Skal du overhovedet være iværksætter?

Jeremy Andrews

14. januar 2013

Som du sikkert ved, så findes der et hav af skriverier på nettet, der er fyldt med gode råd om hvordan man starter sin egen virksomhed i et forsøg på at guide spirende iværksættere igennem processen. Men før du når så langt, er der nogle vigtige spørgsmål, du skal stille dig selv, nemlig: Skal du overhovedet være iværksætter? Er det noget for dig? Har du det, der skal til og er du klar til udfordringen? Disse spørgsmål er der ikke mange artikler, der beskæftiger sig med – så det er præcis hvad dette indlæg kommer til at handle om.

Som både iværksætter og investor har jeg mødt mange andre iværksættere på min vej, enten hvor jeg selv har været en del af virksomheder eller som investor eller konsulent – og før jeg kaster mig ud i et nyt projekt, er det vigtigt for mig at vide mere om personerne bag virksomheden, om deres baggrund og hvor deres idé kommer fra. Gennem årene har det vist sig, at der er lige så mange idéer og grunde til at folk bliver iværksættere, som der rent faktisk er iværksættere – og hver historie er helt unik.

Nogle iværksættere er trætte af at arbejde for andre og vil gerne endelig arbejde for sig selv, nogle har øjnet en forretningsmulighed og vælger at gå efter den, imens andre vil bruge deres idé til at ændre verden til det bedre. Uanset hvad grunden er, så har alle iværksættere det tilfælles, at de på et tidspunkt har taget beslutningen og har startet deres egen virksomhed – og det går aldrig ubemærket hen, hverken for dem selv eller for deres omgivelser.

Iværksætteri er et emne, der er fyldt med store udfordringer og desværre også mange fejlslagne bedrifter. Ifølge statistik offentliggjort af The Small Business Administration, overlever kun syv ud af 10 virksomheder i mindst to år, og kun 51% overlever i mindst fem år.

Selvom denne information ikke ligefrem er opløftende, så mener jeg alligevel, at både kommende og nye iværksættere er bedst tjente med at være velinformeret og kende de nøjagtige tal, før de tager springet og for alvor kaster sig ud i iværksætteri.

Når du overvejer at blive iværksætter, kan det måske virke oplagt at starte med at tænke i forretningsplaner og økonomi. Men før du gør det, så vil jeg anbefale, at du bruger et øjeblik, på det jeg kalder min fem-trins mentale tjekliste, som du finder herunder. Den er lavet til at hjælpe spirende iværksættere med at finde ud af, om det at blive iværksætter nu også er det helt rigtige valg for dem.

Fem-trins tjekliste:

  1. Er du villig til at arbejde for 1/8 af din nuværende løn, 7 dage om ugen, 16 timer om dagen for at kunne opbygge din virksomhed?

Dette spørgsmål kommer nok ikke som en overraskelse, hvis du lige nu tænker på at forlade dit nuværende job for at tage springet på egen hånd – men beslutningen er ikke altid nem at tage. Kommende iværksættere skal være klar over, at det at opbygge en succesfuld virksomhed kræver ”ofre” på mange områder i deres liv. Husk, at der med al sandsynlighed er andre end dig, der lige nu arbejder på den samme virksomhedsidé som dig. Forskellen på dig og dem er måske, at de arbejder syv dage om ugen, fordi de har satset hele butikken (familieliv, hus, karriere, osv.) for at få deres virksomhed op at køre. Er du villig til at gøre det samme?

  1. Har du råd til at starte en virksomhed?

Dette handler ikke om at tiltrække investorer – så langt er vi slet ikke nået endnu. Jeg taler her om planlægningsstadiet – og her finder man flere udgifter. Når man er ansat hos andre, er det nemt at komme til at tage nogle ting på arbejdspladsen for givet, men de selv samme ting forvandles til udgifter, så snart du starter for dig selv – og det er værd at huske på. Her taler jeg om ting som:

  • Computer
  • Internet
  • Telefonopkald
  • Printer og blæk/toner
  • Papir og andre kontorartikler
  • Skrivebord, arkivskabe og andre kontormøbler
  • Software (Microsoft Office er fx ikke billigt)

En bemærkning om sort arbejde:

Mange iværksættere overvejer sort arbejde – og her menes at arbejde aften/nat på din virksomhed samtidig med at du er ansat på din nuværende arbejdsplads på fuld tid. Jeg vil råde iværksættere til at være meget forsigtige på dette område, da det kan skabe store problemer mellem dig og din arbejdsgiver, endda sagsanlæg, hvis du bruger din arbejdsgivers udstyr, når du arbejder på dine egne virksomhedsaktiviteter.

  1. Hvem er dine kunder og er de villige til at betale for dit produkt?

Noget af det, der er vigtigst at have styr på, før man starter en ny virksomhed er, hvorvidt ens potentielle kunder overhovedet er villige til at betale for det produkt eller den service, man har tænkt sig at sælge. Dette er, ikke underligt, helt afgørende for, om man vil være i stand til, at tjene penge på det man sælger. Hvis din målgruppe ikke mener, at dit produkt eller din service udfylder et behov eller er noget de bare må have, fordi det er bedre end det, de kan finde andre steder, så kan du ikke generere en indkomst og dermed slukker lyset i din virksomhed. En god strategi her er at lave en prototype eller en prøve og se hvad købere er villige til at betale for det. Først da ved du, om dit virksomhedskoncept har potentiale.

  1. Har du sparet nok op?

- eller kan du holde ud at bo hos dine forældre indtil du har fået gang i din virksomhed? Det spørgsmål får tit mine klienter til at grine, men det er egentlig ikke noget at grine af. Du kan sagtens regne med, at opbygningen af din virksomhed kommer til at tage dobbelt så lang tid som du havde forventet – og også koste det dobbelte af hvad der står i din forretningsplan. Husk på, at du ikke længere vil have en fast indtægt i form af løn, imens du arbejder på din nye virksomhed og derfor skal du minimere dine udgifter så meget som muligt, så du får plads til at kunne fokusere på din virksomhed og bruge al din tid, energi og økonomiske ressourcer på den.

  1. Og til sidst – har du en medstifter eller en forretningspartner?

Mange virksomheder er startet som enmandsvirksomheder, men de største og mest succesfulde er for det meste bygget op af en gruppe stærke iværksættere med viljen på rette sted. Som investor vil jeg helst se et team (eller i det mindste nogle få mennesker), der alle er involveret i virksomheden på fuld til, før jeg investerer i virksomheden. Investorer ved godt, at det at give en ny virksomhed stærke ben at gå på, kræver at folkene bag har både vilje og en pæn portion talent. Når du har en forretningspartner eller en medstifter, har du mulighed for at gøre brug af mange forskellige talenter på samme tid og det gør din chance for at nå dine mål langt større, end hvis du arbejder alene.