Din webshop guide

Julie Tandrup Gravesen

Webshop-platforme - hvilken skal du vælge?

Blå billy bog

Få guiden som e-bog

Jeg accepterer Billys betingelser for opbevaring af personoplysninger

Nu har du styr på forskellen på hostede og open source-løsninger og forhåbentlig har det givet dig en bedre idé om, hvilken retning du skal gå i. Derudover ved du, at du bør vælge responsiv løsning, hvis du skal følge med udviklingen i dag. Men der er stadig store valg, der skal træffes, for udbyderne af webshopløsninger er mange, og de kan stort set alle tilbyde noget forskelligt.

Integrationer til webshops

Noget der er vigtigt at have med i overvejelserne om mulige webshop-udbydere, er hvilke integrationer, de forskellige udbydere kan tilbyde. Integrationer gør det muligt for forskellige enheder at arbejde sammen, så dine eller dine brugeres arbejdsgange bliver gjort lettere. Et eksempel på en integration kunne være samarbejdet mellem forskellige apps, softwareprogrammer og din webshop. Mere konkret integrerer Billy Regnskabsprogram til en del forskellige webshop-platforme. Når du åbner din webshop, og bestillingerne begynder at rulle ind, er det en kæmpe fordel for dig at være på en platform, der integrerer til dit regnskabsprogram, så du kan spare tid og energi på bogføring. På samme måde kan du gøre din hverdag lettere med en udbyder, der integrerer til eksempelvis en kundeserviceudbyder som ZenDesk eller til Pakkelabels.dk, der gør det hurtigt og let at få styr på pakkelabels.

Hostede webshop-løsninger

Der findes et hav af forskellige hostede løsninger, nogle er bedre end andre, og mange har hver deres styrkeområder. Da vi umuligt kan komme ind på dem alle, har vi herunder udvalgt tre løsninger, der alle har det tilfælles, at de er blandt de mest benyttede løsninger i Danmark.

DanDomain

DanDomain er en klassisk hosted webshopløsning, og er i dag en af de største e-commerce platforme i Danmark. Med DanDomain kan du hurtigt få din webshop op at køre, og hvis der opstår problemer, er deres supportteam klar med ubegrænset, gratis hjælp og sparring. DanDomain udmærker sig særligt med sine responsive shops, brugervenlige checkout-flow, gratis kurser og gode supportmuligheder. Dog er der stadig tale om en hosted løsning, og dette giver naturligvis nogle begrænsninger i forhold til nye funktioner og udvidelser.

DanDomain kan være et godt sted at starte, for dig der ikke før har prøvet kræfter med webshops og gerne vil starte med en hosted løsning. Det er en abonnementsløsning uden en masse økonomiske overraskelser og i kraft af deres gratis support, er det forholdsvist sikkert at gå til.

ScanNet

Med ScanNet får du en række forskellige designskabeloner at vælge imellem, og derfra har du selv muligheden for, at tilpasse farverne, layoutet og indholdet til dine behov. Ligesom DanDomain tilbyder ScanNet et responsivt design, så din webshop ser flot ud på både computer, mobil og tablet. Derudover kan du via en ekstern app få adgang til HTML og CSS, så du selv kan tilpasse din webshop, som du ønsker.

Ser man på priserne, ligger ScanNet i den dyrere ende, men hvis du gerne vil have en hosted webshopløsning, med mulighed for på sigt at tilpasse designet mere til dine ønsker, kan Scannet være en god løsning.

Shopify

Shopify er modsat DanDomain og ScanNet ikke en dansk løsning. Til gengæld er Shopify udbredt i hele verden, og det kan være en fordel, når man gerne vil have nye funktioner føjet til sin webshop. Med et stort internationalt marked, går det ofte hurtigere at få tilføjet eventuelle nye funktioner til webshoppen. Med Shopify får du en hosted løsning, der er kendt for at tilbyde flot design og stor brugervenlighed. Når det er sagt, vil du opleve en del af de samme problemer med Shopify, som du løber ind i med DanDomain og ScanNet. Det er en hosted løsning, og derfor er der også begrænsninger for mulighederne her. Shopify tilbyder flere forskellige versioner og prisklasser; ved de billigere versioner får du færre funktioner, og ved de dyre versioner får du flere.

