Manuel bogføring af dagens salg

Forfatter:Mathias Anker Droob
Dato:11. maj 2023
Læsetid:3 minutter

Hvis du har noget salg gennem f.eks. Zettle eller Mobilepay, skal du typisk bogføre dagens eller månedens salg. Det kan være lidt besværligt at bogføre de daglige kasserapporter, når du driver en fysisk forretning. Men med lidt øvelse bliver det intet problem.

Her er en guide til, hvordan du korrekt bogfører dine daglige kasserapporter - også kendt som dagens salg. Hvis du vil bogføre salg fra Mobilepay, vil vi anbefale at du følger vores guide for dette.

Sådan bogføres salget manuelt

Vi tager udgangspunkt i denne simple udgave af en kasserapport, hvor alt salg er momspligtigt.

Vi har her lavet en oversigt over salget for en virksomhed, hvor der både modtages kontanter og dankortbetalinger. Derudover er der nogle betalingsgebyrer igennem deres betalingsløsning som bliver fratrukket salget inden udbetaling.

Bogføringen af salget skal foretages i kassekladden på følgende måde:

  • Vælg Bogføring i menuen.
  • Vælg Kassekladde.
  • Vælg Tilføj transaktion.
  • Angiv datoen til den dag, du er ved at bogføre salget fra. Dette er typisk den sidste dag i måneden hvis der er månedsrapporter eller dagens dato for dagsrapporter.
  • Vi skal lave en flerbenet postering, hvilket betyder at vi skal tilføje nogle linjer til kassekladden. Det kan du gøre ved at holde musen over den lille pil helt til højre for kassekladden og klikke på det lille '+' som kommer frem. Eller du kan trykke kommandoen CTRL + L eller COMMAND + L på en Macbook. Vi skal bruge 4 linjer i alt.
  • I den første linje kan man skrive måneden- eller dagens salg d. xx/xx-xx.
  • Vælg indtægtskonto. Typisk 1110 - Salg med momssatsen Salgsmoms (25%).
  • Skriv det samlede salgs beløb i Kredit. Lad være med at vælge en modkonto.
  • Derefter skal du gå til næste linje i posteringen. Her kan du f.eks. angive hvis der har været noget kontant salg. Hvis du har, så skriver du Kontanter og vælger kontoen 5720 - Kontantbeholdning. Husk at sætte momsen til Momsfrit (0%) eller efterlad feltet tomt, da du har registreret momsen igennem den første linje.
  • Angiv det modtagne kontantbeløb i Debet.
  • På den næste linje kan du angive om der har været et betalingsgebyr. Hvis der har, kan du skrive Gebyr i tekstfeltet og vælge kontoen 2320 - Gebyrer. Gebyrer er momsfrie, så der skal ikke indtastes noget ved moms.
  • Angiv gebyr beløbet i Debet.
  • På den sidste linje, skal vi angive det beløb vi har modtaget i banken fra dankort-betalingerne. Du kan skrive Dankort i tekstfeltet og vælg kontoen 5710 - Bank.
  • Angiv beløbet i Debet. Beløbet skal stemme overens med det samlede salg minus gebyr og kontanter. 

Hele transaktionen skal gå op, så der ikke er nogen difference mellem det samlede salg og det udbetalte igennem bank og kontanter. Det kan du se i bunden af siden, når du står på transaktionen

Hvorfor er betalingsgebyrer uden moms?

Betalingsgebyrer gennem betalingsudbydere eller kassesystemer er momsfrie, da de er et gebyr. Gebyrer er nemlig altid momsfrie og skal derfor sættes som momsfri når man bogfører dagens eller månedens salg. 

Det varierer meget, hvor meget hver betalingsudbyder tager for at håndtere og udbetale dit salg. Nogle har kun transaktionsgebyrer mens andre også har nogle månedsgebyrer ud over abonnementsprisen.