Månedens bruger - Februar 2012

Ann-Sophie Smed

26. marts 2012

Billy Regnskabsprogram og text

Bo Kjær Jensen har fuld fart på. Ved siden af sit fuldtidsjob, har Bo startet sin egen virksomhed. Oven i det er han altid klar med gode inputs til, hvordan Billy kan fortsætte sin udvikling, og bruger egne erfaringer til at hjælpe andre af Billy’s brugere, når de har spørgsmål. Derfor er Bo valgt som månedens bruger.

Kan du kort præsentere din virksomhed?
Min virksomhed, Ciro, er en lille enkeltmands IT-konsulentvirksomhed, der primært lever af konsulentydelser. Virksomheden har kun ganske få kunder, da jeg ved siden af har et fuldtidsjob som IT administrator for den nordiske region i en global virksomhed inden for ”IT til automobil”-branchen.

Hvorfor valgte du Billy som dit online regnskabsprogram?
Som mit primære regnskabsprogram har jeg i mange år brugt OpenOffice og senere LibreOffice Calc og Writer. Men som tiden gik, blev jeg klar over, at jeg måtte videre. Jeg var på kig efter et rigtig nemt program - eneste betingelse var, at det skulle være et program i skyen, samt et det ikke skulle ”installeres”. Jeg forsøgte at støtte et Open Source projekt, som dog aldrig blev til noget, tænkte i febervildelse, at Navision C5, PC Plus eller lignende kunne være et alternativ, selv om jeg måtte gå på kompromis med mine krav... men nej. Så en dag fandt jeg e-conomic, som kunne sådan set alt, hvad jeg havde brug for, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. En rum tid gik og en dag googlede jeg Billy. Efter demotiden og et par e-mails til supporten hyrede jeg min revisor til at kommentere programmet og justere et par konti. Jeg indtastede derefter otte måneders data manuelt - det var ikke så slemt – og så var jeg kørende. Jeg mener stadig, at det er en af de bedste beslutninger, jeg i lang tid har lavet for min virksomhed.

Hvilke udfordringer står din virksomhed overfor på nuværende tidspunkt?
Jeg tror egentlig, at tid er den største udfordring, som jeg har. De første otte timer af hver arbejdsdag er brugt på mit faste job. Så skal jeg jo også sove seks til otte timer væk. Jeg har tænkt på at droppe den del, men det har vist sig svært. Det giver max ti timer til min familie - dejlig kone og tre børn, min virksomhed Ciro, og alle de andre aktiviteter, som jeg har gang i. En lille hobby, jeg har, er, at jeg er en drømmer. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at få fikse ideer til udvidelser eller ny IT. Og det tager tid at få dem beskrevet og afleveret. Jeg har projekter liggende klar til at gå i gang med, men ingen tid, økonomi eller viden for at få dem ført ud i livet – lidt surt. Derfor afleverer jeg de ideer, jeg får, til Billy, og så må vi se om det bliver til noget.

Tak for et rigtigt godt og frem for alt nemt regnskabsprogram.

Kender du en, som skal tages i betragtning til "Månedens bruger", skal du bare kontakte os.