Afstem banken til årsafslutning

Aske Bjørner

21. februar 2018

Når du laver din årsafslutning, skal du sikre, at din bankkonto i Billy stemmer 100% med din bankkonto i banken ved udgangen af din regnskabsperiode. En afstemt bank er en forudsætning for, at dit regnskab er korrekt og sikrer dermed, at du har alle indtægter og udgifter bogført korrekt.

Du kan afstemme din bankkonto på flere måder, men den mest almindelige måde er, at du laver et udtræk fra din netbank og matcher udtrækket op i mod din bogføring i Billy.

Hvis du har Automatisk Bankafstemning bliver posteringerne fra din bank automatisk overført til afstemningen i Billy. Alternativt skal du lave et udtræk fra din netbank og uploade det til dit regnskab i Billy, eller du kan bruge den gammeldags metode, hvor du udskriver et kontoudtog fra banken og matcher op mod din bogføring.

Vi har skrevet en hjælpeartikel, som viser, hvordan du skridt for skridt afstemmer din bank med dit regnskab.

Hvis du i forbindelse med din afstemning opdager, at der er en dato, hvor bankkontoen ikke stemmer med din bogføring, har du enten glemt at bogføre en postering eller bogført noget forkert. Når banken ikke stemmer skal du starte med at identificere den dato, hvor banken stemte sidst. Det giver dig en god mulighed for at afstemme banken korrekt.

Du retter eventuelle fejl ved at oprette en regning, faktura eller kassekladdepostering, indtil du har korrigeret fejlen, og banken stemmer 100% med din bankkonto i Billy.

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til, hvordan du afstemmer din bank med dit regnskab, er du altid velkommen til at kontakte os på billy@billy.dk, 60 24 60 24 eller skrive til os på chatten.