Bag om Billy: Mød vores udvikler Filip

Forfatter:Julie Tandrup Gravesen
Dato:17. november 2017
Læsetid:5 minutter

I dag i Bag om Billy kan du møde udvikler-Filip.

Filip har været i Billy i lidt over et år og er hver dag med til at sørge for, at Billy fungerer, som det skal, så du som bruger får den bedst mulige oplevelse.

I Billy er vi meget taknemmelige for, at Filip har en god ven, der både er sej, fordi han ejer en juletræsplantage, men også fordi han for ti år siden gav Filip et tip om, at der var mangel på udviklere i Danmark. Filip kommer nemlig oprindeligt fra Polen, så havde det ikke været for dette lille tip, havde han næppe været en del af vores team i dag.

Heldigvis for Billy besluttede Filip sig for at lytte til sin ven og prøve lykken i København. Planen var, at hans danske eventyr skulle vare et år eller to, men nu er der gået ti år, og eventyret varer ved.

Hvad laver du i Billy?

”Jeg er udvikler, så det er mit job at holde øje med Billy og sørge for, at alt fungerer, som det skal. Jeg udvikler nye features og integrationer, arbejder med vores regnskabsprograms infrastruktur og løser de forskellige mindre udfordringer, der opstår hver eneste dag.”

Hvordan ser den perfekte dag i Billy ud for dig?

”Den starter med, at jeg møder ind på arbejde og bliver mødt af vores tidligere kontorhund Stella. Hun plejede at være det første ansigt, der mødte mig, når jeg kom på arbejde, og det gav mig altid den bedste start på dagen. Efter det ser jeg på mit dashboard og konstaterer, om Billy klarer sig rigtig godt, og om der er skulle være opstået nogen fejl eller supportproblemer natten over. Derefter fokuserer jeg al min energi på at udvikle nye features og få sat nogle nye mål, jeg kan arbejde mig hen imod.

På et tidspunkt kigger jeg op fra skærmen og opdager, at det er blevet mørkt udenfor. Man ved, at det har været en god dag, når tiden bare er fløjet af sted, og man pludselig opdager, at klokken er mange, og der ikke er nogen tilbage på kontoret.”

Hvordan startede din passion for udvikling?

”Den startede allerede, da jeg var lille. Dengang var man ikke vant til at se computere, så jeg blev med det samme meget fascineret af de første computere og spilkonsoller såsom Commodore og Atari. Efter det begyndte jeg at tage forskellige IT-kurser for teenagere. Derfra har det udviklet sig lige siden.”

Hvad laver du, når du ikke er i Billy?

”Det kommer an på sæsonen. Jeg har boet på en båd de sidste 6 måneder. Nu er det ved at være vinter, og jeg flytter tilbage til min lejlighed, men målet er, at jeg skal bo permanent på båden. Det er et godt kompromis at bo på en båd i byen. Man er altid nær naturen og vandet, selvom man er midt i byen. Om foråret bruger jeg meget tid på manuelt arbejde, der ligger meget fjernt fra udvikling og programmering. Jeg kan godt lide at få beskidte hænder, fikse motoren og male båden. Når vejret bliver bedre, tager jeg som regel ud og sejler og udforsker området omkring København. Efter sommersæsonen er det tid til at forberede båden til vinteren, og så kan jeg ellers tage en velfortjent pause, se nogle gode film og fokusere på at leve livet på andre måder.”

Hvad er den bedste sejltur, du har været på?

”Det må være turen, der aldrig blev gennemført. Min drømmetur. Jeg har prøvet at krydse Norskehavet to gange, men vejret er altid hårdt, og selvom det både er lykkedes mig at krydse halvdelen af Atlanterhavet og sejle fra Genova til København i en motorbåd, der var 22 centimeter højere end den laveste bro, som vi skulle under, er det aldrig lykkedes mig at krydse Norskehavet. Nogle gange må man acceptere, at man ikke kan kæmpe imod vind og vejr, og at man ligger under for naturen. Jeg vil dog helt sikkert prøve igen. Min drøm er at sejle til Island.”

Hvis du kun må spise én ting resten livet, hvad ville det være?

”Jeg burde næsten svare fisk eller noget i den stil, fordi jeg bor på en båd, men det kan jeg ikke få mig selv til at vælge. Til gengæld havde jeg i sommer held med selv at dyrke tomater, så hvis jeg kun måtte spise en ting resten af mit liv, skulle det næsten være mine hjemmedyrkede tomater.”

Hvis søvn var unødvendigt, hvad ville du så bruge din ekstra tid på?

”Det skulle nok være udvikling. Udvikling er perfekt på de sene aftentimer, hvor man ikke kan gøre så meget andet. Det er et godt tidspunkt at holde fokus på, og programmering er noget, jeg har gjort hele mit liv, men det er stadig sjovt, så det virker som et klogt valg.”

Hvis du vandt 1 mio. kr., hvad ville du bruge dem på?

”Dem ville jeg bruge på min båd. Jeg er blevet meget knyttet til min båd, så jeg kunne nok ikke finde på at skifte den ud. Til gengæld ville jeg forbedre den og købe en masse ubrugelige ting til den. Det er den værste investering nogensinde, det er ikke rationelt, men når det kommer til min båd, er jeg ikke altid rationel.”

Næste gang

Næste interview kommer ud om 14 dage, hvor du kan møde Kerem, der er rådgiver.

Og fik du ikke læst forrige interview med vores rådgiver Michael, kan du gøre det her.

  • Bag om Billy: Livet som praktikant hos Billy
  • Frihed og familie er rygraden i virksomheden Entegro
  • Garnspecialisten gør kloden grønnere én garnnøgle ad gangen