Bag om Billy: Mød udvikler-Casper

Willads Thor Petersen

31. marts 2017

I dag kan du møde Casper, som er den nyeste tilføjelse til udviklerteamet.

Casper startede for en måned siden, og han arbejder blandt andet med at udvikle nye sider og features til vores hjemmeside.

Hvis du vil se et eksempel på Caspers arbejde, så kan du tage et kig på vores nye side Historien om Billy.

Bag om Billy med Casper Bornebusch

Hvad laver du, når du ikke arbejder i Billy?

”Jeg interesser mig rigtig meget for cykler, så det kan jeg godt finde på at bruge et par timer om ugen på. Min nuværende cykel har jeg eksempelvis selv samlet af dele, som jeg har købt fra forskellige steder. Det er selvfølgelig ikke altid, at min kæreste synes det er lige fedt, når jeg sidder og nusser om min cykel. Jeg har også en tendens til, at omtale min cykel som min dame.

Der er også noget fedt over at kunne cykle igennem København på cykel. Følelsen af at man kan bevæge sig hurtigt og præcist igennem byens gader på en cykel, som jeg selv har bygget op fra bunden. Det er en helt speciel type frihed, som jeg ikke har oplevet andre steder før.

Når vejret tillader det, så elsker jeg at tage en weekendtur til Klitmøller og bruge dagene på at surfe. Jeg har boet et par måneder i Hawaii, og jeg elsker følelsen af at bevæge sig oven på bølgerne.”

Har du arbejdet med regnskab eller økonomi før?

”Jeg har haft en lille smule økonomi i skolen, men ikke nok til at have forstand på det. Efter jeg startede på min videregående uddannelse, har jeg dog startet min egen virksomhed, hvor jeg har haft lidt regnskab at se til. Det var faktisk også der, at jeg hørte om Billy første gang, da jeg skulle bruge et program til at holde styr på mit regnskab.

Det er nok også en af grundene til, at det er spændende at arbejde med Billy, da jeg selv bruger programmet. Det giver en bedre helhedsfornemmelse, når jeg selv har et regnskab, der skal laves, og jeg har det hele liggende i Billy.”

Hvordan er det at snakke med folk, som ikke har forstand på kodning?

”Det virker ofte som om, at folk undervurderer den mængde arbejde, vi laver – eller ikke nødvendigvis mængden af arbejdet, men derimod den mængde tid, det tager.

Jeg tror, at udviklere og grafikere er i samme båd, når det kommer til, at andre skal forstå vores arbejde. Selvom en opgave ofte kan virke som en mindre proces, så ender det som regel med at blive noget mere komplekst.

Problemet er jo også, at når vi arbejder med et projekt, så finder vi hele tiden små ting vi skal tage højde for, og på den måde ender tingene nogen gange med, at tage lidt længere tid end først antaget.”

Forestil dig, at du spiller matador med dine venner eller familie – Hvordan er din spillestil?

”Jeg spiller for at vinde, og derfor skal de andre udryddes - og jeg sælger heller aldrig mine grunde. Der er ikke nogen bedre følelse, end når jeg ejer størstedelen af alle de dyre grunde.

Når der så endelig er en modstander, som lander på Rådhuspladsen, hvor jeg belejligt har plantet to-tre hoteller, så kan jeg langsomt se gnisten forsvinde ud af deres øjne. Det er vel også en del af charmen ved Matador.

Desuden tror jeg også, at det var Ove Sprogøe, som i tv-serien Matador sagde, at det kun er snyderi, når man bliver opdaget. Det, har jeg altid ment, er en god huskeregel.”

Hvem er din største rollemodel?

”Den er svær. Jeg har ikke rigtig nogen rollemodel i klassisk forstand. Det tætteste jeg kommer på en rollemodel, er nok John John Florence, som er professionel surfer. Da jeg boede på Hawaii, blev jeg hurtigt tiltrukket af den surferkultur, som er i deres samfund. Det var også der, at jeg begyndte at følge med i professionel surfing, og så John John Florence første gang.

På grund af tidsforskellen mellem Danmark og USA står jeg nogle gange op midt om natten for at se de konkurrencer, John John Florence deltager i. Han er også en ung fyr ligesom mig, og han er allerede top professionel og kæmper sig vej mod toppen.”

Næste gang

Selvom Casper kun har været ansat i en måned, så er han allerede kommet i gang med flere nye opgaver. Han arbejder desuden både i marketing- og udvikler afdelingen, hvor han får prøvet lidt forskellige opgaver.

Næste interview kommer ud om 14 dage, hvor du kan møde Christian, der til dagligt rådgiver vores kunder i brugen af Billy.

Og fik du ikke læst forrige interview, kan du gøre det her.