Sådan styrker du din cybersikkerhed, når du arbejder hjemme

Billy regnskabsprogram forfatter Billy regnskabsprogram forfatter

Sebastian Strømberg

25. marts 2020

Grundet nedlukningen af Danmark er mange nødt til at fortsætte arbejdet hjemmefra. Det har forhøjet cybertruslen i hjemmet markant, fordi brugen af hjemmearbejdspladser nu anvendes langt hyppigere end normalt. Men selvom samfundet drosler ned, så holder de cyberkriminelle ikke fri. Derfor bør du som hjemmearbejdende huske at tage de nødvendige forholdsregler.

Men hvordan sikrer du, at din hjemmearbejdsplads er mindst lige så sikker, som når du sidder på kontoret? I dette blogindlæg har vi samlet en række gode råd og værktøjer, som du kan tage i brug for at højne din sikkerhed, så de it-kriminelle ikke får frit spil.

Rådene er baseret på anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed og Forsvarsministeriet.

Benyt en VPN-forbindelse

En virtuel privat netværksforbindelse (VPN) er en forbindelse, som benytter kryptering, når der overføres data fra din computer til en server. Med en VPN-forbindelse kan du få adgang til din virksomheds interne systemer på en sikker forbindelse, og dermed undgå, at dine data læses af andre.

Du bør bruge VPN, hvis:

  • Du tilgår it-systemer, du normalt kun kan få adgang til via netværk på din arbejdsplads
  • Du arbejder på et offentligt, ubeskyttet netværk

Tilføj to-faktor godkendelse

Det er fornuftigt at bruge to-faktor godkendelse, da det mindsker risikoen for, at dine konti bliver hacket. To-faktor godkendelse er en sikkerhedsforanstaltning, som tilføjer endnu et trin i din log-in process. Det forbedrer din sikkerhed markant, hvis en uautoriseret person skulle få fat i din adgangskode.

Bliv altid på dit eget netværk

Når du arbejder hjemmefra, er dit netværk måske sløvere end på kontoret. Det kan være fristende at hoppe på et offentligt eller gratis netværk i nærheden, men det frarådes på det kraftigste. Offentlige netværk giver hackere flere muligheder for at få uhindret adgang til ubeskyttede enheder på netværket, så her bør man være forsigtig.

Brug kryptering

Hackere benytter sig ofte af en angrebsteknik, hvor de opsnapper e-mails og manipulerer dem, før de videresender dem til modtageren. Derfor er det vigtigt, at dine e-mails sendt fra hjemmet er krypteret. Det er ikke altid muligt at kryptere sine e-mails på webportaler såsom Gmail eller Outlook, men i Office-udgaven af Outlook kan du slå funktionen til under programmets indstillinger.

Hold dig opdateret og foretag sikkerhedstjek

Alle enheder i dit hjem bør være opdateret med den seneste software, for at sikre din hjemmearbejdsplads bedst muligt. Hver gang du udsætter en softwareopdatering, stiger risikoen for, at en hacker får adgang til din enhed. Hackere leder nemlig konstant efter fejl i forskellige software, så de kan trænge igennem til brugeren via svagheder i systemet. Dertil er det også fornuftigt, at du skifter koden på din router regelmæssigt til en selvvalgt, unik kode.

Pas på phishing og smishing

I dag bruger svindlere måde phishing-mails og smishins-sms’er til at franarre danskere deres personlige oplysninger og informationer. Du bør derfor være ekstra mistænksom, uanset hvilke personer eller virksomheder, der uopfordret spørger efter dine oplysninger via e-mail eller sms. Hverken Digitaliseringsstyrelsen, reelle banker eller myndigheder vil bede dig om at oplyse dine personlige kodeord eller dit NemID, så du bør altid undlade at svare på sådanne henvendelser.

Du bør også være opmærksom på falske e-mails eller sms’er, du måske vil modtage under dække af nyheder om COVID-19.

5 gode råd

  • Brug de værktøjer og kommunikationskanaler din arbejdsplads stiller til rådighed, og husk, at sikkerhedspolitikerne også gælder, når du arbejder hjemmefra. Vær for eksempel opmærksom på regler for brug af f.eks. private mailkonti og filudvekslingstjenester.
  • Hvis din arbejdscomputer ikke holdes opdateret automatisk, skal du huske selv at opdatere den.
  • Test at din fjernadgang virker, så eventuelle problemer kan afhjælpes med det samme.
  • Vær opmærksom på evt. falske mails eller sms, som du modtager under dække af nyheder om corona.
  • Husk også at beskytte den fysiske adgang til din arbejdscomputer, når du arbejder hjemmefra.

Ovenstående råd er udstedt af Center for Cybersikkerhed i marts 2020.