Spar penge på annoncer, og øg dit salg med organisk trafik

Billy regnskabsprogram forfatter

Lisa Hansen

7. november 2019

I denne artikel vil jeg komme ind på nogle relevante emner omkring organisk trafik, og hvordan du kan arbejde med at optimere den ved hjælp af søgemaskineoptimering også kaldet SEO.

Så hvis du stiller dig selv spørgsmålene ”Har jeg overhovedet brug for søgemaskineoptimering?” eller ”Hvor meget tid kræver søgemaskineoptimering lige?”, er du ikke den eneste.

Du ved måske ikke, om du kan ordne det selv, eller om du har brug for et bureau til at klare det for dig?

Du ved måske heller ikke, hvordan du finder de rigtige søgeord, eller hvilke links der er relevante for din hjemmesides rangering i Googles søgemaskine også kaldet Search Engine Result Page (SERP).

Og vigtigst af alt, vil du nok gerne vide, hvordan du forudser profitabiliteten af din indsats/investering (ROI).

Hvis du bare kan nikke genkende til én af ovenstående punkter, kan denne artikel helt klart hjælpe dig.

Har du brug for SEO?

Har du en hjemmeside? Vil du gerne have besøgende på din hjemmeside? Ja? Så har du helt klart brug for SEO.

Helt basalt har alle hjemmesider brug for at fokusere på søgemaskineoptimering, da det er altafgørende for hvilken placering hjemmesiden får på Google.

Nu vil vi lige kigge på organisk trafik fra en mere faktabaseret side – bare rolig, vi kradser kun lidt i overfladen, så hold ud.

91,5% af den genererede trafik kommer fra den første side i Googles SERP – Hvor tit går du videre til side to? Faktisk går hele 75% ikke videre til side to. Finder man ikke det, man søger, på første side, søger man på alternative søgeord og starter dermed en ny søgning.

Jo jo tænker du nok, men hvorfor bruge tid på det, når man bare kan købe sig til trafik gennem ads?

51% af trafikken fra Googles søgemaskine kommer fra organiske søgninger, hvilket statistisk set er over halvdelen, så hvorfor bruge penge på ads, når størstedelen af trafikken alligevel kommer fra de organiske søgninger?

Hvis du endnu ikke er overbevist om, hvor vigtig søgemaskineoptimering er, kan jeg fortælle, at gennemsnitlig 40% af virksomheders online omsætning kommer fra organiske søgninger.

Hvor lang tid skal jeg bruge på at optimere min SEO?

Her er der ikke et simpelt svar, da det afhænger meget af virksomhedens ressourcer og hjemmesidens størrelse.

En stor hjemmeside kræver mere tid at optimere end en lille hjemmeside, da en stor side indeholder flere undersider og langt mere indhold, der skal optimeres.

Er ressourcerne meget små, kan man outsource sin søgemaskineoptimering, dog er der nogle ulemper ved dette, da SEO-bureauer er en større økonomisk udgift, hvilket for mindre virksomheders økonomi har en stor betydning. Derudover giver man kontrollen til en ekstern partner, og det er derfor ikke nemt at sikre og kontrollere kvaliteten af arbejdet.

Det er også muligt at få hjælp til selv at søgemaskineoptimere ved at investere i et SEO-værktøj. Disse værktøjer kan forenkle processen og indhente data, man ikke kan indhente på egen hånd.

Det kræver lidt mere tid selv at stå for sin søgemaskineoptimering, men med det rigtige værktøj, kan man optimere med de ressourcer, man selv mener, at man kan afsætte til det.

Hvor lang tid tager det at se resultater?

Igen, kan jeg ikke komme med et konkret svar – Ja jeg ved det. Møgirriterende. Men grunden til, at jeg ikke kan komme med et mere konkret svar, er, at der er så mange faktorer, der spiller ind. Men jeg kan fortælle dig så meget, at søgemaskineoptimering ikke giver resultater fra den ene dag til den anden. Det er en langsigtet proces der kræver vedligeholdelse og tålmodighed. Alt afhængig af din indsats og valgte strategier, burde der kunne ses resultater efter 3-6 måneder.

Det er dog muligt at se hurtige resultater, men det kan have en negativ effekt, eftersom Google er mistroisk omkring sider, der pludseligt rangere højt.

Der er nogle faktorer, der generelt påvirker effekten og hastigheden:

  • Hjemmesidens autoritet og alder
  • Fikse SEO-fejl
  • SEO-venligt design
  • Søgeord og konkurrentanalyse
  • Content strategi
  • On- og off-page SEO
  • Link building

Autoritet og alder

En hjemmeside, der har eksisteret længe, vil hurtigere øge sin rangering end en hjemmeside, der kun er nogle måneder gammel. En hjemmeside, der har eksisteret i noget tid, vil også formodes at have udarbejdet en større linkprofil og dermed også have en større autoritet. Domæneautoritet har derfor også en positiv påvirkning på effektiviteten af din indsats.

