Din webshop guide

Julie Tandrup Gravesen

Lidt om webshop-logistik

Blå billy bog

Få guiden som e-bog

Jeg accepterer Billys betingelser for opbevaring af personoplysninger

Du kommer ikke uden om det. Hvis du vil starte en webshop, opstår der unægteligt en række logistiske problemer, du skal have styr på i forbindelse med indkøb, lagring, levering og returnering af varer. Der er meget at holde styr på, og det er om at holde tungen lige i munden. I det næste afsnit vil vi gå mere i dybden med logistikken, og hvilke overvejelser du bør gøre dig her.

Lagring af varer

Når det kommer til lagring af varer, har du et par forskellige muligheder. Du kan vælge at opbevare dine varer hos dig selv – det er billigt, og indtil din webshop har vokset sig større, kan det, alt afhængigt af dit produkt, være en god løsning. I takt med at dit varelager begynder at vokse, kan du leje dig ind hos et eksternt pick and pack lager. Her sørger du for at få sendt dine indkøbte varer direkte til lageret, og herfra står de for at holde styr på varerne. Når du modtager en ordre på din webshop, sender du den videre til lageret, og her sørger de så for at pakke og afsende varen til kunden. Denne løsning har flere fordele. Du slipper for selv at skulle opbevare dine varer. Du sparer tid, fordi lageret pakker for dig, og fragten vil som regel være billigere, end den fragt du kan få fra din egen adresse. Dog skal du påregne ekstra udgifter til betaling af opbevaring, pakning og afsendelse, så her skal du overveje med dig selv, om den ekstra service er det værd for dig. En tredje mulighed er det, der hedder dropshipping. Her har du ikke selv et lager, men sender ordrerne direkte videre til dine leverandører, efterhånden som de kommer ind. Denne løsning har den store fordel, at du aldrig kommer til at brænde inde med usolgte varer. Til gengæld må du forvente at leverandøren skal have flere penge, og din samlede fortjeneste bliver dermed mindre. Afhængigt af størrelsen på din webshop, typen af varer du sælger, og hvor i verden din leverandør befinder sig, kan alle tre løsninger være værd at overveje. Undersøg hvor meget de forskellige løsninger vil koste for dig, og tag dit valg herefter.

Den gode leveringsoplevelse

På mange måder har den voksende e-handel kombineret med øget globalisering gjort det sværere for små webshops at konkurrere. Med stadigt flere og flere konkurrenter på markedet, har kunden magten til at stille store krav. Der vil næsten altid være konkurrenter, der kan tilbyde lavere priser og højere kvalitet, og hvis du ikke finder et område, hvor du er bedre end konkurrenterne, er det let for kunden at finde et alternativ. Derfor er det vigtigt for dig, der vil starte en webshop, at finde nogle områder du kan adskille dig fra konkurrenterne på.

Hurtig levering er et af de steder, du har mulighed for at skabe en konkurrencemæssig fordel og gøre den samlede kundeoplevelse bedre. 69 % foretrækker at handle online, fordi det er tidsbesparende. Derfor er det også vigtigt for dig, at gøre dine kunders oplevelse god med en hurtig levering af varerne. Undersøg hvad der skal til, for at gøre leveringsoplevelsen god, billig og hurtig for dine kunder. Vil du benytte Post Nord, GLS eller DPD? Vil du tilbyde gratis levering? Mulighed for at få sendt pakken til et droppoint eller hjemmeadressen? Find ud af hvilke løsninger, du vil tilbyde, så du kan opnå højere kundetilfredshed.

Returnering af varer

Ved reklamation og returnering af varer fra din webshop, har dine kunder en række rettigheder, du skal være opmærksom på. Udover kundens rettigheder, er det også værd at overveje, hvordan du bedst muligt kan imødekomme kundens behov for at levere varer retur. For danske kunder er det vigtigt, at det er let at gennemskue, de vilkår de handler under, og det kan virke afskrækkende, hvis det ikke står tydeligt beskrevet, hvordan og under hvilke betingelser varer kan returneres. 37 % af danskerne vælger udenlandske webshops fra, fordi det er for besværligt at returnere fejlkøb. Det siger noget om, hvor vigtigt det er, at have en fleksibel returpolitik. Naturligvis er det bedst for dig og din virksomhed, hvis kunden beholder de varer, han eller hun har købt. Når det så er sagt, kan det give kunden en følelse af sikkerhed, at vide at det i værste fald er muligt at sende varen retur uden de store problemer. Og dét kan i sidste ende skabe flere salg.

  • Vælg den varelager-type, som passer bedst til din webshops størrelse.
  • Vælg den leveringsmetode, som du mener, giver mest værdi for dine kunder.
  • Tag stilling til din returpolitik.
Billy Regnskabsprogram og laptop frontpage billede

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.