Bag om Billy: Mød digital marketingkoordinator Maria

Carl-Oscar Wentzlau

16. februar 2018

Maria er 27 år og født og opvokset i Ringsted. Her bor hun også i dag sammen med sin kæreste Nicklas og mopsen Bella.

Maria er den nyeste tilføjelse til marketingteamet, og selvom hun kun har været her i kort tid, så har vi allerede nu lært, at Maria på ingen måde er fan af hverken leverpostej eller røde pølser.

Inden Maria startede i Billy, læste hun Kultur og Formidling på Syddansk Universitet i Odense, og hun er lidt af en ørn til at grifle tekster og layoute.

Hvad laver du i Billy?

“Jeg sidder med planlægning, eksekvering og opfølgning af kampagner på sociale media, blog og e-mail marketing. Derudover er jeg med til at optimere kampagner på tværs af platforme og kanaler. Og så er jeg selvfølgelig også med til at sprede den gode energi, vi har her på kontoret.”

Beskriv din favoritdag i Billy?

“Nu har jeg ikke arbejdet her så længe, men hvis jeg skal nævne den bedste dag, så må det være fredag. Jeg elsker, når det bliver fredag hos Billy. Hver fredag er humøret bare ti gange højere end normalt. Energien er i top, vi hygger og vi får stort set altid megagod mad fra vores faste frokostleverandør. Nogle gange bliver der også åbnet en flaske champagne eller to, hvis vi har nået en milepæl i ugens løb. Det synes jeg er helt unikt, og det gør Billy til et fedt sted at arbejde.”

Hvordan ser en hverdag ud for dig?

“Da jeg bor i Ringsted har jeg en smule langt ind til Billy. Det betyder, at vækkeuret ringer kl. 6.30 hver morgen. Jeg starter dagen med at lufte min mops Bella. Hun er stadig hvalp og har ild i rumpetten. Så det kræver, at vi går nogle lange ture og leger en del med hende.”

Hvad er din guilty pleasure?

“Hjemme hos os er vi vilde med god rødvin og lækker mad. I stedet for at forkæle os selv med slik en fredag eller lørdag aften, så foretrækker vi at drikke nogle udsøgte vine og spise god mad. Det sker ofte, at vi tager ud og spiser, og så kaster vi os gerne ud i dagens menu. Hjemme spiser vi meget basale retter, men ude er vi lidt mere vovede og eksperimenterer gerne. Jeg er ikke så kræsen, men er absolut ikke fan af røde pølser og leverpostej. Det er et kæmpe no-go.”

Hvor du ser dig selv om 10 år?

“Min kæreste og jeg har lige skrevet under på et nybyggerhus i Ringsted. Det overtager vi den 1. september, og det er jo et stort skridt. Så tænker jeg, at min kæreste til den tid har friet, og at vi er blevet gift. Derudover må der gerne være et par børn. Det kunne være hyggeligt, hvis de når at lære Bella at kende.”

Hvis du var en tegnefilmsfigur, hvilken en ville du så være og hvorfor?

“Så ville jeg gerne være en vaskeægte Disneyprinsesse. Måske Ariel fra Den Lille Havfrue, Belle fra Skønheden og Udyret eller Yasmin fra Aladdin. Så skulle jeg bo på et fortryllet slot, rejse på nye eventyr og bekæmpe de onde. Og så kunne det være megafedt at have evnen til at snakke med alle dyr.”

5 hurtige:

Lakrids eller vingummi?
"Jeg er total vingummipige."

Hunde eller katte?
"Jeg har jo min hund Bella, så svaret er åbenlyst."

Hvilken filmgenre foretrækker du?
"Jeg er tosset med Disneyfilm."

Sky dive eller bestige Mount Everest?
"Sky dive. Det har jeg prøvet, og det var vildt."

Spise McDonalds 14 dage i træk eller undvære internet i 14 dage?
"McDonalds 14 dage i træk. Det er lækkert."

Næste gang

Næste interview kommer ud om 14 dage, hvor du kan møde vores rådgiver Mads.

Og fik du ikke læst forrige interview med vores udvikler Paulo, kan du gøre det her.