics med et stykke kode. Med dette stykke kode på din hjemmeside, er GTM dit nye one-stop for alt din sporing på din hjemmeside. Det hele fungerer via et betjeningspanel. Dette betjeningspanel kaldes også en container.

Et tag - også kaldet et webtag - ses i mange forskellige afskygninger. Du vil ofte se, at det er en JavaScript-kodestump, men det kan også være en lille gif-fil. Facebook Pixel og Google Analytics er for eksempel en JavaScript-kodestump, mens et LinkedIn-Insights konverteringstag er en lille usynlig .gif-fil på 1x1 pixel.

Uanset hvordan dit script eller tag ser ud, kan du fremadrettet bruge Google Tag Manager til at implementere, teste og vedligeholde al din sporing for din hjemmeside ét sted. Du skal altså ikke åbne kildekoden på din side og finde de forskellige koder med risiko for at ødelægge noget på siden.

Google Tag Manager har endda også forhåndsinstallerede tags, som hjælper dig med nemt at implementere ny tracking eller konverteringssporing fra bl.a. Facebook og LinkedIn, som du kan se på billedet herunder.

Det betyder, at du eksempelvis kan bruge Google Tag Manager til at implementere Google Analytics eller Facebook Pixel direkte på din hjemmeside, uden at du skal involvere en webudvikler eller selv rode med koden selv.

Hvis du alligevel stadig ikke vil rode med koden eller gerne vil have hjælp udefra, vil du alligevel spare tid og penge, da implementeringen af ny sporing, test af eksisterende eller stop af igangværende sporing sker hurtigere - og med færre fejl.

Google Tag Manager og sporing

Okay, vi starter lige med en disclaimer. Du skal ikke nødvendigvis have alle de elementer med, som jeg præsenterer. Den største fordel ved Google Tag Manager er dens styrke til at ensrette sporing med ganske få klik. Eftersom GTM er din container for alt sporing, kan du med få klik og forholdsvist hurtigt sikre, at en brugers udførte handlinger på din hjemmeside bliver sendt videre til alt din sporing.

I praksis betyder det, at hvis en bruger udfylder en kontaktformular på din side, så vil Google Tag Manager sørge for at give besked til eksempelvis din Analytics-konto, din Facebook-pixel og endda også til LinkedIn, om at en bruger har udfyldt en kontaktformular - og i alle tilfælde har Google Tag Manager også kategoriseret denne handling som et lead for din virksomhed.

Sådan kommer du i gang

Hvis du allerede har en Google-konto, kan du oprette din container her. Herefter skal du indsætte din GTM-code på din hjemmeside - og så er din container faktisk sat ind på din side.

Inden du går i gang med at opsætte sporing via GTM, vil jeg anbefale dig, at du dobbelttjekker, om din implementering er korrekt. Det kan du gøre enten via Forhåndsvisningen eller via den Google Chrome extension, der hedder Google Tag Assistant.

Hvis din GTM-container er oprettet, og hvis dit script er korrekt implementeret, så er du klar til at tilføje, redigere og opdatere dine web tags- og tracking via betjeningspanelet.

Det er selvfølgelig meget individuelt, hvilke tags der er relevante for din hjemmeside. Der er både hårde konverteringer, som et gennemført køb eller bløde konverteringer, som en nyhedsbrevstilmelding. Det er nærliggende at starte med at opsætte den sporing, du kan mærke på bundlinjen og arbejde derfra.

Nu er det din tur

Jeg håber, at du med ovenstående indlæg er blevet klogere på, hvorfor og hvordan Google Tag Manager kan gøre dit arbejde nemmere og hurtigere. Sporing er forretningskritisk for enhver hjemmeside, og med GTM bliver det arbejde meget nemmere for dig.