Bag om Billy: Mød vores rådgiver Kasper

Billy regnskabsprogram forfatter

Sebastian Strømberg

22. marts 2019

I denne uge kan du møde vores rådgiver Kasper.

Kasper arbejder på deltid i Billy i vores support-team, hvor han sidder klar på chatten, mail eller telefonen, når vores kunder har brug for hjælp eller har spørgsmål til programmet. Kasper er ikke kun hjælpsom over for vores kunder, han er også altid klar til at give en hånd med på kontoret, når der skal løses praktiske opgaver. Derudover er han en travl herre og har ved siden af sin stilling hos os i Billy et arbejde i Magasin som Business Analyst i Mad & Vin.

Kasper er opvokset i Vanløse, men er faktisk halvt bornholmer og har derfor brugt meget af sin barndom på solskinsøen. Han har også en alsidig uddannelsesbaggrund, hvor han har været i livgarden, arbejdet i Dansk Supermarked, arbejder i Magasin og så er han lige blevet færdig som finansøkonom.

Når han ikke knokler ved skrivebordet eller på gulvet i Magasin, kan han godt lide at spille og se fodbold, hvor han særligt følger hjerteklubben Juventus. Derudover er Kasper et rigtig naturmenneske. Han er vild med at vandre, sejle i kano eller sove i det fri. Faktisk går han med en lille drøm om at være med i tv-programmet, Alene i Vildmarken, men han nåede ikke at tilmelde sig inden ansøgningsfristen. Han håber dog på, at de laver endnu en sæson, så han får chancen igen.

Indtil da er vi glade for, at vi har ham her i Billy, for regnskab kan også være lidt af en vildmark til tider.

Billy regnskabsprogram ansat Kasper

Hvad laver du i Billy?

“Jeg sidder i supporten og hjælper kunder, der ringer eller skriver til os. Jeg svarer blandt andet på spørgsmål angående deres regnskaber, hvordan de bogfører og så hjælper jeg dem med at lægge kontobalancer og forretningsplan ind i deres regnskab. Derudover ringer jeg ud og hjælper nye kunder i gang med Billy.”

Hvordan ser en helt almindelig dag i Billy ud for dig?

“Jeg er der lige lidt i 9, hvor vi skal møde. Så holder vi morgenmøde, og ringer til dem der skal have et introkursus til Billy. Så bliver kl. 12, hvor der er dejlig frokost, og så slutter jeg gerne pausen af med et spil bordfodbold efterfølgende. Derefter fortsætter vi ellers bare, hvor vi slap.”

Hvad synes du, er det bedste ved at arbejde i Billy?

“Det er helt klart det sociale, man kan næsten kalde det en familie. Og jeg er vild med vores fælles frokost, som er på tværs af hele virksomheden, hvor man kan snakke med alle. Folk er meget åbne, og man kan altid bare gå ind i en af de andre afdelinger, og se hvad de laver. Så der er ikke noget hierarki.”

Hvad er dit drømmejob?

“Det er svært at svare på. I mit drømmejob skal der både være en aktiv og en administrativ del. Man skal både kunne røre sig og sidde ned. Jeg tror jeg har for meget krudt i røven til bare at sidde foran en computer i otte timer hver dag, der må gerne ske noget andet også. Så et job, hvor de to ting kan kombineres, og så skal der også være noget med tal, for jeg kan godt lide at sidde og arbejde i excel-ark.”

Du bliver tit drillet med, at du har været på en juicekur, som ikke gik så godt. Kan du ikke lige fortælle historien?

“Det hele startede med, at jeg fik tilbudt at prøve en juicekur i 3 dage gratis, og det tænkte jeg, at jeg da godt kunne prøve. Så jeg drak de to første juice, og den tredje skulle jeg så drikke til frokost her i Billy. Men så var der altså frikadeller med flødekartofler på menuen den dag, så jeg tænkte nej! Jeg var virkelig sulten, og min koncentration begyndte at svigte lidt. Så jeg spiste lidt af frokosten og drak min juice ved siden af, så ville det nok give lidt. Men så blev der selvfølgelig hentet is og cola efter frokost, og så blev jeg jo nødt til at spise og drikke det også. Så jeg holdt juicekuren i 6 timer og har hørt for det lige siden.”

Hvad er din guilty pleasure?

“Altså en gin og tonic kan man jo altid drikke. Men ellers alt med sukker, især vingummier er the shit. Så vingummier og gin og tonics. Faktisk bare alt slik på nær lakrids.”

Hvis du var et dyr, hvordan ville du så beskrive dig selv?

“Som en bjørn. I den forstand at jeg er rimelig stor. Jeg kan godt lide at være ude i naturen og prøve at fange nogle fisk og leve derude. En bjørn er et roligt dyr, og jeg ser også mig selv som et roligt menneske. Nu hvor vi er ved min rolige side, så har jeg en tatovering, hvor der står ‘hakuna matata’ på swahili, som betyder tag det roligt. Det passer også meget godt til mig”

Hvis du kun måtte spise én ting resten af livet, hvad skulle det så være?

“Den er fandme svær! Jeg er glad for rugbrød, og jeg kan godt lide salat. Nej, nu ved jeg det! Det skulle være en mad bestående af ristet rugbrød med avokado, og så skal der være et smilende æg ovenpå, salt og peber, hytteost og så tomater til. Det er altså en luksusmad!”

Hvis du nu kun måtte have 3 ting med i vildmarken, hvad skulle det så være?

“En presenning, så man kan lave sit eget shelter. Fiskegarn, så jeg kan fange fisk. Og så en økse eller kniv, så man kan fælde nogle træer og sådan. Lad os sige 4 ting, så kan jeg også få et tændstål med, så jeg kan lave bål og tilberede min mad.”

Vi krydser fingre for, at Kaspers TV-drøm går i opfyldelsen. Vi i Billy vil i hvert fald heppe på ham!

Næste gang

Glæd dig til næste interview, der udkommer om en to uger, hvor du kan møde Frederik, som også er en del af vores søde support-team.

Hvis du ikke fik læst vores tidligere Bag om Billy indlæg, så kan du gøre det her, hvor du kan møde vores rådgiver Marcus.