Fiks fejlene

Start med at rette op på de SEO-fejl, der allerede er på din hjemmeside, og så vil du allerede se resultater inden for to uger. Men vær tålmodig, for det er ikke sikkert, at Google ser dine ændringer ved første crawl, så der skal muligvis et par stykker til.

SEO-venligt design

Et SEO-venligt design indebærer en hjemmeside, der er responsiv til alle enheder (tablet, mobil og PC), et søgemaskinevenligt CMS-system og en URL-struktur, der er optimal for rangering.

Selvom dette ikke helt svare på spørgsmålet om, hvor lang tid det tager at se resultater, så vil det være tydeligt, når man har optimeret for dette, at din rangering stille og roligt vil stige.

Søgeord og konkurrentanalyse

Man kan lære en hel masse af sine konkurrenter, f.eks. hvilke søgeord rangerer de på? Eller hvilke link de har?

Med en større indsigt i sine konkurrenter kan man udarbejde en mere effektiv og konkurrencedygtig SEO-strategi.

Dette tager dog en del tid, men heldigvis vil det spare dig for en masse tid på sigt, da du ikke starter helt fra bunden.

For at gøre det nemmere og hurtigere kan du bruge et værktøj, der kan analysere dine konkurrenter.

Der findes et hav af værktøjer, der gør det nemt og overskueligt at finde og analysere relevante søgeord, så du kan se hvordan dine konkurrenter rangerer, hvad de rangerer på og hvilke in- og outbound links de har.

Content-strategi

De fleste ved, at ”content er King”, så derfor kræver det også en effektiv content-strategi. Derfor skal du optimere dit indhold og udarbejde en strategi til at udvikle og udgive nyt indhold. Du skal derfor sætte tid af til at udarbejde en strategi, selvom du ikke ser resultatet med det samme, da det har en rigtig stor effekt på lang sigt.

On- og off-page SEO

Hvis du ønsker hurtigere resultater, skal du fokusere på din on-page optimering. On-page optimering er alt det, du kan optimere direkte på din hjemmeside, hvor off-page optimering svare til optimering af din hjemmeside alle andre steder, såsom backlinks og markedsføring på sociale medier osv.
Ved on-page optimering er noget som meta tags, header, title, anchor text, descriptions og alt tags utrolig vigtige at optimere på.

Når du har fået styr på dette, så vil du hurtigere se resultater af din indsats.

Du kan også kigge på off-page optimering, men dette kræver lidt mere tid, da det kræver, at du bygger links til hjemmesider med høj autoritet. Kommentér på blogs, skriv gæsteindlæg og del dem på de sociale medier for at optimere din off-page SEO. Husk at Google er ret skarp, så hvis du ikke er oprigtig eller overdriver det, så kan det have en negativ effekt.

Bygge links

Links er en essentiel faktor, som Google bruger, for at vurdere sidens autoritet og relevans for søgeord. Ulempen er, at det kan tage ret lang tid og være en smule bøvlet.

Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at brugen af black hat taktikker kan være en meget dyr omgang, da det er svært at rette op på igen. Black hat taktikker er en strategi, der strider imod Googles retningslinjer. Med disse taktikker kan man snyde Googles søgemaskine til at tro, at ens hjemmesides indhold har relevans for læseren på specifikke søgeord, uden at dette er tilfældet. Googles kunder er læserne, og hvis de ikke finder søgemaskinens resultater relevante og værdifulde, bliver de utilfredse.

En måde hvorpå man kan bygge links, er ved at bruge de sociale medier, hvor du kan promovere dit kvalitetsindhold og opfordre andre læsere til at dele indholdet.

En anden måde der også er ret effektiv, er som nævnt tidligere at bygge links ved at kommentere på relevante blogposts og tilføje links til dit eget materiale. Du kan også skriv et gæsteindlæg og linke til din egen hjemmeside.

Links på din hjemmeside vil fremskynde effekten af din søgemaskineoptimering, og tiden brugt på dette vil i sidste ende være det hele værd.

”Du har jo stadig ikke svaret på mine spørgsmål!” – Tænker du nok.

Nej, og jeg er ked af at sige det, men der er ikke noget simpelt svar. Der er mange måder at gå i krig med søgemaskineoptimering på, og du kan bruge den tid du ønsker, men effekten af dit arbejde er også derefter.

Til at starte med, vil det kræve mere tid, da det meste er rettelser og tiltag der senere bare skal holdes ved lige.

Men ingen stress, SEO løber ingen vegne.

