Den rigtige betalingsløsning til din webshop

Miklas Kroager

21. september 2016

Vælg den rette betalingsløsning til din webshop

Når du starter en webshop, er det en afgørende del af opstartsprocessen at vælge en betalingsløsning. Der findes mange udbydere på markedet, og det kan være svært at navigere og vælge den optimale løsning.

Til daglig driver jeg webbureaet Memoo, hvor vi hjælper virksomheder med at kickstarte deres online forretning. Og jeg vil her hjælpe dig med at få overblik over, hvad du skal være opmærksom på, når du vælger en betalingsløsning til din webshop.

Forskellen på indløser og betalingsgateway

Når man snakker om betalingsløsninger, skal du vide, at en betalingsløsning består af to ting: En indløser og en betalingsgateway.

Indløseren er en bank, der overfører penge til din konto fra kundens konto. Det er desuden indløseren, der afgør, hvilke kort du kan tage imod.

Betalingsgatewayen sørger derimod for kommunikationen mellem din hjemmeside og indløseren. Det er betalingsgatewayen, der leverer den betalingsside, hvor kunden indtaster sine betalingsoplysninger. Man kan passende drage den parallel, at en betalingsgateway er din online dankortterminal.

To separate løsninger eller én samlet?

Når du vælger din indløser og betalingsgateway, kan du enten vælge en alt-i-én løsning eller to separate løsninger. Det vil sige, at du enten kan lave en aftale med en udbyder, som udbyder både indløser og betalingsgateway, eller en udbyder som kun tilbyder det ene.

De største spillere på markedet for betalingsløsninger udbyder oftest kun en af delene. Så hvis du vil benytte dig af de største spillere på markedet, skal du oftest lave to separate aftaler.

Fordelen ved at vælge en af de store spillere er, at de har en solid platform og vil være på markedet mange år endnu. Det ses desværre en gang imellem, at mindre udbydere af indløsere går konkurs, og webshopejere taber penge. Omvendt kan det være en ulempe, at det kan tage lidt tid at få de to forskellige aftaler i hus, og hvis du gerne vil hurtigt i gang, er det måske ikke tid, du har mest af.

Du skal være opmærksom på, at store indløsere som Nets ofte kræver, at du stiller en sikkerhed. Størrelsen herpå afhænger af din branche og evt. tidligere regnskaber.

Implementering i webshop

Din betalingsløsning skal naturligvis implementeres i din webshop. Her leverer de store udbydere af betalingsløsninger ofte integrationer til forskellige webshopløsninger. Her kan der nemt være penge at spare, fordi du ikke skal have fat i en programmør til at implementere betalingsløsningen i din webshop.

Vurdér udbyderen, inden du beslutter dig

Når du skal vælge en betalingsløsning, vælger du samtidig en fast samarbejder. Derfor er det vigtigt, at du har en god kontakt til din udbyder af betalingsløsninger, og det kan godt svare sig, at du undersøger:

  • Er der god mulighed for support?
  • Har de solide regnskaber bag sig?
  • Hvornår får du dine penge? (Går der 1 dag, 1 uge eller 1 måned?)

Gebyrer – vælg efter dit forventede salg

Samtidig er det en god idé, at du gør dig nogle tanker om, hvilke forventninger du har til din webshop. Tænk over:

  • Hvor mange transaktioner kommer der pr. måned?
  • Hvor stor er den gennemsnitlige ordrer?
  • Hvilke kort vil du modtage?

Når du har det på plads, bør du tage et kig på kortgebyr.dk. Her kan du hurtigt få et overblik over, hvad de forskellige betalingsløsninger koster.

Opsummering

Som du kan se, er der en del at holde styr på, når du skal vælger indløser og betalingsgateway til din webshop. Og her til sidst vil jeg hurtigt opsummere mine vigtigste pointer.

  • Kend din webshops forventede tal
  • Find en betalingsløsning med god support
  • Find ud af, om du vil have indløser og betalingsgateway samlet eller separat
  • Undersøg indløsernes regnskaber

Jeg håber, at du er blevet en smule klogere og er klædt bedre på til at vælge din betalingsløsning.