Udvid din webshop til udlandet - Billy Regnskabsprogram

Tobias Ehlig

22. december 2015

Som iværksætter med kærlighed for e-handel i Danmark, har du både fordele og ulemper. Fordi vi lever i et lille land, er konkurrencen i mange brancher også rimelig overkommelig, men til gengæld er potentialet herhjemme heller ikke voldsomt stort. Specielt hvis du vælger at satse på en niche, kan du inden for få år møde en naturlig grænse for, hvor meget du kan fortsætte med at vækste din forretning.

Her er det så oplagt at gå til udlandet med sin webshop. Men hvilket land skal du vælge?

Sverige og Norge ligger lige til højrebenet

Mange vælger vores naboland Sverige som det første, dels af geografiske årsager, men også af kulturelle grunde. Svenskerne bor tæt på os, og de minder meget om os. Her er Norge selvfølgelig også et oplagt land, at gå ind i med sin forretning.

Mia Franck Nersting fra Magnetz sælger både i Danmark, Sverige og Norge, og hun ser nogle væsentlige udfordringer, som man skal forberede sig på.

”Det er meget oplagt at udvide sin webshop til Norge og Sverige, da vi sprogligt ligger meget tæt opad vores naboer. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på i forhold til at drive webshop i Norge og Sverige: Fælles for begge lande er, at du bør oversætte til norsk/svensk. Nordmænd tager let på småfejl i stavning, for de er vant til at handle udenrigs, og de forventer derfor ikke en nordmand bag skærmen på en webshop fra Danmark”, siger Mia og fortsætter:

”Svenskerne derimod kan gå i sort over småfejl, helt ned på komma-niveau. Vores svenske naboer er vant til at handle pr. postordre indenrigs, så en udenlandsk shop må ikke ose af, at der ikke er en svensker ansat til at varetage shoppen.”

Selvom de to lande minder meget om Danmark, så er det altså ikke alt der er ens. Især er der stor forskel på, hvordan man betaler i de tre lande.

”Klarna (betalingssystem, red.) er uden tvivl et uundværligt kvalitetsstempel. Svenskerne bruger Klarna i stor stil, mens nordmændene bare vil have, at man er godkendt af Klarna - de bruger det ikke så meget. Lovgivningsmæssigt giver vi så mange rettigheder til de handlende i Danmark, så en oversættelse af dine danske betingelser til norsk og svensk er mere end godkendt,” siger Mia og slutter:

”En sidste udfordring, som gælder for Norge alene, det er fortoldning, da de ligger udenfor EU. Du skal overveje, om du vil forhåndsbetale tolden for kunden, så kunden slipper billigere. I givet fald skal du have et norsk org.nr., som også giver dig ret til at have et .no domæne. Det er dog ikke en nødvendighed, for nordmændene handler lige så gerne på et .com eller .dk domæne. Og fortoldning kan klares af Post Danmark, hvis du sender ufortoldet.”

Men hvorfor vælger flere egentlig ikke Tyskland, når de skal udvide deres forretning uden for Danmarks grænser? Godt nok er Sverige næsten et dobbelt så stort land som Danmark målt på indbyggertal, men Tyskland er altså hele 14-15 gange større (kilde).

Tyskland - Et spændende marked, men et svært marked

For nylig var jeg af sted på en netværksrejse med bl.a. Dannie Hansen, som til daglig er bosat i München i Tyskland. Her har han boet i 7 år efterhånden, og igennem de seneste 4 år har han drevet webshoppen XSmoke i 7 forskellige lande i Europa, heriblandt både Danmark, Sverige, Norge og Tyskland.

”I mine øjne er Tyskland et enormt spændende marked som e-købmand, fordi potentialet er så stort. Men man skal være forberedt på en helt anden konkurrencesituation end i fx Danmark”, fortalte han mig.

Dannie forklarede mig desuden, hvordan store markedspladser som eBay og Amazon har stor betydning for måden man shopper online på i Tyskland.

”I Tyskland er det normalt at man starter med at søge efter sit produkt på eBay og Amazon, og først herefter prøver man på Google. Du skal derfor ikke kun satse på SEO og AdWords, hvis du vil ud og have stor succes på det tyske marked. Faktisk er begrebet Amazon-optimerng lige så aktuelt som Google-optimering”, fortalte han.

De store markedspladser sætter også en hård standard for priser og leveringstid. I Tyskland er priserne presset helt i bund, og en leveringstid på mere end 48 timer bliver set som decideret langsom.

Udover alle disse ting som gør det anderledes at drive webshop i Tyskland i forhold til Danmark, så er der også en række lovmæssige ting man skal have sat sig ind i, foruden anderledes betalingsmetoder.

Det er altså ikke umuligt at få succes på det tyske marked, men efter at have talt med Dannie Hansen på vores netværkstur, fik jeg ikke ligefrem mere lyst til at åbne en webshop i Tyskland, da det lyder som et rigtig hårdt marked. Hvis det så til gengæld lykkes at få en god position på det tyske marked, så har du også 81 millioner mennesker at sælge dine varer til.

Lyder det som en udfordring for dig?