Revisoropdateringen lanceres i dag

Sebastian Seilund

22. juni 2012

I dag har vi lagt revisoropdateringen online. Den indeholder en række funktioner, som har været efterspurgt specielt af brugeres revisorer.

Hvad er interessant for almindelige brugere?

  • Ny momsopgørelse
    Momsopgørelsen, som du finder under punktet Regnskab, er nu blevet endnu lettere at bruge. Programmet viser dig i toppen af siden en klar oversigt over, hvad du har af udestående moms. Programmet håndterer nu også efterposteringer helt automatisk, og guider dig igennem, hvad du skal gøre. Der findes nu ikke en nemmere måde at lave en momsopgørelse på! @E-conomics, dette er en udfordring ;-)
  • Hurtigere søgefelter
    De søgefelter, hvor du kan søge efter ting så som produkt, konto, momssats osv., er blevet optimeret til at være endnu hurtigere. Der er nu ingen ventetid fra du laver første tastetryk til programmet søger for dig.
  • Skift til årlig betaling og spar 20%
    Vi har opdateret siden Organisationsindstillinger > Abonnement + add-ons. Her kan du se information om dit abonnement. Hvis du vil spare 20% på dit abonnement på Billy, kan du med få klik ændre til årlig betaling, og dermed hjælpe os med at kunne udvikle programmet hurtigere (jo flere penge, der kommer ind jo flere udviklere).
  • Vedhæft bilag på kreditnotaer
    Du kan nu vedhæfte bilag som billeder eller pdf-dokumenter til dine kreditnotaer. Det gælder kreditnotaer for både regninger og fakturaer.
Billy Regnskabsprogram og revisor

Hvad er interessant for revisorer?

  • Flere momskonti
    Programmet arbejder nu med flere momskonti, så der er forskel på købs- og salgsmoms, og så moms kan spores helt præcist. Alle konti er blevet opgraderet så de som standard har flg. momskonti: Salgsmoms, Køb af varer i udlandet, Køb af ydelser i udlandet, og Købsmoms. Du kan på kontospecifikationen se bruttobeløb samt momsbeløb.
  • Kassekladde
    Revisorer og andre øvede brugere, der foretrækker at bogføre vha. en kassekladde, har nu fået en kassekladde. Kassekladden er et gratis add-on, som let kan tilføjes til din konto under Organisationsindstillinger > Abonnement og add-ons.
  • Eksport af kontoplan
    Du kan nu eksportere din kontoplan til HTML, PDF, Excel og CSV. Du går blot ind under Indstillinger > Kontoplan, og klikker på Eksport-knappen oppe til højre.
  • Eksport af kontospecifikation
    Du kan finde kontospecifikationer (liste over samtlige posteringer på udvalgte konti) under Regnskab > Bilag og udtræk.

Derudover har vi også forbedret navigationen rundt i regnskabsprogrammet gennem bilag og konti. Fx er der kommet et beskrivelsesfelt på alle posteringer, så man på et kontoudtog fx kan se at en bestemt postering stammer fra et salg af et bestemt produkt.

Hvad kommer nu?

Vi er næsten færdige med vores næste tilføjelse til programmet: Fakturadesigneren. Med den kan du vha. et let tilgængeligt interface selv designe dine fakturaer. Du kan let tilføje ny tekst og billeder vha. drag’n’drop, samt rette direkte i teksten på siden. Det er den letteste fakturadesigner på internettet! Så du behøver ikke være seniorprogrammør for at sætte en pæn faktura op.

Fakturadesigneren lancerer vi på næste fredag d. 29 juni.

Vi håber, at I alle sammen bliver glade for den nye opdatering, og vi glæder os til at levere endnu mere af Danmarks letteste regnskabsprogram.

Mange hilsner

Sebastian, på vegne af hele udviklingsteamet

PS: Læs også Tokes indlæg om Flere udviklere, flere designere. Mere Billy til dig.