I denne udgave af Bag om Billy kan du møde vores vores Project Manager, Victoria.
Victoria sidder i vores udviklingsafdeling, hvor hun holder styr på vores nye projekter og vores teams af udviklere. Hun kører de komplekse tekniske processer med hård hånd og er ret så meget en power woman. Det er vigtigt, fordi hun er en af de eneste piger i en afdeling med rigtig mange mandlige udviklere og IT-nørder. Men faktisk gør mandehørm hende ikke spor. Hun synes nemlig, det er skide sjovt og har det lidt som om, hun er landet pladask i drengenes locker-room, hvor hun udfordrer gutterne med hendes feminine input. Hvis hun dog skal være helt ærlig, så har hun i bund og grund også selv lidt af en onkel-humor. Og den får hun flittigt brugt af på arbejdet. For Victoria er det nemlig super vigtigt, at der er god stemning og højt humør mellem kollegerne i udviklingsafdelingen, hvor det hurtigt kan blive presset, da der kommer mange ting ind fra højre. Så med masser af gå på mod, et stort smil og et par farmand-jokes, sørger hun for, at alle teams har det godt, når det hele går lidt stærkt.
Victoria bor med hendes kæreste et stenkast fra tuborgflasken i Hellerup og bruger i hendes fritid en hel del tid med hendes venner, familie og Netflix. Senest har hun givet sig i kast med et kitesurfingkursus, og hun glæder sig til, at vind og vejr igen spiller, så hun for alvor kan komme ud og ride på bølgerne.
Læs med, hvor Victoria blandt andet løfter sløret for hendes all-time favorite serier, hendes skjulte talent og evige kærlighed for rødt kød.
Hvad er det værste, du ved?
“Det er at være i isolation. Jeg blev testet positiv for corona dagen inden juleaften, så juletiden stod på indespærring med min kæreste. Jeg lader helt klart mest op i samvær med andre, så der savnede jeg virkelig at have mennesker, venner og kollegaer omkring mig.”
Hvad er din guilty pleasure?
“Serier. Jeg kan simpelthen ikke formå at starte en serie, uden at jeg bare MÅ se den færdig. Også selvom den er virkelig dårlig. For mig er det bare behageligt tidsfordriv i et andet univers. Lige nu er jeg ret hooked på ‘Bridgerton’ og ‘The Queens Gambit’. Egentlig er min smag for serier meget blandet, men én ting er helt sikker - jeg kan ikke stoppe, når først jeg er gået i gang.”
Hvad er din største craving?
“Det må være chips. Altså sådan nogle grove chips med havsalt. Der er for lækkert. Nogle gange med dip, andre gange uden. Det er ikke så essentielt. Jeg kan blive helt overrasket over, hvor hurtigt jeg egentligt kværner sådan en pose chips.”
Hvad er det bedste ved at arbejde i Billy?
“At man føler sig super inkluderet. Vi har det sjovt sammen på tværs af afdelinger, og så er vi bare et rigtig godt team, som forstår at hygge sig med sociale initiativer. Da vi var hjemsendt, fik vi engang bragt en hel kasse forskellige specialøl hjem til os, så vi alle var klar til virtuel fredagsbar og gamenight. Det var vildt hyggeligt.”
Hvilken sang synger du helst til karaoke?
“Jamen det er jo salmer. Ej, ha ha, men jeg sang engang i DR’s pigekor, hvor det mest af alt stod på klassisk musik. Jeg har også sunget i et kollegie-band, hvor der var lidt mere gang i den med trompet, saxofon og hele molevitten. Ellers er jeg en sucker for artister som Jayda, Christopher og Taylor Swift, men min personlige karaoke-favorit må nok være ‘Let me entertain you’ med Robbie Williams.”
Hvis du kun måtte spise én ting resten af livet, hvad skulle det så være?
“Der må jeg jo være lidt politisk ukorrekt og sige rødt kød. For jeg er en kæmpe meat-lover, og jeg ville virkelig ikke kunne leve en uge uden at spise et stykke kød. Der er jo altså intet, der slår en god rød bøf med masser af bearnaise og fritter. Totalt klassisk, men mega lækkert. ”
Hvem er dit største mancrush?
“Ryan Reynolds. Han er vildt sympatisk og virker som sådan en god familiefar. Og så danner han og Blake Lively jo det sødeste par - totalt goals, ha ha.”
Har du et skjult talent?
“Jeg har faktisk virkelig grønne fingre. Desværre har jeg har lige mistet en fin violinfigen, som ikke kom igennem corona. Men ellers holder jeg stadig liv i 29 meget spirende plant-babies.”
Hvis du ikke fik læst vores tidligere Bag om Billy indlæg, så kan du gøre det her, hvor du kan møde vores content marketing specialist Anna.