Søgeordsanalyse for webshops: Trin-for-trin guide

Tobias Ehlig

21. september 2018

I dette blogindlæg fortæller Tobias Ehlig fra Searchbrain om, hvordan du laver en god søgeordsanalyse, der skal lokke potentielle kunder til din hjemmeside og øge din trafik.

Alt SEO-arbejde bør tage udgangspunkt i en søgeordsanalyse. Det kan tage alt fra et par timer til flere uger at lave en søgeordsanalyse afhængig af, hvor dybdegående den skal være.

Når vi får en ny webshop ind som SEO-kunde, så gennemgår vi hver gang de samme fire trin for at identificere, hvilke søgeord, vi ønsker at optimere rangeringen på, og hvilke sider der skal optimeres for at få dette til at ske.

Her kommer en gennemgang af de fire trin, så du selv kan gøre det for din egen webshop.

1. Find alle relevante søgeord

Først skal du have lavet en liste med alle de søgeord der har relevans for din forretning. I dette step handler det om at få samlet så mange søgeord sammen som overhovedet muligt.

De kilder jeg typisk bruger til at finde søgeord er:

  • Webshoppens menu: Her er der ofte en masse søgeord at finde. Få skrevet dem alle ind på din liste i dit Excel-ark.
  • Google Keyword Planner: Hvis du har en Google Ads-konto, så har du adgang til Googles søgeordsplanlægnings-værktøj. Her kan du enten indtaste et af dine primære søgeord, og få idéer til yderligere søgeord, eller du kan indtaste domænet på dine konkurrenters hjemmesider, og dermed få en liste med de søgeord Google finder relevante fra deres sider.
  • Google Ads: Hvis du annoncerer i Google Ads, så har du også rigtig meget data at hente fra din annoncering her. Hvis du fx har indsat brede søgeord i nogle af dine kampagner, så vil Google automatisk finde andre relevante ord, og disse bør du også inddrage i din søgeordsanalyse.
  • Google Search Console: Hvis du allerede har en webshop, der får en fin mængde organisk trafik, så kan du bruge Search Console til at se, hvilke søgeord du får trafik fra i dag. Disse bør også føjes til din liste.
  • Google Suggest: En af de mest lavpraktiske metoder til at finde søgeord er, at indtaste dine primære søgeord i en almindelig Google-søgning ét efter ét, og så se, hvilke relaterede søgeord der bliver foreslået i bunden af siden.
  • Ahrefs: Hvis du har adgang til Ahrefs (et betalt SEO-værktøj), så har du mulighed for at tjekke, hvilke søgeord dine konkurrenter får mest organisk trafik på. Dermed kan du ”stjæle” de søgeord som dine konkurrenter har stor succes med, hvilket jo er ret smart.

Når du har benyttet dig af alle disse metoder til at finde søgeord, så burde du have en lang liste i dit Excel-ark. Nu er vi så klar til at gå videre.

2. Fjern dubletter og ens søgeord

Det næste vi skal have gjort, er at rydde op i vores lange liste med søgeord. Du skulle gerne have flere hundrede søgeord på din liste, og derfor skal vi nu have ryddet op.

Det første du skal gøre i dette step, er at fjerne dubletter fra din liste. Dem har du formentlig en del af, fordi du har hentet søgeord fra en række forskellige kilder. Dette gør du nemt vha. ”Fjern dubletter”-funktionen i Excel.

Derudover skal du have fjernet ord som minder meget om hinanden for at gøre det mere overskueligt. Det drejer sig om ord, der både fremgår i ental og flertal. Og ord, der er stavet i både ét og to ord. Vi ønsker, at kun ét af disse ord skal fremgå på listen. Det er nemmest at lave denne frasortering, hvis du har sorteret dine søgeord alfabetisk.

Og så bør du også fjerne søgeord med en lav søgevolumen. Denne data kan du få fra fx Google Keyword Planner. Hvis et søgeord fx kun har 10 søgninger pr. måned, så er det typisk ikke værd at bruge energi på.

3. Frasorter dårlige søgeord

Næste skridt i din frasortering er at fjerne søgeord, som enten er irrelevante for din forretning eller som er for brede.

Hvis du fx sælger skitøj til kvinder, så er alle søgeord med ”mænd”, ”herre” og lign. jo irrelevante, og bør dermed fjernes. Og det kan også være bestemte produkttyper eller brands, som du ikke sælger.

Der kan også være søgeord som er relevante for din webshop, men som simpelthen er for brede og ikke særlig specifikke nok. Hvis du sælger skitøj, så er søgeord ”tøj” ganske vist relateret til dine produkter, men det er simpelthen ikke specifikt nok. Du vil få enormt svært ved at nå til tops på dette søgeord, og hvis du endelig når derop, så vil konverteringsraten på trafikken være meget lav.

4. Kombiner søgeordene med sider

Nu har du så din endelige liste med søgeord. Sidste trin handler om, at du skal definere, hvilke sider på din webshop, der skal optimeres imod de bestemte søgeord. Ofte vil det på en webshop være kategorisider, som du ønsker at målrette imod de udvalgte søgeord.

Du kan sagtens målrette én kategoriside imod flere søgeord, men det kræver at søgeordene har samme hensigt fra brugerens side. Et eksempel på tre søgeord, der er forskellige, men som godt kan samles på én kategoriside er ”tyrolertøj”, ”tyroler kostume” og ”tyroler udklædning” – det er forskellige søgeord, men med samme søgehensigt.

Husk også, at din søgeordsanalyse er meget værdifuld ift. din annoncering på Google. Her skal du ligeledes vide, hvilke søgeord, du ønsker at målrette dine annoncer imod. I denne sammenhæng er der dog nogle yderligere faktorer, du skal tage højde for.