Hvilken webshop-løsning skal du vælge?

Forfatter:Julie Tandrup Gravesen
Dato:29. juni 2018
Læsetid:5 minutter

I sidste uge fik du styr på forskellen mellem hostede og open source løsninger, og forhåbentlig har det givet dig en bedre idé om, hvilken retning du skal gå i. Men der er stadig store valg, der skal træffes, for udbyderne af webshop-løsninger er mange, og de kan stort set alle tilbyde noget forskelligt.

I anden del af Billys webshop-serie vil du blive introduceret for de største webshop-udbydere, der findes på markedet. Vi vil gennemgå, hvad de hver især kan tilbyde og hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med de enkelte løsninger.

Hostede løsninger

Der findes et hav af forskellige hostede løsninger, og de har alle hver deres styrker. Vi har udvalgt tre løsninger, der alle har det tilfælles, at de er blandt de mest benyttede løsninger i Danmark.

DanDomain
DanDomain er en klassisk hosted webshop-løsning, og er i dag en af de største e-commerce platforme i Danmark. Med DanDomain kan du hurtigt få din webshop op at køre.

DanDomain udmærker sig særligt med sine responsive shops, brugervenlige checkout-flow, gratis kurser og gode support-muligheder. Dog er der stadig tale om en hosted løsning, og det giver naturligvis nogle begrænsninger i forhold til nye funktioner og udvidelser.

Men DanDomain kan være et godt sted at starte for dig, der ikke tidligere har prøvet kræfter med webshops. Det er en abonnementsløsning uden en masse økonomiske overraskelser, og i kraft af deres gratis support, er det forholdsvist sikkert at gå til.

Her kan du se, hvilke integrationer DanDomain tilbyder.

ScanNet
Med ScanNet får du en række forskellige designskabeloner at vælge imellem. Du vælger selv farverne, layoutet og indholdet.

Ligesom DanDomain tilbyder ScanNet et responsivt design, så din webshop ser flot ud på både computer, mobil og tablet. Derudover kan du via en ekstern app få adgang til HTML og CSS, så du selv kan tilpasse din webshop, som du ønsker.

Ser man på priserne, ligger ScanNet i den dyrere ende. Men ScanNet kan være en god løsning, hvis du gerne vil have en hosted webshop-løsning, med flere designmuligheder. Designmulighederne vil give dig en webshop, som bedre kan følge med, når dine behov for tilpasning vokser.

Her kan du se, hvilke integrationer ScanNet tilbyder.

Shopify
Shopify er modsat DanDomain og ScanNet ikke en dansk løsning. Til gengæld er Shopify udbredt i hele verden. Det kan være en fordel, når man gerne vil have nye funktioner føjet til sin webshop. Med et stort internationalt marked går det ofte hurtigere at få tilføjet eventuelle nye funktioner til webshoppen.

Med Shopify får du også en hosted løsning, der er kendt for at tilbyde flot design og stor brugervenlighed.

Du vil opleve en del af de samme problemer med Shopify, som du løber ind i med DanDomain og ScanNet. Det er en hosted løsning, og derfor er der også begrænsninger for tilpasningsmulighederne.

Her kan du se, hvilke integrationer Shopify tilbyder.

Open source løsninger

Blandt de mest populære open source-løsninger finder man Magento og PrestaShop. Begge løsninger tilbyder klassiske open source-webshops. Vi kan heller ikke komme uden om at nævne WordPress-løsningen, WooCommerce. De sidder nemlig i dag på op imod 30 % af verdens webshops.

Magento
Magento er en open source løsning for dig, der gerne vil have en webshop, der er skræddersyet til dine behov. Det er let at hente, du kan nemlig nemt og hurtigt downloade Magento helt gratis via deres hjemmeside.

Til gengæld er Magento en noget mere krævende løsning, når først programmet er hentet, og for de fleste vil det kræve en vis viden om kodning eller hjælp fra en programmør.

Magento bliver af mange anset for at være en af de absolut bedste løsninger til større webshops. Du får en utrolig stor frihed og løsningen fungerer internationalt.

Som lille nystartet webshop er det måske ikke Magento, man skal lægge ud med. Har du derimod ambitioner om en større webshop, en international webshop, eller skal du til at opgradere din nuværende webshop, kan Magento være den rette løsning for dig.

I sidste ende er Magento bedst egnet til dig, der enten selv kan kode, eller har budgettet til at hyre hjælp fra en programmør.

PrestaShop
PrestaShop er ligesom Magento en gratis open source-løsning, der særligt er anvendelig for mellemstore webshops, som eventuelt gerne vil ud til flere lande. Hvor Magento på mange punkter er ret kompleks at arbejde i, er PrestaShop langt hen ad vejen lettere at gå til.

PrestaShop må derfor også betragtes som en bedre løsning til dig, der ikke nødvendigvis er ekspert i kodning, men gerne vil have en open source webshop.

Med PrestaShop er der ikke noget supportteam, til gengæld får du adgang til deres online forum, hvor du hurtigt kan hente hjælp til næsten alle problemer. Dette gør også PrestaShop lettere at gå til for dig, der måske endnu ikke er en haj til kodning.

Her kan du se, hvilke integrationer PrestaShop tilbyder.

WooCommerce
Hvis du allerede er fortrolig med WordPress vil WooCommerce sandsynligvis appellere til dig. WooCommerce er i virkeligheden et plugin til WordPress, så hvis du allerede har en WordPress side oppe at køre, kan du i princippet bare installere WooCommerce-modulet, og vupti, så har du en webshop. Meget nemmere bliver det ikke. Derudover har du med WooCommerce adgang til kodningen bag din WordPress side, og du har dermed frihed til at tilpasse siden til dine behov.

Men hvilken webshop-platform passer til dig?

Dette er blot et lille udvalg af de mange forskellige løsninger, der i dag findes for både hostede og open source webshops. Alle seks løsninger er dog blandt de absolut mest populære i Danmark, og er dermed også nogle af dem, der er mest pålidelige og brugervenlige.

Hav med i dine overvejelser:

  • Hvilket niveau dine tekniske kompetencer ligger på
  • Hvor meget hjælp du er villig til at hente udefra, for at få din webshop op at køre
  • Hvilke integrationer de forskellige udbydere tilbyder

Alle ovenstående webshop-platforme tilbyder integration til Billy Regnskabsprogram, så regnskabet hurtigt kan komme på plads. Men der er mange flere integrationer, der kan lette din hverdag betydeligt.

Tjek de forskellige udbydere ud, og se hvilke integrationer de kan tilbyde, så netop dine behov bliver mødt. Det virker måske som en mindre detalje nu, men på lang sigt kan det spare dig for mange timers tid og besvær.

Næste gang

I næste uge kommer blogindlægget til at handle om, hvilke betalingsløsninger, man med fordel kan anvende som webshop-ejer - du kan læse det her.

Og fik du ikke læst vores forrige blogindlæg om webshop-platforme, så kan du læse det her.

  • Trends for e-handel i 2024 - Se hvad du skal være opmærksom på 
  • Gratis budgetskabelon – få overblik over din virksomheds økonomi
  • Billy vs. Dinero: Hvilket regnskabsprogram skal jeg vælge?