Forkøbsret

Hvad er forkøbsret?

At have forkøbsret betyder, at man har førsteret til at købe en bestemt ting. Indenfor Selskabsloven henviser forkøbsret til, at man som ejer af et selskab har førsteret til at købe en anden ejers andele, hvis han eller hun ønsker at sælge. Aftaler om forkøbsret laves ofte også i forbindelse med udlejning og salg af boliger. Betingelserne i en aftale om forkøbsret kan variere, og er noget man typisk skriver ind i en kontrakt.

Forkøbsret for selskabsejere

Når man har forkøbsret som ejer af et selskab betyder det, at man har førsteret til at købe andre ejeres anparter, hvis de ønsker at sælge. Fordelen ved, at ejerne i selskabet har forkøbsret er, at hver ejer er sikret mod, at de andre ejere sælger deres andele til udefrakommende.

Hvis der er flere ejere som gerne vil købe en anden ejers anparter, fordeler man normalt anparterne sådan, at de ejere som bliver i selskabet beholder det samme procentmæssige forhold som inden salget af anparterne. Et eksempel:

”Pernille, Jonas og Katrine ejer et selskab sammen. Pernille har 50 procent, Jonas har 20 procent og Katrine har 30 procent. Pernille ønsker at sælge sine anparter, og Jonas og Katrine vil gerne gøre brug af deres forkøbsret til at købe dem. Jonas og Katrine fordeler Pernilles andel imellem dem, så deres indbyrdes ejerforhold forbliver det samme. På den måde ender Jonas med 40 procent af virksomheden og Katrine ejer 60 procent af virksomheden.”

Det er ikke nødvendigvist givet på forhånd, at man har forkøbsret til de andre ejeres anparter. Ønsker man ikke at gøre brug af sin forkøbsret, vil tilbuddet gå til en tredjepart udefra. Dog vil man typisk skrive i kontrakten, at anparterne ikke må sælges til en konkurrent. Forholdene omkring forkøbsret for selskabsejere kan variere meget og derfor skrives de ofte ind i kontrakten, så forholdene er tydelige for parterne.

Forkøbsret af lejebolig eller hus

Et sted, hvor man ofte laver aftaler om forkøbsret, er indenfor boligområdet. Både lejer og udlejer kan have interesse i at lave en aftale om forkøbsret af forskellige grunde. Lejerne får på den ene side både mulighed for at teste af, om de kan lide huset, og skal derudover ikke ud at finde et nyt sted at bo, hvis huset bliver sat til salg. Ejerne har på den anden side en køber klar når de skal sælge huset, så de ikke behøver besværet med at finde en ny.

Et eksempel:

”Hanne og Torsten ejer begge et hus, men ønsker nu at flytte sammen i Hannes hus. Desværre er boligmarkedet ikke særlig godt for tiden og derfor vil Torsten komme til at tabe en masse penge, hvis de sælger hans hus nu. De vælger derfor at leje huset ud, indtil markedet bliver bedre og de kan sælge det til en god pris. Torsten og Hanne finder nogle potentielle lejere, som spørger, om de vil leje huset ud med en aftale om forkøbsret. Lejerne får derved tilbud om at købe huset når Hanne og Torsten en dag vælger at sætte det til salg.”

Betingelserne i en aftale om forkøbsret kan variere meget, og har man ikke en tydelig aftale, kan det let skabe splid. Derfor er det vigtigt, at alle parter får en advokat til at hjælpe med at udforme aftalen.

Hvordan får du en aftale om forkøbsret?

Hvis du gerne vil have en aftale om forkøbsret, hvad end det er i forbindelse med udlejning/salg af bolig, anparter i et selskab eller noget helt andet, skal du kontakte din advokat. Hun eller han kan hjælpe dig med at udforme en kontrakt med de specifikke forhold, der er ideelle for din situation. Alternativt kan aftaler om forkøbsret findes som skabeloner online, men det anbefales altid, at man får en advokat til at kigge sådanne aftaler igennem.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.