Online regnskabsprogram: Bør du styre mod skyen?

Victoria Naugle

18. marts 2013

Cloud computing (eller skyen) er alle vegne. Der går ikke én dag uden at man hører eller læser om det. Men hvad er denne sky for en størrelse? Det er software, der er tilgængeligt via Internettet. Her fokuserer vi på online regnskabsprogrammer, men der findes også mange andre typer software i skyen.

Online regnskabssystemer er en rigtig god løsning for virksomheder i alle størrelser, men de er nok særlig attraktive for mindre virksomheder. Store virksomheder drager økonomiske fordele af deres størrelse, deres infrastruktur er på plads, de har penge til rådighed til investeringer og ressourcer nok til at kunne dække de fleste af deres behov.

Men det har mindre virksomheder typisk ikke. Her er der begrænset ressourcer, der er meget lidt infrastruktur (om nogen) og der er ikke mange penge at arbejde med. Det gode ved online services er, at de glatter lidt ud i de uligheder man ser i erhvervslivet. Førhen var de mere robuste programmer ofte udenfor økonomisk rækkevidde for mindre virksomheder og det var lidt af en træls situation, for de virksomheder, der mindst havde råd til at gøre ting manuelt, var samtidig dem, der ikke havde andet valg.

I dag kan man sagtens finde online regnskabsprogrammer til meget rimelige priser for mange softwareudbydere fokuserer netop på små og mellemstore virksomheder. Det er jo der, der er størst vækstpotentiale, så disse firmaer bruger en masse krudt på at ramme denne målgruppe. Med andre ord har der aldrig været et bedre tidspunkt at rykke over i skyen på – og samtidig få en god aftale med oven i hatten.

Frygten for skyen

Mange af os har læst gyserhistorier om hvordan websider, der giver sig ud for at være sikre, bliver hacket og fortrolige oplysninger bliver stjålet. Realiteten er dog, at der ikke findes den webside eller det program, der er fuldstændig skudsikkert. Selv Pentagon har haft problemer med hackere. Men før du tænker, at dette bare er for risikabelt, så sæt lige risikoen lidt i perspektiv.

Uanset om du er bevidst om det eller ej, så findes alle dine finansielle oplysninger allerede på nettet. Har du en bankkonto, et kreditkort eller et lån, så findes dine informationer på nettet. Har du en internetforbindelse? Selv hvis du beslutter ikke at gå online med dit regnskab, så er du stadig i risikogruppen. Det er relativt let for en hacker at få adgang til din computer via din internetforbindelse. Og det er de færreste mindre virksomheder, der har de evner og den ekspertise, der skal til for at forhindre et brud på sikkerheden.

En af fordelene ved have sit regnskab online er netop sikkerheden. De fleste cloud-programmer har et langt højere sikkerhedsniveau end de fleste mindre virksomheder. Det er trods alt det disse udbydere lever af og de har ikke råd til den negative opmærksomhed, der følger med, når fortrolige oplysninger bliver stjålet.

Tænk på fordelene

Hvor tit laver du en backup af din computer? Gør du det regelmæssigt, så hører du til mindretallet. Hvad gør du med din backup? Gemmer du den på en sikker webside? Hvis ikke, hvad sker der så, hvis der opstår brand eller der er oversvømmelse? Cloud computing holder styr på det hele for dig og der bliver regelmæssigt lavet backups af dine informationer. Og hvis én server går ned, så har de en anden, der står klar til at tage over på få minutter.

Sikkerhed er vigtig, men der er også andre ting, der har betydning. Mange online regnskabsprogrammer giver dig mulighed for at nøjes med kun at betale for den plads, du bruger. I takt med at din virksomhed vokser, så vokser dine krav til online lagerplads også og disse nye behov bliver nemt mødt i skyen.

Software-opdateringer bliver gjort for dig, du har adgang til dit regnskab hvor end i verden, du befinder dig og du skal ikke ud og investere i ekstra hardware, for at dit system kan følge med væksten i din virksomhed.

Mener du, at et online regnskab vil passe godt til din virksomhed, så står du nu og skal træffe en beslutning, for hvilket af de mange forskellige online regnskabsprogrammer vil være det bedste for dig og din virksomhed? Der er ingen tvivl om, at et online regnskabsprogram vil gavne dig og din virksomhed, ligesom det vil spare dig for en masse tid, at sende online faktura

Her kan du læse en artikel, der er skrevet for nyligt om emnet, som jeg tror du kan bruge når du skal træffe den beslutning. Artiklen handler om, hvordan du finder ud af, hvad der er op og ned i forhold til online regnskabsprogrammer til mindre virksomheder.


Selv med et fantastisk program, der gør det hele meget lettere og hurtigere, så kan det stadig ikke erstatte robust revisor-ekspertise. Så sørg for at dit regnskab er korrekt og kontakt en professionel, når du har spørgsmål. På Billy’s Billings forside kan du finde links bla til revisorhjælp