Fra lineær leder til selvstændig terapeut 

Forfatter:Amanda Nielsen
Dato:5. september 2022
Læsetid:5 minutter

Mød Peter König Nielsen, der egentlig ikke havde forestillet sig et liv som selvstændig, men mødet med ny viden gjorde, at han blev drevet den vej. Og i dag 15 år senere er han stadig glad for den beslutning, da han går på arbejde hver dag drevet af passion og formål.

Vejen ind i livet som selvstændig

Ikke alt kærlighed ved første blik kommer i form af mødet mellem mennesker. Der kan også opstå sød musik i mødet mellem mennesker og ny viden.

Det er præcis, hvad der skete for Peter og hans vej ind i livet som selvstændig.

For Peter opstod der sød musik, da han i forbindelse med hans lønmodtagerjob som leder i Københavns Kommune tog en lederuddannelse, hvor der var et modul, som omhandlede “coaching”.

Coaching som felt var det vildeste og mest fantastiske Peter havde lært i forhold til ledelse, og han besluttede derfor at sige sin stilling op og oprettede i stedet et CVR-nummer. 

Glæden ved at være sin egen chef

Peter blev selvstændig for at hjælpe andre mennesker med at få mere ud af deres liv. 

Som linæer leder følte Peter ikke altid, at han kunne hjælpe sine medarbejdere nok i dybden. Derfor var coaching som disciplin som et lyn fra en åben himmel, der gav ham muligheden for at hjælpe mennesker på en mere meningsfuld måde.

At blive selvstændig gav ham også mulighed på at skabe fokus netop dér, hvor han ville. Han blev sin egen chef, og kunne derfor få lov til at gøre tingene på hans måde, hvilket passer rigtig godt til hans person, da han godt kan være noget egensindig.

Hans nye virksomhed gav ham lov til at nørde 100% med dét, han elsker, og han kunne få lov til ikke at gå på kompromis med hans faglighed - hvilket er nogle af de ting, han elsker mest ved at være selvstændig.

Denne frihed giver Peter lysten til at komme på arbejde tidligt om morgenen og blive ved til langt ud på aftenen. Når det lykkes i mødet mellem ham og hans klienter bliver det utrolig meningsfuldt for ham - og det er netop dét, der er drivkraften i hans hverdag.

Ikke alle dage er en dans på roser

Selvom Peter elsker livet som selvstændig er det ikke alting, der er lutter lagkage. 

Fordi det som også er noget af det bedste ved at være selvstændig, mener Peter også er noget af det værste. Og det er det, at man selv står for alting

Og det der typisk er karakteristisk for en selvstændig som Peter er, at han er bedst i produktion, da det jo præcis er dét, han brænder for. 

Han brænder ikke naturligt for alle de andre ting, der følger med at være selvstændig som regnskab, marketing, salg og alt det andet. Det ser han mere som en omkostning ved at være selvstændig.

Da Covid-19 satte Danmark på den anden ende

En mere konkret situation, der har udfordret Peter i hans arbejde som terapeut, var da Danmark lukkede ned under corona, og det hele forsvandt.

Vi måtte ikke mødes, og det gjorde ikke Peters arbejde nemmere, da hele hans arbejde går ud på at mødes og snakke med mennesker. 

Derfor fandt Peter sig selv i et dilemma, hvor han skulle finde ud af, hvad han ville med sit firma. Ville han lukke ned og få kompensation fra staten, eller ville han holde åbent og snakke med de få klienter, der stadig gerne ville snakke og have hans hjælp.

Han havde svært ved at finde den rigtige juridiske og økonomiske rådgivning, og var derfor tvunget til at tage beslutningen ud fra hans egen mavefornemmelse.

Den kom dog heldigvis til ham, da en af hans klienter, der skulle i terapi i den pågældende periode, ringede til ham og sagde, at han for alt i verden ikke måtte aflyse terapien med ham. 

Efter det opkald var Peter ikke i tvivl, og valgte derfor at holde åbent gennem hele nedlukningen til trods for, at han dermed ikke ville få nogen økonomisk kompensation. 

Fællesskaber, der bryder med ensomheden 

Livet som selvstændigt kan for mange være en smule ensom til tider, da man selv har ansvaret for hele firmaet, og der ikke er nogen at sparre med i dagligdagen.

En ting Peter derfor har fundet glæde i og vil anbefale andre selvstændige er at finde et fællesskab, der kan bruges til sparring om stort og småt.

Som terapeut får man mange store følelser tæt ind på livet. Derfor er det rigtig godt for Peter at snakke med andre selvstændige terapeuter om deres sager, så de kan få luftet ud i nogle af de følelser, der ellers godt kan blive båret med dem.

Han mødes derfor med 3 andre terapeuter hver anden uge, hvor de vender deres sager og snakker om deres virksomheder. Hvad gør de, hvis der kommer en ny nedlukning i Danmark? Hvordan går det med at få nye kunder i biksen? Og en masse andre ting, der giver Peter mere overskud i hans arbejde.

Faglige fællesskaber vs. det at have en ansat

Peter elsker som sagt friheden i at være selvstændig, og han ønsker derfor ikke at have en ansat i hans firma, det det betyder, at han ville være tvunget til at møde på arbejde i et bestemt omfang, da der skal tjenes penge nok til ham selv og til løn.

Som Peter selv siger det, så dur han ikke til at være tvunget til noget. Derfor har ham og hans familie også indrettet deres liv således, at han ikke behøver at arbejde meget for at økonomien i hjemmet hænger sammen.

Han er ikke en selvstændig, der går på arbejde for at tjene styrtende med penge og ønsker at vækste han virksomhed til store højder. Han går på arbejde, fordi han elsker at hjælpe andre - og det er det, der skaber værdi for ham i hans hverdag.

  • Bag om Billy: Livet som praktikant hos Billy
  • Frihed og familie er rygraden i virksomheden Entegro
  • Garnspecialisten gør kloden grønnere én garnnøgle ad gangen