3 gode råd til dig og din webshop

Forfatter:Julie Tandrup Gravesen
Dato:23. august 2018
Læsetid:2 minutter

Du har nu kunnet læse om de vigtigste områder, du kommer til at beskæftige dig med, når du åbner din første webshop. I Billys webshop-serie har vi gennemgået alt lige fra webshop-platforme, over betalingsløsninger til sikkerhed, logistik, markedsføring og online tryghed.

Så nu er du næsten klar til at stå på egne ben, men før vi afslutter Billys webshop-serie helt, har vi tre gode råd, du kan tage med dig på vejen:

1) Find din niche

Tænk dig grundigt om, før du kaster dig ud i din første webshop. Konkurrencen er hård, og du er nødt til at have et godt produkt, hvis du skal have en chance.

Find ud af, hvad netop din niche skal være, og hvordan du vil blive den bedste på området. Du skal kunne tilbyde kunderne noget, konkurrenterne ikke kan – på den måde har du rent faktisk en chance overfor de veletablerede konkurrenter på markedet

2) Start småt ud

Hvis det er din første webshop og du satser alt for stort fra start, kan du hurtigt ende med at knække halsen på projekt-webshop. For det ér et projekt at starte sin første webshop op - et stort og krævende projekt.

I stedet for at brage derudaf, kan du med fordel starte småt ud. Lad projektet vokse sig større efterhånden som du også selv vokser med opgaven. På den måde risikerer du ikke, at projektet vokser dig over hovedet. Du vil også bedre kunne nyde processen og skabe kvalitet frem for kvantitet.

3) Hæng i

Vid, at du lige meget hvad kommer til at bruge enormt mange timer og sene aftener på din webshop. Der skal lægges meget arbejde og energi i opstarten af en velfungerende webshop. Forvent at den første lange periode kan føles som om, at der ikke sker nogle fremskridt på trods af din store indsats.

Lad være med at give op. Tænk kreativt, tro på dig selv og tro på din webshop. Ting tager tid, og du kan ikke forvente at din webshop får succes fra dag ét.

God fornøjelse med din webshop

Der er naturligvis meget mere i dét at åbne sin første webshop, men forhåbentlig har vores webshop-serie hjulpet dig til, hvordan du gør rent praktisk.

Når først du har fået din shop på benene, skal du nok få styr på resten hen ad vejen. I sidste ende er learning by doing den bedste måde at lære på.

God fornøjelse med din webshop.

  • Trends for e-handel i 2024 - Se hvad du skal være opmærksom på 
  • Gratis budgetskabelon – få overblik over din virksomheds økonomi
  • Billy vs. Dinero: Hvilket regnskabsprogram skal jeg vælge?