Syv råd til en sund økonomi i din virksomhed

Dato:2. juli 2021
Læsetid:5 minutter

Hvordan optimerer man sin virksomhed og får en mere sund økonomi?

Mange selvstændige stiller ofte spørgsmål til sig selv: ”hvordan kan jeg tjene penge?” og ”hvordan kan jeg øge min omsætning?"

Hvis du selv er en af dem, der søger svar på det, så læs videre. Vi har samlet syv konkrete forslag til, hvor du kan sætte ind for at få en sund økonomi i din virksomhed allerede i dag.

1. Hav tjek på dit cash flow og din likviditet

Allerførst skal du have tjek på dit cash flow (de penge, der går ind i virksomheden) og din likviditet (pengene på din bankkonto). Inden du overhovedet begynder at optimere virksomheden, har du nemlig brug for at vide, hvor meget der går ind i din virksomhed og hvor mange penge, du har til rådighed i form af banklån og opsparing.

Jo bedre, du kan forudse din virksomheds økonomi, jo lettere kan du begynde at investere i nye tiltag.

Eksempel: Øget omsætning på 150.000 – for en investering på kun 20.000

Ved du fx, at du altid har mindst 100.000 kr. i overskud på din virksomhedskonto, kan du overveje at få en ekstra deltidsmedarbejder til en månedsløn på 10.000 kr.. Han/hun kan besvare kundehenvendelser, så du selv kan bruge tiden på at skaffe nye kunder. Derefter kan du ansætte en deltidsudvikler, der kan håndtere de ekstra salg.

Lad os sige, at du sælger hjemmesider, og hver måned kan du sælge ekstra hjemmesider til 20.000 kr. + et månedligt servicegebyr på 2.000 kr.. Her vil du – alt andet lige – øge din faste omsætning med 25.000 kr. hver måned. Når året er omme, vil dit overskud være vokset med 156.000 kr. Det er vel en acceptabel lønforhøjelse – ikke?

2. Kend dine kunder og generer mersalg

Begynd med dine eksisterende kunder, før du opsøger nye.

Det er langt dyrere at skaffe nye kunder end at pleje dem, du allerede har. De kender din virksomhed, og du kender dem.

Overvej hvilke mersalgsprodukter, de kan have behov for, og afprøv så dine idéer. Du kan fx tale med hver enkelt kunde eller undersøge hvilke produkter, der fint kan supplere dit eksisterende varesortiment.

Hvis du som i eksemplet sælger hjemmesider, kan det måske give mening også at sælge kampagner til Google Ads. Hvis du sælger iPhone-covers, kan du måske også sælge iPad-covers. I din mini-kundeanalyse kan du stille spørgsmål som:

  • Hvilke arketyper er dine kunder?
  • Hvor mange penge betaler de i gennemsnit? Kan du øge dette gennemsnit – og hvordan?
  • Er alle dine kunder lokale? Bør du udvide til et større geografisk område?

Du skal kende dit marked (og dermed også dine konkurrenter), dine kunders alternativer og dine kunders præferencer.

3. Forstå dit produkt

Hvis du kender dine kunder, er det meget lettere at finde ud af, hvilke produkter du kan sælge dem.

Det er i det hele taget altid relevant at tale med dine eksisterende kunder. De ligger inde med værdifuld viden om, hvorfor de har valgt netop dig som leverandør. For at forstå dit produkt skal du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Har jeg prissat mit produkt for billigt – eller for dyrt?
  • Indeholder mit produkt de ting, som mine kunder efterspørger og betragter som værdifulde?
  • Hvordan adskiller mit produkt sig fra konkurrenternes?

Man kan finde på et hav af andre relevante spørgsmål, men hvis du kan svare på netop de tre, er du godt i gang. Det er fx afgørende at kende dit produkts kvaliteter, så du ved, hvordan du skal prissætte det i forhold til de andre alternativer på markedet. Mange selvstændige slår altid på pris, men det er et forkert sted at starte.

4. Iværksæt marketingsaktiviteter

Selv verdens bedste produkt sælger ikke sig selv. Derfor skal du bruge penge på markedsføring.

Det kan være alt fra en simpel Google-kampagne med Ads, som sender kunder ind på din hjemmeside, eller en SEO-kampagne, der bringer dig øverst i Google, når folk søger efter dine produkter.

Alt for mange selvstændige glemmer denne del og får derfor ikke tilstrækkeligt mange kunder i butikken. Især i startfasen er der en tendens til at tænke: ”jeg får nye kunder ved, at mine eksisterende kunder anbefaler mig”. Det er der sådan set intet galt i – men forestil dig, hvor meget hurtigere din forretning kan vokse, hvis du arbejder målrettet med at skaffe flere kunder.

5. Sæt dine salgsaktiviteter i system

Mens markedsføring drejer sig om at få kunderne ind i butikken, handler salg om at sælge mest muligt til dem. Hvad er din salgsstrategi?

Hvordan sikrer du dig, at du sælger mere til dine eksisterende kunder? Har du et loyalitetsprogram, som giver kunderne rabat, hvis de køber mere eller binder sig med en længerevarende kontrakt? I sidste ende vil salgsrettede aktiviteter sikre mersalg og dermed en mere stabil økonomi i din virksomhed.

6. Styrk din onlineprofil

Uanset hvilken form for virksomhed, du har, er dit ”online-visitkort” vigtigt. Det er din profil udadtil, og du er helt afhængig af et professionelt afsæt både online og offline.

Onlinepotentialet er faktisk gigantisk – men det er faldgruberne også. Din virksomhed skal derfor afsætte ressourcer og penge, hvis du på nogen måde vil øge din net-omsætning (det kræver mindst lige så meget som at åbne og vedligeholde en fysisk butik).

En onlineprofil er et kapitel for sig, men meget kort sagt skal du have:

  • En professionel hjemmeside udført af en dygtig designer og udvikler.
  • Et professionelt logo, der giver et fint indtryk af din virksomhed.
  • Velskrevne tekster, der beskriver dine ydelser og din virksomhed godt.

7. Skab rammerne for den gode helhed

Helt grundlæggende skal du forstå de økonomiske mekanismer i din virksomhed. Det veksler naturligvis fra firma til firma, men du skal under alle omstændigheder:

  • Have tjek på dit cash flow og din likviditet
  • Kende dine kunder og vide, hvem der lægger flest penge
  • Forstå at optimere dine bedst-sælgende produkter
  • Forstå at markedsføre dine produkter
  • Salgsoptimere og sælge mest muligt til dine kunder
  • Have styr på din onlineprofil

Så alt i alt: fokuser endnu mere på salg og de salgsfremmende punkter – så kan du tjene flere penge som selvstændig og få en mere stabil virksomhedsøkonomi.

  • Trends for e-handel i 2024 - Se hvad du skal være opmærksom på 
  • Gratis budgetskabelon – få overblik over din virksomheds økonomi
  • Billy vs. Dinero: Hvilket regnskabsprogram skal jeg vælge?