Hvis du foretrækker en simpel løsning med et flot design og mulighed for udenlandsk support, kan det være, at Shopify er den rigtige løsning for dig.

Open source-løsninger

Blandt de mest populære open source løsninger finder man Magento og PrestaShop, der begge tilbyder klassiske open source-webshops. Derudover kan vi dog ikke komme uden om at nævne WordPress-løsningen, WooCommerce, der i dag sidder på op imod 30 % af verdens webshops.

Magento

Magento er en open source løsning, for dig der gerne vil have en webshop, der er skræddersyet til dine behov. Det er let hente, du kan nemlig nemt og hurtigt downloade Magento helt gratis via deres hjemmeside. Til gengæld er Magento en noget mere krævende løsning, når først programmet er hentet, og for de fleste vil det kræve en vis viden om kodning eller hjælp fra en programmør. Magento bliver af mange anset for at være en af de absolut bedste løsninger til større webshops, da den giver utroligt stor frihed og fungerer internationalt. Som lille nystartet webshop er det måske ikke Magento, man skal lægge ud med. Har du derimod ambitioner om en større webshop, drømmer du om en international webshop, eller skal du til at opgradere din nuværende webshop til en med flere muligheder, kan Magento være den rette løsning for dig. Dog er Magento i sidste ende bedst egnet til dig, der enten selv kan kode, eller har budgettet til at hyre hjælp fra en programmør.

PrestaShop

PrestaShop er ligesom Magento en gratis open source-løsning, der særligt er anvendelig for mellemstore webshops, som eventuelt gerne vil ud til flere lande. Hvor Magento på mange punkter er ret kompleks at arbejde i, er PrestaShop langt hen ad vejen lettere at gå til. PrestaShop må derfor også betragtes som en bedre løsning til dig, der ikke nødvendigvis er ekspert i kodning, men gerne vil have en open source webshop. Med PrestaShop er der ikke noget supportteam, til gengæld får du adgang til deres online forum, hvor du hurtigt kan hente hjælp til næsten alle problemer. Dette gør også PrestaShop lettere at gå til for dig, der måske endnu ikke er en haj til kodning.

WooCommerce

Hvis du allerede er fortrolig med WordPress vil WooCommerce sandsynligvis appellere til dig. WooCommerce er i virkeligheden et plugin til WordPress, så hvis du allerede har en WordPress side oppe at køre, kan du i princippet bare installere WooCommerce-modulet, og vupti, så har du en webshop. Meget nemmere bliver det ikke. Derudover har du med WooCommerce adgang til kodningen bag din WordPress side, og du har dermed frihed til at tilpasse siden til dine behov.

Dette er naturligvis kun et lille udvalg af de efterhånden rigtigt mange forskellige løsninger, der i dag findes for både hostede og open source webshops. Alle seks løsninger er dog blandt de absolut mest populære i Danmark, og er dermed også nogle af dem, der er mest pålidelige og brugervenlige. Overvej hvilket niveau dine tekniske kompetencer ligger på, samt hvor meget hjælp du er villig til at hente udefra, for at få din webshop op at køre. Derudover kan du med fordel gå ind og se på, hvilke integrationer de forskellige udbydere tilbyder. Alle ovenstående webshop-platforme tilbyder integration til Billy, så regnskabet hurtigt kan komme på plads, men der er mange flere integrationer, der kan lette din hverdag betydeligt. Tjek de forskellige udbydere ud, og se hvilke integrationer de kan tilbyde, så netop dine behov bliver mødt – det virker måske som en mindre detalje nu, men på sigt kan det spare dig for mange timers tid og besvær.

  • Vælg din webshop-udbyder ud fra hvilke integrationer de har, som kan gøre dit arbejde nemmere.
Billy Regnskabsprogram og laptop frontpage billede

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du får gratis support alle ugens 7 dage på både mail, telefon og chat.