B-indkomst - Hvad er B-indkomst?

B-indkomst er en type indkomst, hvor der ikke er trukket skat og AM-bidrag, inden beløbet udbetales til modtageren. Modtageren af B-indkomst skal selv sørge for at betale skat og AM-bidrag af beløbet.

Hvis du har en personlig ejet virksomhed, skal du betale B-skat af virksomhedens overskud. Bliv klogere på virksomhedsskat.

B-indkomst er en indtægtskilde man har, hvis arbejdsgiveren ikke er en fast primær arbejdsgiver, og lønnen derfor betales som honorar eller provision. 

Hvem modtager B-indkomst?

Ikke alle har en fast primær indtægtskilde, og derfor er det danske skattesystem opdelt i A-indkomst og B-indkomst. Faggrupper der besidder et erhverv, hvor lønnen typisk udbetales som B-indkomst inkluderer freelancere, musikere, foredragsholder og selvstændige.

Beskatning af B-indkomst

B-indkomst er en skattepligtig indkomst ligesom A-indkomst. Forskellen er dog, at B-indkomst er en bruttoudbetaling fra arbejdsgiveren. Det betyder, at du som modtager af B-indkomst selv skal skal sørge for at betale skat og AM-bidrag af beløbet. Beskatning af B-indkomst kaldes B-skat

Hvordan indberetter man B-indkomst?

Det er vigtigt, at du husker selv at indberette din B-indkomst til SKAT, da du selv har ansvaret for at betale skat og AM-bidrag af din B-indkomst. Der findes to forskellige måder, hvorpå du kan indberette din B-indkomst, alt efter om du har B-indkomst som en fast eller sjælden indkomstkilde.

Beskatning af B-indkomst som fast indkomstkilde

Hvis du har en mere eller mindre fast B-indkomst, er det nemmest at skrive den forventede B-indkomst ind i din forskudsopgørelse. Derved bliver du trukket i skat ved at hæve din trækprocent og/eller sænke månedsfradraget. Hvis det ikke er muligt at indregne hele skatten, skal du betale skatten i rater gennem en bankoverførsel eller betalingsservice. Husk at opdatere din forskudsopgørelse, hvis beløbet ændrer sig i løbet af året, så du ikke ender med at skylde penge til SKAT. 

Beskatning af B-indkomst som sjælden indkomstkilde

Hvis du har en lille B-indkomst, kan du betale din B-skat og AM-bidrag direkte på SKAT’s hjemmeside via Dankort eller Netbank. Det betyder, at du selv skal trække AM-bidraget fra din B-indkomst, og derefter bruge din trækprocent til at beregne hvad B-skatten af restbeløbet bliver. Til sidst lægger du AM-bidraget og B-skatten sammen og indbetaler til SKAT. 

Her skal du huske at indberette din B-indkomst løbende, hvis der er tale om mere end én udbetaling.

Hvordan indberetter man B-indkomst som arbejdsgiver?

Som arbejdsgiver skal du indberette en B-indkomst på modtagerens CPR-nummer. Det kan du gøre via eget lønsystem eller direkte i eIndkomst. Det er altså meget enkelt at udbetale B-indkomst som arbejdsgiver, da du hverken skal afregne AM-bidrag eller skat før udbetalingen.

Kan man både have A-indkomst og B-indkomst?

Man kan sagtens have både A-indkomst og B-indkomst på samme tid, hvis du f.eks. er ansat i en virksomhed og har din egen virksomhed ved siden af. Lønnen som ansat i en virksomhed udbetales fast som A-indkomst, mens at overskuddet fra din egen virksomhed er B-indkomst. Det betyder også, at du både skal betale A-skat og B-skat. 

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du kan få support alle ugens 7 dage både på mail, telefon og chat.

Prøv Billy gratis i 30 dage