Bag om Billy: Mød vores rådgiver Marcus

Stine Due Jensen

8. marts 2019

I denne uges udgave af Bag om Billy kan du møde vores rådgiver Marcus.

Marcus arbejder deltid i Billys nye outboundafdeling. I vores outboundafdeling ringer han ud til jer kunder for at høre, om vi kan gøre jeres regnskab endnu nemmere med nogle af vores ekstra services, som for eksempel vores årsregnskabsmodul. Han er også et vigtigt led i vores kundekontakt, hvor vi får indblik i, hvad vi kan gøre endnu bedre.

Ved siden af arbejdet i Billy læser Marcus Business Administration and Digital Management på CBS, og når han er færdig på studiet eller i Billy efter en lang dag, kører han hjem til Østerbro, hvor han bor sammen med en af sine gode venner.

Marcus har ild i bagenden og kan godt lige at holde sig igang. Derfor bruger han meget af sin fritid på at være aktiv, om det er ved at hoppe ned i fitness eller op på cyklen. Derudover har han løbet et maraton, men det er ikke lige noget, der sker på daglig basis. Han bruger også meget af sin fritid sammen med sine venner, hvor han foretrækker, at de laver sjove og fysiske aktiviteter, som blandt andet træklatring.

Hvordan ser en almindelig dag i Billy ud for dig?

“På en normal dag, hvor jeg er her fra 9-17, møder jeg ind, tænder min computer og sætter lige alting op, som jeg skal bruge. Så ringer vi et par timer, og så kan det være, at vi lige sparer lidt. Jeg taler meget med Kristian, Billys Business Developer (red.), om, hvordan det går, og hvad vi kan gøre bedre. Han er også rigtig god til at motivere os til at have det sjovt. Så er der frokost, derefter går vi tilbage og ringer noget mere, og så plejer vi at gå en tur, hvor vi lige får noget luft og taler sammen. Så ringer vi igen derefter. Så vi ringer meget, men jeg synes, at det er sjovt, for jeg kan godt lige at tale med folk. Selvom det er meget de samme arbejdsopgaver, er dialogerne altid forskellige, så det føles slet ikke så ensformigt.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i Billy?

“Uden tvivl miljøet og fællesskabet herinde. I forhold til hvor jeg arbejdede sidst, så kan man godt mærke, at alle er er på samme fod, og at man er venner med alle sine kollegaer, så det føles meget uformelt. Der er generelt nogle gode forhold som studerende, man får en god løn, og arbejdstiderne er gode.”

Hvad er dit drømmejob?

“Sådan ultimativt, så vil jeg gerne lave min egen it-virksomhed på et tidspunkt, men ellers ville jeg nok være leder indenfor it. Jeg ved ikke helt, hvad det skal være endnu, men ihvertfald noget der kan hjælpe en masse mennesker. Jeg kunne ikke forestille mig at være iværksætter lige nu, jeg regner med lige at arbejde nogle år først.”

Hvor ser du dig selv om 10 år?

“Det ved jeg ikke helt. Jeg er færdig med at læse om 5 år, så det er svært at sige. Men det kommer måske også an på, hvad der sker i Billy. Der er i hvert fald meget fine muligheder her, så det kunne også være sjovt at lave noget andet i virksomheden. Så jeg har nok bare et rigtigt voksenarbejde om 10 år.”

Hvis du var et dyr, hvilket ville du så være?

“Jeg synes altid det er sjovt at sige en haj, for den skal altid bevæge sig, for ellers dør den. Og der er altid fart på mig, der skal hele tiden ske et eller andet. Så jeg ville simpelthen være en haj.”

Hvis du skulle spise middag med en kendt person, hvem skulle det så være?

“Elon Musk. Jeg tror vi kunne tale om nogle sjove ting. Han har sådan en simuleringsteori, som er en teori om, at vi er en simulering af enten nogle mennesker i fremtiden, eller at der er en anden race, som har simuleret os lidt ligesom i Sims spillet. Jeg vil gerne høre, hvorfor han tror det. Og så selvfølgelig bare høre en masse om elbiler.”

Hvad er din guilty pleasure?

“Jeg ved ikke helt, hvor guilty den er, men jeg er lige flyttet hjemmefra for et halvt år siden, så det er lidt begrænset, hvad jeg kan lave i et køkken. Jeg tror, at jeg havde to uger i træk, hvor det eneste jeg spiste var chilli con carne. Det var nok mere dovenskab og af nød, end det var en guilty pleasure. Ellers kan jeg også godt finde på at høre noget tøsemusik en gang imellem, det er nok lidt mere guilty.”

Hvis du vandt en milion, hvad ville du så bruge pengene på?

“Så ville jeg starte en virksomhed op, jeg ved ikke helt hvad det skulle være. Jeg ser gode muligheder i at lave machine learning-løsninger til diverse ting. Jeg har bare ingen idé om, hvad det skulle være lige nu. Jeg tror nu heller ikke, at det skulle være mig, der skal sidde og lave det, men jeg skulle komme med ideerne. Så pengene ville jeg nok bruge på at hyre nogle mennesker til at lave alt det tekniske.”

Næste gang

Glæd dig til næste interview, der udkommer om en to uger, hvor du kan med møde vores rådgiver Kasper.

Og fik du ikke læst forrige interview med vores udvikler Jason, kan du gøre det her.