Sådan reducerer du din virksomhedsgæld

Andy Masaki

8. maj 2013

Hvis du vil sørge for, at din virksomhed kører ordentligt, så er din virksomhedsgæld en af de ting, der skal holdes i rigtig kort snor – hele tiden. Selvfølgelig er der mange virksomheder, der ikke kan undgå at opbygge gæld i en eller anden størrelsesorden, men hvis gælden hele tiden vokser, så skader det virksomhedens helbred og derfor er det noget, som man for alt i verden skal forsøge at undgå og sørge for at afhjælpe. Administrerer du din gæld effektivt, kan det absolut være med til at reducere din gæld, men det skal være rigtig effektivt – og det indebærer god planlægning, vedholdenhed og opfølgning.

Tips til at reducere din virksomhedsgæld Herunder får du fem tips, der kan hjælpe dig med reducere din gæld på en effektiv måde.

1. Få en snak med dine kreditorer

Det er altafgørende, at du kan tale med dine kreditorer omkring de faktorer der gør, at din virksomhed ikke kan overholde tilbagebetalingsaftalen. Så tal med dem og find også ud af, om der er mulighed for at oprette en tilbagebetalingsordning, der er skræddersyet til din virksomhed og parternes individuelle omstændigheder.

2. Forsøg at øge omsætningen

Dette er en af de helt basale ting, som mange har tendens til at overse, når de skal have deres virksomhedsgæld under kontrol. Vil du reducere din gæld på en effektiv måde, skal der være mere fokus på salg i din virksomhed. Dine salgsfolk skal skaffe flere kunder og samtidig sørge for, at der kommer flere ordrer ind fra eksisterende kunder, så der kommer flere penge ind i virksomheden. Og denne ekstra indkomst kan du selvfølgelig bruge til at betale af på din gæld.

3. Skær unødvendige udgifter væk

At fjerne unødvendige udgifter er noget af det første, du skal gøre. Skær så meget væk som du kan. Nogle gange kan man også reducere sine udgifter ved at reducere antallet af ansatte. Søg evt. vejledning hos en produktivitetskonsulent – de er tit gode til at hjælpe med at finde frem til områder, hvor bæltet kan strammes yderligere. Og dette kan i sidste ende frigøre flere penge, som du igen kan bruge til at betale af på din gæld.

4. Få et virksomhedslån

Man kan bruge et virksomhedslån til at betale af på anden gæld med. Tal med dine investorer og forklar dem, at din nuværende virksomhedsgæld koster dig en masse penge i renter og gebyrer (hvis det altså er tilfældet). Gør du dette, så er det en rigtig god idé at have en gennemarbejdet plan med, som du kan præsentere investorerne for, som viser alle de øvrige tiltag, som du vil sætte i værk for at reducere din gæld yderligere og hvordan du har tænkt dig at forbedre ledelse, marketing, produktion og salg for at forebygge problemer med gæld i fremtiden.

5. Gå i betalingsstandsning

Som en sidste udvej er det muligt at gå i betalingsstandsning. Dette skal man anmode om hos skifteretten. Vælger du denne udvej, får du mulighed for at give din virksomhed et pusterum, da du i betalingsstandsningsperioden ikke skal betale af på virksomhedsgælden. Formålet med betalingsstandsning er, at forsøge at undgå konkurs og samtidig finde en løsning i samarbejde med kreditorerne for at sikre virksomhedens overlevelse. Dog viser det tydeligt omverdenen, at din virksomhed er i problemer, så dette bør kun overvejes, hvis det virkelig ser skidt ud for din virksomhed.

Lav en overordnet plan for tilbagebetalingen af din virksomhedsgæld, følg den og husk på de fem punkter herover når du arbejder på at reducere din virksomhedsgæld.

Artiklen er oversat fra engelsk, skrevet af Andy Masaki og findes også på vores amerikanske blog under titlen Business Debt – 5 Tips to Help You Reduce It.