Man bliver aldrig helt færdig, da der altid skal nyt indhold til, som så også skal optimeres. Derfor skal du bruge tiden fornuftigt, sæt en halv time af til det en gang imellem, hvor det lige passer ind i dit arbejdsskema, og så vil du stille og roligt nå i mål.

Tænk altid langsigtet og planlæg din søgemaskineoptimering grundigt for at sikre de bedste resultater.

Outsource til et SEO-bureau, eller gør det selv

Hvis du ikke kender så meget til søgemaskineoptimering, så tænker du måske, at det er alt for teknisk eller alt for tidskrævende.

Men faktisk, så behøver det ikke at være sådan. Du kan lægge den energi og tid i det, du ønsker.

Du kan sagtens outsource din søgemaskineoptimering til et bureau, men som nævnt tidligere i artiklen, skal du bare være opmærksom på de udfordringer og ulemper, der er ved dette.

Der er selvfølgelig også en masse positive sider, som endda kan være det hele værd. Eksempler på dette kunne være:

  • At du får frigivet ressourcer
  • At der er eksperter på sagen
  • At du ikke selv skal bekymre dig om SEO

De økonomiske udgifter der er ved søgemaskineoptimering, uanset om det er outsourcet eller ej, skulle gerne hentes ind igen.

Men søgemaskineoptimering er faktisk ikke så krævende, så du kan faktisk gøre det selv uanset dit niveau.

En god idé er at investere i et SEO-værktøj der kan hjælpe med at hente relevant data. Der findes et hav af både gratis og betalte værktøjer, men det kan klart anbefales at investere i et betalt værktøj, da det kan tilbyde meget mere relevant data.

Et SEO-værktøj som Morningscore, er et værktøj, der er henvendt til alle niveauer, og som forenkler processen betydeligt. Værktøjet fortæller hvilke SEO-relaterede fejl der er på din side, og hvordan du retter dem. Derudover gør værktøjet det til en leg at arbejde med søgemaskineoptimering, da den kommer med forslag og ”missioner” til forbedringer på din hjemmeside. Værktøjet også tilbyde hjælp til keyword research, analysere indhentet data samt give dig relevante SEO-data på dine konkurrenter.

Med sådan et værktøj, kan alle optimere deres SEO, øge trafikken til hjemmesiden og i sidste ende øge omsætningen.

Sådan finder du de mest profitable søgeord til din hjemmesides indhold

Hvad hjælper det, at du har lavet det bedste blogpost nogensinde, hvis du ikke ved hvilke søgeord du skal inddrage i indholdet?

De bedste søgeord er søgeord med stor søgevolumen og lav/ingen konkurrence. Disse søgeord er desværre næsten umulige at finde. Søgeord består oftest af 3-5 ord også kaldet ”long tail” søgeord, da disse søgeord er mere specifikke og målrettede. Long tail søgeord minimere dermed også konkurrencen og øger procentdelen af relevante besøgende.

Og hvordan finder man lige ud af, hvor mange der søger på et specifikt søgeord?

Der er som så meget andet, flere måder at gøre det på. En måde er at oprette et excel-ark, hvor der for hver side på din hjemmeside, eller de sider der skal findes søgeord til, tilføjes en fane.

Under den enkelte fane/side noteres alle de søgeord, man mener kunne være relevante.

Har du lidt svært ved at finde på søgeord, der kunne være relevante, kan man udforske det på en lidt anden måde, og her er Google din bedste ven.

Du kan nemlig bruge Googles auto suggest-funktion ved at begynde at skrive et søgeord i søgefeltet, og se hvilke søgeord Google selv foreslår. Fordelen ved dette er, at der allerede er nogen, der har søgt på disse forslag. Dette kan tage tid, da det er en langsommelig proces at skulle researche på den måde. Men denne metode er dog fordelagtig, eftersom man finder flere relevante søgeord.

Når du har fundet en ordentlig stak søgeord, implementerer du disse søgeord i et søgeords-research værktøj (f.eks. kewordtool.io) og aflæser søgevolumen og konkurrencen på det enkelte søgeord, som du så tilføjer i excel-arket.

Her kan du tilføje min/max værdier i forhold til søgevolumen og/eller kategorisere konkurrencen i lav, middel og høj.

Herefter kan du nemmere vurdere, hvilke søgeord der er bedst. Se eksempel nedenfor.

Find profitable søgeord.

Når de rette søgeord er fundet, kan du begynde at udarbejde dit indhold.

Nogle links giver større værdi end andre

Der findes forskellige typer af links, både gode og dårlige. Disse linktyper er alle vigtige for din sides rangering på Google, men nogle er bedre end andre, og nogle er lettere at bygge op end andre.

