Bag om Billy: Mød vores marketingkoordinator Anders

Stine Due Jensen

11. august 2017

I dag kan du møde Anders, som er vores digitale marketingkoordinator.

Du er med stor sandsynlighed stødt på hans arbejde på vores hjemmeside, i vores e-mails og på Facebook. Det sidste år har han nemlig stået bag kommunikationen på disse tre platforme.

På kontoret har Anders fået mange point for de kager, han tager med. Det er dog hverken Anders eller en professionel bager, som laver de utrolig lækre kager. Det er hans kæreste, som har en stor interesse i at bage. Det sætter vi stor pris på i Billy.

Uden for kontorets fire vægge kan man finde Anders på golfbanen, med en squashketsjer i hånden, i fuld fart på sin racercykel eller med en veltilberedt kop kaffe i hånden. Uanset hvilken af Anders’ interesser det gælder, så er reglen: ’Aldrig gå ned på udstyr’.

Billy Regnskabsprogram og bag om billy med Anders Brasholt

Hvad laver du i Billy?

”Jeg arbejder i marketing, hvor jeg primært har tre ansvarsområder.

Det ene er vores sociale kanaler, hvor jeg primært bruger tid på Facebook. Jeg laver også en lille smule på LinkedIn. Det er mig, som planlægger og producerer de indlæg, vi har på de to kanaler. Det er det ene område, jeg arbejder med.

Det andet er e-mails til vores kunder. Jeg står bag vores nyhedsbreve og vores automatiske mails, som ryger ud alt efter brugerens aktiviteter i vores program.

Det tredje er, at jeg sætter landing-sider op på vores site. Primært i forbindelse med at vi laver kampagner med vores samarbejdspartnere eller lancerer nye funktioner.”

Hvad er fedt ved at arbejde i Billy?

”Billy er et fedt sted, fordi vi er en agil organisation. Når vi oplever muligheder eller udfordringer, så kan vi rykke hurtigt. Når én kommer med en idé, så er der ikke særlig langt over til direktøren eller marketingchefens bord.

Det er fedt, at der ikke er langt fra tanke til handling, og at man ikke skal igennem en lang bureaukratisk beslutningsproces. Det er én grund til, at Billy er et godt sted at arbejde.

En anden grund er, at vi som kollegaer har det rigtig godt sammen. Det vigtigste for os er selvfølgelig at skabe et godt regnskabsprogram, men der er også tid til, at vi har det sjovt sammen. Vi er sociale i arbejdstiden og uden for arbejdstiden. Jeg spiller eksempelvis golf og squash med vores udviklere Casper, Nicklas og Thomas. Og her den anden dag satte nogle stykker sig ned og spillede Mario Kart på kontoret efter arbejdstid. Det siger jo lidt om, hvilken slags arbejdsplads Billy er.

Hvordan blev det til, at du har to fiktive børn?

”Ja, det har vi jo snakket om nogle gange siden teamdagen sidste sommer.

Der sker det, at en kollega i starten dagen får sagt til nogle af de andre, at jeg vistnok har to børn. Det går de så og snakker en del om i løbet af dagen.

Om aftenen tager vi i byen og hygger os. På vej hjem slår vi vejen forbi McDonald’s, hvor en af mine kollegaer endelig får mandet sig op til at spørge mig direkte, om jeg rent faktisk har to børn. Jeg havde fået lidt for meget vin, så jeg ender med at sige, at det har jeg. Og så snakkede vi egentlig ikke mere om det. I dag aner jeg simpelthen ikke, hvorfor jeg sagde det, men det gjorde jeg. Dårlig joke.

Da jeg mødte ind mandag morgen, troede de stadig, at jeg havde to børn. Så jeg blev som det første spurgt om det. De syntes, at det var lidt mærkeligt, at jeg på intet tidspunkt tidligere havde nævnt mine børn. Så jeg måtte krybe til korset og fortælle, at jeg altså ikke har nogen børn.

I dag joker vi stadig med, at jeg har børn – og de har da også fået navne.

Det er så historien om mine fiktive sønner.”

Hvordan startede din passion for kaffe?

”Det var faktisk lidt et tilfælde. Jeg skrev bachelorprojekt med en studiekammerat, som have købt en AeroPress kaffebrygger og noget god kaffe. Jeg kunne ikke særlig godt lide det til at starte med.

Men efterhånden kunne jeg godt se, at den kunne noget sådan en AeroPress. Den blev så det første udstyr, jeg købte, og derfra tog det stille og roligt til. I dag har jeg en del forskelligt kaffeudstyr, og jeg eksperimenterer ret meget med forskellige bryggemetoder og kaffeopskrifter.

Min kæreste driller mig med, at jeg fylder for meget i køkkenet. Det kan jeg ikke helt forstå, for jeg synes, hun har umådelig meget bageudstyr. Men omvendt skal man jo heller aldrig gå ned på udstyr, og hun bager virkelig gode kager, så jeg skal ikke klage. Så vi arbejder på at udvide køkkenet i stedet”

Anders’ nordjyske-mini-ordbog

På kontoret har vi lagt mærke til, at Anders kan nogle sjove ord. Det viser sig bare at være nordjysk. Alligevel har Anders ydet den service at give os en oversættelse af et par centrale ord og udtryk. De kommer her:

  • ’Æj’ betyder faktisk bare ’æg’
  • 'Hvad klok mødes vi?’ kan oversættes til ’hvad tid mødes vi?’
  • ’Det er noget pangel’ betyder, at en ting er noget billigt skrammel
  • ’Måwe’ der betyder, at noget er møgbeskidt

Næste gang

Næste interview kommer ud om 14 dage, hvor du kan møde vores kommunikationschef Christine.

Og fik du ikke læst det seneste interview med Razvan, kan du gøre det her.