Bag om Billy: Mød udvikler-Thomas

Stine Due Jensen

30. juni 2017

I dag kan du blive lidt klogere på, hvem Thomas er.

Thomas er vores front-end udvikler. Det betyder, at han laver den del af Billy, du som bruger kan se direkte på skærmen, når du logger ind i dit regnskab.

Når Thomas ikke knokler på kontoret eller holder styr på sine to små piger, så har han travlt med sine mange fritidsinteresser. Thomas fisker, sejler, spiller golf, flyver med fjernstyret fly, og så er han for nylig begyndt at spille i et jazzband.

Det er ingen underdrivelse at sige, at Thomas er en travl mand, som ikke keder sig.

Bag om Billy med Thomas Hansen

Hvad er fedt ved dit job i Billy?

”På den faglige side kan jeg godt lide, at jeg kan se resultatet af mit arbejde forholdsvis hurtigt. Ændrer jeg for eksempel en farve, kan jeg se det med det samme. Og så arbejder vi med nogle moderne teknologier, som gør det fagligt sjovt.

Vi har også mulighed for løbende at udvikle os fagligt med det, som vi kalder 10%-dag. Det går ud på, at vi hver anden fredag kan arbejde på lige det, vi har lyst til. Det kan være alt muligt, vi synes er sjovt inden for programmering.

Ud over det så er vi en samling vidt forskellige mennesker i Billy. Der er stor forskel på afdelingerne. I udviklingsafdelingen er vi lidt mere stille, marketing er den ’normale’ afdeling, og de unge drenge i supporten er fulde af energi og højt humør. Det er fedt, at vores ret forskellige afdelinger alligevel kan samles og fungerer godt sammen. Her tænker jeg både på det faglige samarbejde og det sociale.”

Hvad er den sjoveste episode du har oplevet i Billy?

”Syv dage efter jeg startede fandt de to piger, Katrine og Christine fra marketing, ud af at jeg havde fødselsdag. Det var sent på eftermiddagen, så de skyndte sig ned for at købe kage, uden jeg opdagede noget. Kvart over fem havde de kagen klar og havde samlet hele teamet nede i køkkenet. Men jeg var taget hjem i mellemtiden. Det fandt de hurtigt ud af, men de fejrede mig alligevel. Det fik jeg et billede af, og det gav mig et stort smil på læben. Et billede hvor hele teamet stod med kage og fejrede min fødselsdag. Det var en sjov oplevelse som ny i Billy-teamet.”

Hvad er den sjoveste episode med dine børn?

”Ja… de gør mange sjove ting.

Men hvis jeg skal vælge en, så er det en sjov historie om vores datter på 4 år. Hun er blevet glad for at tisse i det fri. Når hun skal tisse et sted, hvor der er en blomst, så er det en ’tisseblomst’. Det har udviklet sig en til en leg - det handler om at ramme blomsten. Der er selvfølgelig gået sport i at finde en blomst, man kan tisse på. Min kone og jeg synes, at det er ret sjovt og kært.”

Hvad er det fedeste, der er opfundet, mens du har levet?

”Jeg er stor fan af sodastreameren og IKEAs Ziplock-poser.

Med sodastreameren slipper man for at slæbe danskvand op til fjerde sal, hvor jeg bor. Det er dejlig nemt at kunne bruge vandet fra hanen i stedet for at slæbe danskvand op.

Men IKEAs Ziplock-poser er min favorit. Dem bruger jeg klart mest. De er funktionelle, når man skal fryse ting ned. Det smarte er posens facon, som gør maden kommer ud af fryseren som en flad og tynd blok. Modsat en frysepose, hvor maden fryses i en stor klump.

Ziplock-poserne gør det nemt, når man skal tø maden op. Når man for eksempel skal optø en frossen kødsovs til de sultne unger, så knækker man den og tør den op i en gryde på to minutter. Det har ændret mit fryse-liv.”

Hvilket spørgsmål hader du, at blive stillet?

”Når man køber ind i supermarkedet, og de spørger, om man vil have kvitteringen.

Jeg vil aldrig nogensinde have en kvittering. Jeg undrer mig over, at de stiller spørgsmålet, for jeg oplever sjældent folk, som ønsker en kvittering i supermarkedet. Det burde være omvendt, så man beder om kvitteringen, hvis man vil have den. Det irriterer mig faktisk lidt. Men det er ikke sikkert, at alle er helt enige med mig.”

Næste gang

Næste interview kommer ud om 14 dage, hvor du kan møde Johannes, der arbejder i supporten.

Og fik du ikke læst forrige interview med vores Casper fra supporten, kan du gøre det her.