Spar tid med automatisk bogføring

Willads Thor Petersen

30. marts 2017

Mange forbinder stadig bogføring med at være tidskrævende og besværligt. Men sådan behøver det ikke at være. Bogføring skal være nemt, og det skal gå hurtigt at få overstået regnskabet i det daglige.

Derfor arbejder vi hen imod at gøre bogføring automatisk, så du i stedet kan bruge din tid på din virksomhed.

Automatisk bogføring med scanningsmotor

Med vores scanningsmotor kan du automatisere meget af din bogføring, når du bogfører dine kvitteringer. Hvis du uploader en kvittering til Billy, læser scanningsmotoren indholdet på den og gør den klar til at blive bogført.

Det vil sige, at Billy helt automatisk opretter en regningskladde med beløb, beskrivelse, leverandør og regningsdato udfyldt på baggrund af det, der står på kvitteringen. Så skal du blot vælge udgiftskategori og momssats – og så er den kvittering bogført.

Det sparer dig både tid og for en masse manuelt tastearbejde.

Slut med krøllede kvitteringer

Med dine kvitteringer indscannet i Billy behøver du heller ikke at bekymre dig om gamle og krøllede kvitteringer. Du har garanteret prøvet at mangle en kvittering, når du skal til at bogføre for senere at finde den sammenkrøllet og fuldstændig ulæselig.

Du skal blot huske at tage et billede af din kvittering med vores mobil-app så snart, du får en kvittering. App’en uploader selv kvitteringen til dit regnskab, og så kan du altid senere logge ind på din computer og få scanningsmotoren til at læse den.

På den måde sikrer du dig, at du ikke skal sidde og bogføre en bunke gamle og krøllede kvitteringer.

Helt automatisk bogføring i fremtiden

Vores scanningsmotor udvikler sig hele tiden, og den lærer af alle de ting, du bruger den til i dit regnskab. Den bliver ganske enkelt klogere og bedre til at genkende informationer på dine kvitteringer, jo mere du bruger den. Det er det, der også kaldes machine learning og kunstig intelligens.

I fremtiden bliver det hele endnu smartere.

Vi kommer til at tilføje en funktion til scanningsmotoren, så Billy automatisk giver dig præcise konteringsforslag, når du uploader og scanner en kvittering. Det vil sige, at Billy også vælger momssats og udgiftskategori for dig.

Så bliver det lige pludseligt muligt at bogføre en kvittering uden at løfte en finger. Du skal blot uploade kvitteringen, og så klarer Billy resten for dig.

Det kalder vi automatisk bogføring.