Ny feature: Valutahåndtering - Billy Regnskabsprogram

Sebastian Seilund

14. juni 2011

Den seneste opdatering af regnskabsprogrammet giver dig mulighed for at bruge flere valutaer.

Du kan fx oprette fakturaer, sende regninger og have bankkonti i udenlandske valutaer. Læs i dette indlæg, hvordan det fungerer.

Billy Regnskabsprogram og jonglering af valuta

Tilføje valutaer

Du kan tilføje de valutaer, som du ønsker, under Indstillinger > Valuta. Du kan enten vælge at bruge automatiske kurser, eller selv indtaste en fast kurs. De automatiske kurser opdateres dagligt via Nationalbanken.

Du kan også tilføje ekstra valutaer direkte i de felter, hvor du vælger valuta (fx under Opret faktura).

Kunder og valuta

Hvis en bestemt kunde altid skal faktureres i den samme valuta, fx EUR, så kan du let sætte dette op i Billy. Find kunden under Kontakter, og klik på Rediger knappen. Her kan du nu tilknytte en valuta til kunden.

Når du fremover vælger kunden under Opret faktura, så vil EUR automatisk blive valgt.

Produkter og valuta

Du kan selv vælge, om du vil indtaste faste priser på dine produkter i dine forskellige valutaer, eller om du vil lade Billy automatisk veksle priser fra din basisvaluta (DKK) til fakturavalutaen.

Gå ind under Indstillinger > Produkter for at rette i dine produktpriser. Hvis en pris ikke er udfyldt for en valuta, men er udfyldt for DKK, så vil systemet automatisk veksle beløbet til dagens kurs, når du vælger produktet under Opret faktura.

Bankkonti i udenlandske valutaer

Hvis du har bankkonti i udenlandske valutaer, kan du nu også oprette dem i Billy. Gå ind under Indstillinger > Kontoplan, og vælg Opret konto. Her vælger du kontotypen "Bank". I vinduet der kommer frem, kan du nu vælge, hvilken valuta kontoen føres i.

Du kan så registrere betalinger på din udenlandske bankkonto, ligesom du kan for din normale bankkonto.

Gevinster og tab ved brug af udenlandske valuta

Når du sælger noget i en udenlandsk valuta, tager du en chance mht. valutakursen. Hvis kursen stiger inden du modtager betaling for din faktura, opnår du en gevinst. Hvis kursen derimod falder, vil du opleve et tab.

Her er et simpelt eksempel: Hvis du sælger en bog til 20 USD til kurs 5,0, vil systemet automatisk registrere et salg for dig på 100 DKK, og du vil have 100 DKK tilgode hos din kunde. Når du 10 dage senere, hvor kursen er steget til 5,5, ser på dit regnskab, kan du se at du nu har 110 DKK tilgode. Dvs. at du har en urealiseret gevinst på 10 DKK. Den er urealiseret, fordi du endnu ikke har fået pengene. Så kursen kan stadig nå at stige endnu mere, eller falde igen. Efter 20 dage modtager du betaling for din faktura. I banken kan du se, at der er sat 120 DKK ind til kurs 6,0. Dermed får du en realiseret gevinst på 20 DKK. Den er realiseret, fordi de ekstra 20 DKK nu er dine penge.

Det samme gælder, når du har en bankkonto i en udenlandsk valuta. Hvis du fx har 10.000 USD på en konto i dag, hvor kursen er ca. 5,1, har du altså hvad der svarer til 51.000 DKK. Når kursen en dag falder til 5,0, har du pludselig "tabt" 1.000 DKK. Dette tab er urealiseret, indtil du veksler alle dine USD-penge til DKK-penge.

Denne beregning af urealiserede og realiserede gevinster og tab er ret kompliceret, og de fleste regnskabsprogrammer formår ikke at håndtere dette ordentligt. I Billy er begge tal altid 100% up-to-date, og de bogføres korrekt i din kontoplan.

På din balance er der kommet en ny konto under Egenkapital, kaldet "Urealiserede kursgevinster og -tab". Den er altid opdateret, ift. hvad du har af poster i udenlandske valutaer.

På din resultatopgørelse er der kommet en ny konto under Anden indkomst, kaldet "Realiserede kursgevinster og -tab". Her bogføres alle dine gevinster og tab automatisk. Hvis du taber mere på valutahandel, end du vinder, vil dette altså blive til en udgift.