A-skat - Hvad er A-skat?

A-skat er en skat, man betaler af sin A-indkomst når man er over 18 år. En A-indkomst omfatter typisk lønindkomst, pension, dagpenge, SU, kapitalindkomst, renteindtægter mv. Hvor meget du betaler i A-skat afhænger af din trækprocent, som er bestemt af din årsindkomst.

Hvis du har en personligt ejet virksomheden ved siden af dit arbejde, så betaler du typisk A-skat af din løn og B-skat af din virksomhed.

Skattesystemet i Danmark er progressivt, hvilket betyder, at jo højere din indtægt er, jo højere vil din trækprocent være.

Hvordan beregnes trækprocenten af din A-skat?

Trækprocenten defineres som den procentdel af en indtægt, der bliver fratrukket som skat. I Danmark spænder trækprocenten for A-skat typisk fra 38% til 53%, afhængigt af om den skattepligtige er underlagt topskat eller bundskat, og om vedkommende er medlem af folkekirken og dermed betaler kirkeskat. Den nøjagtige trækprocent fremgår af ens skattekort.

Man beregner trækprocenten ud fra den samlede sum af de forskellige skatter man betaler. Disse skatter inkluderer kirkeskat, kommuneskat, sundhedsbidrag og statsskat. Statsskatten kan variere afhængig af ens indkomst, hvilket er dét, der afgør, om man betaler bundskat eller topskat.

Er der sammenhæng mellem A-skat og AM-bidrag?

Arbejdsmarkedsbidrag (am bidrag) beregnes ikke sammen med de øvrige skatter, fordi det bliver trukket fra lønnen, inden man beregner skatten.

Det endelige beløb man bliver trukket i skat afhænger også af eventuelle fradrag samt dit personfradrag. Desuden er skattereglerne i Danmark rimelig komplicerede, så det kan være en god idé at spørge SKAT til råds, hvis man er i tvivl.

Eksempel på lønseddel med A-skat

Når en medarbejder har sin primære indtægt fra en arbejdsplads, så betaler medarbejderen typisk A-skat af sin indtægt herfra. Det er forskelligt, hvor meget en medarbejder betaler i skat, men her er et eksempel på en lønseddel med A-skat: 

Medarbejderen Kim arbejder som anlægsgartner og tjener 35.000 kr. om måneden. Kim har fri telefon gennem arbejde og betaler 300 kr. om måneden inden skat samt ATP-bidrag på 94,65 kr. Derudover har Kim et personligt fradrag på 7.000 kr. 

Bruttoløn fratrukket fri telefon og ATP-bidrag

35.000 - 300 - 94,65 = 34.605,35

AM-bidrag på 8% 

34.605,35 * 0,92 = 31.836,92

Personligt skattefradrag på 7.000 månedligt

31.836,92 - 7.000 = 24.836,92

A-skat på 38%

24.836,92 * 0,38 = 9.438,03

A-skat fratrækkes efter personligt fradrag

24.836,92 - 9.438,03 = 15.398,89

Løn fratrukket A-skat og tillagt personligt fradrag

15.398,89 + 7.000 = 22.398,89 kr. i løn efter skat 

Hvad er forskellen på A-skat og B-skat?

A-skat er den skat, som er tilknyttet dit hovedkort, mens B-skat er tilknyttet dit bikort. Hovedkortet bruges der, hvor du tjener mest og bør kun bruges til et enkelt sted. Bikortet bruges til eventuelle andre indkomster, eksempelvis hvis du arbejder som freelancer eller har selvstændig bibeskæftigelse ved siden af dit arbejde som eksempelvis en enkeltmandsvirksomhed som selvstændig erhvervsdrivende.

A-skat vil oftest blive trukket automatisk i forbindelse med udbetaling af løn i modsætning til B-skat, hvor du selv skal indberette din B-indkomst til SKAT.

Frister for betaling af skat

Er du privatperson, er det din arbejdsgiver som er ansvarlig for at indberette din A-indkomst til Skattestyrelsen. Fristerne for betaling af A-skat og AM-bidrag for virksomheder afhænger af, om din virksomhed er registreret som enten en stor virksomhed eller lille og mellemstor virksomhed. 

Der er tale om en stor virksomhed, hvis dit AM-bidrag er mere end 250.000 kr. og/eller din A-skat er mere end 1 mio. kr. om året. Hvis din virksomhed ligger under denne grænse, er den kategoriseret som en lille eller mellemstor virksomhed (SMV). Du kan se frister for den gældende periode på skat.dk.

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du kan få support alle ugens 7 dage både på mail, telefon og chat.

Prøv Billy gratis i 30 dage