Bag om Billy: Mød vores udvikler Lucas

Dato:26. april 2019
Læsetid:4 minutter

I denne uge af Bag om Billy kan du møde en af vores spritnye udviklere Lucas.

Lucas er vaske ægte Ama’rikaner og har boet på Amager siden han var helt lille. Han bor fortsat på den lille ø i Øresund sammen med sin kæreste, og der er ikke planer om at flytte foreløbigt.

Lucas har læst til datamatiker på erhversakademiet, Cphbusiness, og sidder til dagligt i vores tekniske afdeling, som softwareudvikler. Her bruger han tiden på at lave opdateringer til eksisterende funktioner eller på at udvikle helt nye funktioner ud fra de ønsker, som Billys brugere har. Lucas er vild med musik og en stor del af hans fritid går derfor på at lytte til alverdens numre, når han ikke lige ser netflix eller får gamet lidt på PC'en. Derudover spiller han trommer, når han ikke lige bruger tastaturet eller bordet som slagtøj.

Hvordan ser en almindelig arbejdsdag i Billy ud for dig?

“Vi møder og starter med at have et dagligt møde, hvor vi taler om, hvad der skal ske i dag. Vi laver nemlig mange forskellige ting i vores afdeling. Vi hjælper bl.a. i supporten, for software er ikke altid perfekt med det samme, og ellers så laver vi en masse opdateringer og features, som der kan være ændringer på, så Billy bliver nemmere at bruge.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i Billy?

“Jeg synes at Billys koncept er fedt. Og jeg kan godt lide, at det både er et seriøst og brugervenligt program. Det behøver ikke være komplekst at lave regnskab, hvilket Billy løser godt. Jeg er stolt af at arbejde i Billy og kan mærke, at de andre også er meget motiverede her. Vi har en fed ånd og arbejder godt sammen.”

Hvordan kan det være du valgte at starte hos Billy?

“Jeg havde faktisk først set Billy i en reklame på Facebook for nogle år siden uden at tænke over det. Men så blev jeg kontaktet af en på LinkedIn om et job hos Billy, og så kom jeg i tanke om reklamen. Så tjekkede jeg deres hjemmeside, og den så meget moderne ud. Jeg vidste ikke så meget om regnskab, men jeg kunne se at de udstråler et moderne program, og det ville jeg gerne være en del af. Og jeg kan godt lide, at det er en nyere virksomhed, hvor tingene går lidt hurtigere.”

Hvad laver du når du ikke er på arbejde i Billy?

“Jeg kan godt lide at spille trommer, spille computer eller se film på Netflix. Derudover så arbejder jeg også på mine egne projekter inden for kodning. Jeg bruger også tiden på at undersøge nye ting indenfor min branche og studerer nogle områder inden for kodning, så jeg kan forbedre mig. Det er ikke hver dag, for jeg bruger hovedet konstant på arbejdet, så det bliver også tit bare til Netflix.”

Hvad er dit drømmejob?

“Jeg vil gerne blive ved med at arbejde med moderne teknologi. Det skal være et sted, som går ind for at være innovative og finde nye måder at gøre tingene på. Så længe den ånd er der, så synes jeg, det er fedt.”

Hvis du var et dyr, hvordan ville du så beskrive dig selv?

“Hmm… Så er jeg måske en ugle. Jeg er meget observerende og analyserende som person. Det synes jeg passer meget godt. Og så er jeg er dårlig til at gå i seng om aftenen, så jeg er ofte træt om morgenen, så der passer en ugle vel meget godt.”

Hvis du skulle spise middag med en kendt person, hvem skulle det så være?

“Bill Gates. Jeg tror det kunne være spændende, fordi han har haft så meget indflydelse på verden, og så tror jeg, at han er klog, og jeg kunne nok lære noget af ham.”

Hvad er din guilty pleasure?

“Det er nok take away generelt. Jeg laver ikke så meget mad, så det kan godt blive et par gange om ugen. Jeg prøver at holde det nede, men nogle gange kan jeg godt være lidt for doven til at gide at lave mad.

Hvis du kun måtte spise en ting resten af livet, hvad skulle det så være?

“Pizza. Jeg tror. at jeg nok ville blive lidt træt af de på et tidspunkt, men jeg kan rigtig godt lide det. Og så med lidt af hvert på.”

Hvis du vandt en milion, hvad ville du så bruge pengene på?

“Så ville jeg købe en bil. Jeg har godt nok ikke noget kørekort, så det vil jeg nok også lige få taget først. Og så ville jeg nok lave køkkenet og badeværelset i min og min kærestes lejlighed.”

Næste gang

Glæd dig til næste interview, der udkommer om to uger, hvor du kan møde Georgios, som også er ny i vores tekniske afdeling.

Og fik du ikke læst forrige interview med vores rådgiver Frederik, kan du gøre det her.

  • Bag om Billy: Livet som praktikant hos Billy
  • Frihed og familie er rygraden i virksomheden Entegro
  • Garnspecialisten gør kloden grønnere én garnnøgle ad gangen