Bag om Billy: Mød vores udvikler Nikolas

Stine Due Jensen

8. februar 2019

Bag om Billy er tilbage efter en længere pause, og der er kommet mange nye ansigter til Billy siden sidste interview-serie. I denne uge skal du møde vores udvikler Nikolas.

Nikolas sidder i vores marketingafdeling, som frontend-udvikler, hvor han i grove træk sørger for at optimere vores hjemmeside med fede værdifulde værktøjer til vores brugere. Derudover sørger han også for, at du kan finde os uanset, hvor du søger.

Han er en rigtig hyggeonkel, der konstant tøffer rundt i hjemmesko på kontoret, og som altid møder ind med et stort smil og i højt humør. Også selvom han er en smule træt i øjeblikket, da han for nyligt er blevet far.

Nikolas har brugt en stor del af sit liv på at spille musik og er et meget kreativt menneske. Musikken bruger han stadig meget tid på hjemme i sin man cave i Helsingør-husets kælderrum, hvor han har indrettet sig med instrumenter og lydstudie. På den måde kan man sige, at det ikke altid har ligget i kortene, at han skulle blive udvikler. Men det er vi nu meget glade for, at han blev, så vi kan få glæde af ham her i Billy. Han har endda skrevet en sang om marketingteamet - og den var faktisk meget velproduceret, musikalsk og meget langt fra en lejlighedssang.

Hvordan kan det være, at du søgte job hos Billy?

“Det var lidt tilfældigt, jeg kendte ikke noget til Billy, før jeg startede. Jeg var meget interesseret og motiveret efter jeg havde været til min første samtale, men jeg regnede faktisk ikke med at få jobbet, fordi det virkede som et meget tjekket sted. Jeg vidste ingenting om det, og havde ikke så meget erfaring efter studiet, så jeg blev meget overrasket over at få jobbet.”

Hvordan ser en almindelig dag ud for dig i Billy?

“Jeg møder ind om morgen, hvor jeg er rimelig træt og tænker måske på vej derind, åh endnu en dag, men så kommer jeg ind på kontoret, og så bliver jeg altid i godt humør, fordi det er en fed arbejdsplads med gode kollegaer. Jeg hygger mig meget her, tager mine hjemmesko på og får en kop kaffe. Så sidder jeg og skriver nogle koder og ser om de virker. Det gør de ikke altid, så prøver jeg igen indtil de gør. Og sådan går min dag faktisk.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i Billy?

“Det bedste er, at man bare kan få lov til at være sig selv, og der er en meget loose vibe herinde, selvom folk arbejder seriøst. Jeg har fået kastet en rolle på mig, selvom jeg ikke har været her så længe, men det giver mig meget motivation til at lære mere. Det er meget op til en selv, hvad man vil, så hvis man gerne vil blive god til det, man laver, så kan man sagtens få lov til at udvikle sig i virksomheden.”

Hvis du kun måtte spise én ting resten af livet, hvad skulle det så være?

“Chokolade! Jeg elsker chokolade. Mørk chokolade, lys chokolade, hvid chokolade. Generelt Irmas chokolade, det er de bedste. Det hele er godt især den hvide chokolade fra Irma. Du har aldrig smagt rigtig hvid chokolade, før du har prøvet den. Det er den bedste”

Hvis du skulle spise middag med en kendt person, hvem skulle det så være?

“Så skulle det fx være en Ninja Turtle, de er ret nice. De spiser pizza, og det kan jeg godt lide. Hvis det skulle være en rigtig person, så skulle det være Peter Tanev, ham fra vejret. Han er nice! Han er rimelig meget min vibe, tror jeg.”

Hvor ser du dig selv om 10 år?

“Nok på en båd nede i Helsingør Marina. Så sidder jeg dernede og har har sagt til min kone, at jeg er nede og arbejde på båden, men så sidder jeg bare og drikker øl med gutterne i stedet.”

Hvis du ikke fik læst vores tidligere Bag om Billy indlæg, så kan du gøre det her, hvor du kan møde vores rådgiver Jacob.