Skrivetips til mere salg i din webshop - Billy Regnskabsprogram

Sebastian Bjørnsen

18. november 2016

I dette blogindlæg giver gæsteblogger Sebastian Bjørnsen fra tekstbureauet Alfabeto dig skrivetips til at optimere teksterne i din webshop og dermed konvertere besøgende til betalende kunder.

Jeg har 5 gode råd til, hvordan du kan øge konverteringsraten i din webshop med bedre tekster.

Tekster i en webshop må ikke bare være tilfældige ord. I modsætning til en fysisk butik har din webshop ikke en frisk og smilende sælger til at hjælpe kunden på købsrejsen. Det er dine tekster, der skal gøre det arbejde.

Råd #1: Kommunikér til din målgruppe

Det at skrive tekster handler ikke nødvendigvis om at finde de fineste eller længste ord frem, ej handler det om at få mast dit brand ind i teksten. Det handler om at målrette dine tekster til, hvem målgruppen er.

Du kan nemlig hurtigt tabe en masse potentielle kunder, hvis ikke din tekst dækker dine kunders behov. Ved du ikke, hvem dine kunder er, eller hvad kunderne reelt set ønsker at vide om dine produkter, så kan du få svært ved at beskrive dine produkters værdi optimalt.

Tag derfor udgangspunkt i, hvem læseren er, og hvad han har af behov for information. Skræddersy dine tekster derefter.

Råd #2: Tag udgangspunkt i produktet, og undgå at være firkantet

Det handler ikke om antallet af ord i teksten, men om tekstens budskab.

Har du et spændende nicheprodukt, hvor den typiske kunde er en, der kan lide at fordybe sig, så læg fokus dér – skriv til dén kundetype, og sørg for at uddybe og gøre kunden klogere med detaljeret info.

Modsat nicheemner kræver det knapt så meget information at beskrive en almindelig hvid t-shirt. Hvis det er det, du sælger. Her har kunden på forhånd en stor forståelse af, hvad den er for et slags produkt. Så din tekst skal være kort og overbevisende med kun de mest nødvendige facts.

Råd #3: Kend forskellen på intern og ekstern omtale af produkter

Den måde, du og dine kollegaer taler om jeres produkter på internt, har med stor sandsynlighed ikke stor relevans for kunderne. Dit produkt skal dække et behov hos kunden, og det skal teksten afspejle. Du kan hurtigt se dig blind på værdien i dine produkter og komme til at lægge fokus forkerte steder. Derfor er det en god idé at få et par ekstra øjne på din tekst, som objektivt kan vurdere den.

Råd #4 Beslut om teksten skal være informativ eller sælgende

Inden du sætter dig til tasterne, skal formålet med din tekst være klart. Afhængig af hvor på sitet din tekst skal ligge, skal du gøre op med dig selv, om du skal informere om din service på et generelt niveau, eller du skal gå direkte efter et salg.

Er kunden først lige kommet ind på din forside, vil det være en god idé at skabe tillid og byde den besøgende velkommen. Hvorimod er kunden inde på en produktside, skal der sælgende tekster til.

Råd #5 Hav en rød tråd

Få det hele til at hænge sammen, og hav fokus på det, der er vigtigt for din målgruppe. Fra de besøgende kommer ind på din side, til de skal bestille et produkt, eller til de skal tage kontakt. Skriv i forlængelse af den information, som dine kunder ellers møder på din side, så de får en sammenhængende fortælling og undgår tvivl. Sproget bør være entydigt og ikke variere kraftigt – med mindre du har sider dedikeret til forskellige kundesegmenter.