Sådan løser du typiske iværksætterproblemer

Victoria Naugle

28. januar 2013

At starte sin egen virksomhed og få succes med den kan være noget af en opgave. Selv hvis man har mange års erfaring på området, kan man godt nogle gange finde sig selv med arbejde til op over begge ører og synes, at det hele virker uoverskueligt. Her får du nogle nemme løsninger på nogle af de problemer, som iværksættervirksomheder ofte støder ind i, samt tips til hvordan du kan frigive mere tid i din arbejdsdag og få plads til at trække vejret lidt igen.

Outsource

Du kender det sikkert – tanken om at skulle overlade kontrollen af dele af din virksomhed til andre er ikke rar. Og hvorfor skulle du også gøre det – der er jo ingen, der kender din virksomhed bedre end dig. Problemet med denne tankegang er bare, at du simpelthen ikke kan gøre det hele selv. Der er mange simple opgaver, som sagtens både nemt og billigt kan udføres af andre. Overvej for eksempel at ansætte en assistent, som kan svare på e-mails, booke møder og håndtere almindeligt papirarbejde. Det vil give dig mulighed for at bruge din tid på de mere værdifulde opgaver i din virksomhed, som der ikke er andre end dig, der kan udføre.

Spørg om hjælp når du har brug for det

Når du allerede ved, hvordan noget skal gøres, er det ingen sag at gøre det. Men tænk på hvor lang tid det ville tage dig at gøre noget, som du er helt grøn i og aldrig har prøvet før. Du kan spare en masse tid og penge og endda ende med et langt bedre resultat, hvis du spørger om hjælp, når du har brug for det. I sådanne tilfælde kan du gøre brug af dit netværk – det er nemlig tit den bedste måde at finde de helt rigtige folk på. Spørg venner og kolleger om de kender nogen med de kompetencer, du leder efter eller søg hjælp på internettet. Du vil blive overrasket over, hvor mange mennesker, der er villige til at hjælpe og rådgive – også selvom du aldrig har mødt dem og de ikke kender dig.

Fokuser på din strategi

Virksomheder i alle størrelser har tendens til at forfølge alle mulige forskellige forretningsmuligheder i jagten på succes. Men som nævnt herover, er der ingen, der er ekspert i alting og på samme måde kan ingen virksomhed være god til alting. Brug i stedet for din tid på at fokusere på de muligheder, som passer til det, der er kernen i din virksomhed. Er dit mål at producere økologiske hundefoder af topkvalitet, så lad være med at bruge tid på en efterspørgsel på kaninfoder, da det vil æde din tid og værdifulde ressourcer, samtidig med at du risikerer at fortynde dit brand. Hvert minut brugt på aktiviteter, der ligger udenfor det, der er kernen i din virksomhed, er værdifuld tid brugt på andet end det, du oprindeligt satte i gang for at opnå.

Brug din tid fornuftigt

Det er vigtigt at være meget opmærksom på, hvordan du bruger din tid. Vælg at fokusere på de opgaver og aktiviteter, der giver mest værdi. Er du ikke sikker på, hvor du skal starte, så lav en liste over dagens eller ugens mål. Hvis du synes denne liste er lidt overvældende, er det en god idé at dele opgaverne ind i mindre opgaver, så de bliver overskuelige. Er du i tvivl om, hvordan du skal prioritere, så husk på, at dit omdømme betyder alt. Er der noget, som potentielt kan have en negativ indvirkning på, hvordan din virksomhed bliver opfattet, så skal det øverst på prioriteringslisten.

Ansæt de rigtige folk

Det er ikke altid lige nemt at finde den helt rigtige person, når man har står og skal ansætte en ny medarbejder. Du skal ikke blot finde en, der passer perfekt sammen med din personlighed og den måde du arbejder på, du skal selvfølgelig også finde en, der kan udføre de opgaver, du skal have udført – og de skal være dygtige til det! At finde den helt rette person tager normalt tid, men på den anden side, så kan en smutter i forhold til en ny medarbejder også koste mange penge – og det er en fejl, som de færreste af os har råd til at begå.

En løsning på dette kan være at starte med at ansætte en person for en kort periode, hvor i kan se hinanden lidt an og du kan finde ud af, om dette nu også er den rette person til de opgaver, du skal have løst i din virksomhed. Og er det så det, kan du ansætte personen permanent når ”prøveperioden” udløber.

En anden metode er at ansætte virtuel hjælp. Der er en lang række websider, hvor man kan slå jobopslag op, som folk fra hele verden så kan byde ind på. Fordelen ved denne metode er, at du højst sandsynligt kan forhandle dig til en god pris, samtidig med at du også hurtigt kan få en idé om, hvor gode de forskellige ansøgere er til lige netop den opgave, du skal have udført.

Få orden i dine processer

Processer er en af de ting, som nye virksomheder bruger rigtig meget tid på. Hver virksomhedsfunktion skal oprettes og en af de bedste ting, du kan gøre som iværksætter er, at sørge for at streamline og automatisere dine virksomhedsprocesser.

Efterhånden som ens virksomhed vokser, sker der nemlig typisk det, at man lige pludselig står med en lang række forskellige systemer og programmer, som ikke rigtig kan finde ud af at snakke sammen, men som man gennem tiden har formået at hægte på hinanden med lidt hjemmegjort fiksfakseri, så det hele næsten virker. Sådanne halve løsninger koster penge – både rent økonomisk, men også i forhold til den tid man bruger på at finde rundt i virvaret for at få udført dagens opgaver.

Når du skal oprette dine virksomhedsprocesser og finde ud af, hvordan du vil håndtere de forskellige aspekter i din virksomhed, så tag den store kikkert frem og husk, at dine processer også skal give mening i fremtiden, når din virksomhed er større, end den er nu. Der findes mange forskellige skalerbare applikationer, som kan automatisere og integrere dine basale virksomhedsbehov. Tag dig god tid til at finde ud af, hvad der passer bedst til din virksomhed og de behov du har – både i dag og i fremtiden. Skiftet til ”cloud” (software leveret via internettet) har for eksempel åbnet op for mange forskellige valgmuligheder, som ikke tidligere har været tilgængelige og dette er noget, som hver måned kan spare mange timer i en iværksættervirksomhed. Du behøver ikke længere investere i hardware eller it-personale, da du hos mange af de virksomheder, som udbyder cloud services, kan nøjes med kun at købe den service, du står og mangler, selvfølgelig med mulighed for at købe flere services efterhånden som du får brug for dem. Desuden skal du ikke selv bekymre dig om backups, opdateringer og pathces. Er du i tvivl om, hvor du skal starte, så vil jeg anbefale, at du foretager en hurtig søgning på internettet for at finde en løsning, der passer til din virksomhed.

Dette var blot et par forslag til, hvordan du får mere tid til de ting, der virkelig betyder noget for din virksomhed og din bundlinje. Kan du få implementeret bare et af disse forslag, så kan det absolut gøre en forskel. Men hvorfor ikke prøve dem alle? Du vil blive overrasket over, hvor meget det faktisk er muligt at få fra hånden, når bare du har lidt mere tid i din arbejdsdag.