Interne- og eksterne links er nogle, vi selv implementerer, og derfor er de de nemmeste at bygge. Disse links har desværre også mindre værdi end backlinks i forhold til at øge din hjemmesides rangering.

Backlinks er derfor bedre links, men de er sværere at bygge. Der er også forskel på hvilke backlinks du får, da nogle er gode, andre rigtig gode og mange er mindre gode.

Manuelt opnåede links er gode, da du selv skal opsøge andre hjemmesider og blogs for at få dem til at linke til din side. De har god værdi, fordi når andre linker til ens side, så er det et slags tillidsstempel, der fortæller Google, at man stoler på en side, og endda anbefaler sine egne læsere at besøge den.

Pas på, at du ikke bruger en black hat strategi. Vær oprigtig og udnyt det ikke, da det kan have fatale konsekvenser, hvis Google opdager at man har misbrugt metoden.

Naturlige links er rigtig gode, for ligesom manuelt opnåede links, så er det et tillidsstempel, der giver din hjemmeside en større autoritet. Disse links skal man ikke selv arbejde for at skaffe, og derfor er de, de bedste links man kan få. Ikke fordi værdien er bedre ved naturlige links, men udover at man ikke selv skal bruge energi og ressourcer på at finde dem, så viser de også, at man har produceret rigtig godt kvalitetsindhold på sin side, som andre gerne linker til uopfordret.

Så nu kan du nok selv gætte dig til, at selvskabte links er mindre gode for din rangering.

Selvskabte links er links, du selv har lavet for at snyde søgemaskinen til at tro, at det, der linkes til, er godt og relevant. Det kunne for eksempel være, hvis man tilføjer et backlink i forums eller blogkommentarer. Derfor har disse links ikke så stor værdi, da det er alt for nemt at misbruge.

I bund og grund er de links, du får fra andres hjemmesiders indhold de bedste. For at øge chancerne for at andre vil linke til din side, skal du skabe indhold af høj kvalitet med stor værdi for læseren. Hertil vil det være oplagt at nævne, at en god og gennemarbejdet content strategi vil være en fordel.

Beregn ROI for din SEO-investering

Måske du sidder og tænker – ”Det der søgemaskineoptimering lyder som hårdt arbejde.”

Men det er en nødvendig opgave at afsætte ressourcer til, om du gør det selv, eller outsourcer det.

”Hvis jeg skal bruge ressourcer på noget som søgemaskineoptimering, skal jeg også vide, hvad jeg får ud af det” Og det er klart.

Der er to måder, hvorpå du kan finde frem til din return on investment (ROI, afkast) for din søgemaskineoptimering – Manuelt og automatiseret.

Ved den manuelle metode, beregner du ROI i et Excel-ark, som du kan downloade her. Herunder er der en trin-for-trin vejledning til, hvordan du beregner din potentielle ROI.

  • Hent Excel-arket i ovennævnte artikel
  • Kopiér den første fane (for at sammenligne nuværende og ønskede rangering)
  • Copy/paste dine søgeord du har fundet som beskrevet tidligere. Du skal bruge:
    • Søgeord
    • Søgevolume
    • Cost per click (CPC)
  • Brug dit favorit søgeordsværktøj til at finde søgeordenes nuværende rangering
  • Lav en estimering af din ønskede rangering for søgeordene (brug konkurrencen eller CPC som vejledning)
  • Udskift nuværende rang med den ønskede rang (derfor du skulle kopiere fanen)
  • Sådan! Beregneren vil nu vise dig:
    • Trafik/mdr. (%)
    • Trafik/mdr.
    • Potentiel ROI (USD)

Hvis du ønsker en lidt lettere løsning, kan du automatisere hele processen, og benytte dig af et søgeordsværktøj, der gør det hele for dig.

Du kan simpelt og hurtigt aflæse og analysere/beregne din omsætning på det enkelte søgeord. Læs den samme artikel som herover, for at forstå det hele.

Med dit potentielle afkast og dine månedlige udgifter til søgemaskineoptimering, kan du beregne tidshorisonten for, hvornår din investering er tjent hjem igen.

Nu er det bare at gå i krig med din SEO

Nu har du læst lidt om søgemaskine optimering, og jeg håber, at du har fundet svar på dine spørgsmål.

Nu har du i hvert fald en idé om, hvad SEO i større træk handler om, og hvorfor det er vigtigt, at du som hjemmeside ejer har fokus på dette, samt:

  • Om du selv skal angribe SEO-monsteret, eller om du skal få et bureau til det
  • Hvordan du finder de rette søgeord til dit indhold
  • Hvilke links du skal i gang med at bygge
  • Hvordan du beregner ROI af din SEO

Lav en plan, sæt dig nogle mål og investér eventuelt i et SEO-værktøj.

Go Go Go!