7 stærke tips til at få ansat din drømmekandidat

Forfatter:Amanda Nielsen
Dato:27. juli 2021
Læsetid:4 minutter

Er du på jagt efter en ny medarbejder i din virksomhed?

Så skal du være opmærksom på, at en fejlrekruttering kan sætte økonomien under voldsomt pres. Det er både surt og dyrt, hvis din medarbejder smutter efter et par måneder, og du igen skal bruge værdifuld tid på at rekruttere og oplære en ny.

Vi har samlet vores bedste tips til, hvordan du undgår en fejlrekruttering og fanger din drømmekandidat.

Inden du går i gang

Hvis du vil have fat i de allerbedste medarbejdere, skal du tænke over, hvordan du fremtræder, og hvilke værdier du repræsenterer. Og gør det inden, du starter selve ansættelsesprocessen.

Før du kan gå på jagt efter din drømmekandidat, skal du sætte dig ind i ansøgerens sted og forestille dig, hvordan du og din virksomhed virker mest tiltalende for udefrakommende. Lav noget research og find ud af, om du går efter en kreativ iværksætter, en proaktiv problemknuser eller en passioneret arbejdshest. Brug den viden til at finde ud af, hvordan du bedste præsenterer dig og din virksomhed for en kommende medarbejder.

7 stærke tips

Her får du 7 gode råd til processen, som hjælper dig med at finde de helt rigtige medarbejdere til din virksomhed og faktisk beholde dem i fremtiden.

1. Jobannoncen

I jobannoncen skal du tydeligt beskrive præcis den arbejdsoplevelse, du gerne vil give din kommende medarbejder. Beskriv miljøet, de sociale forhold og hvilke værdier, der vægtes højt i din virksomhed. Det kunne for eksempel være, at arbejdet er præget af fagligt engagement med fokus på samtidig at skabe et fleksibelt arbejdsmiljø. Tænk over, hvordan arbejdsmiljøet i din virksomhed skal være, så den rette kandidat, som passer hertil, henvender sig.

2. Ansøgningsprocessen

Det har stor betydning, at ansøgningsprocessen er både personlig og effektiv. Det er en god ide at sende en personlig mail, som ikke er formuleret alt for formelt, da det kan være demotiverende for ansøgeren at modtage en standard mail. Lad ikke ansøgeren vente på svar i ugevis. Lav i stedet et ”tre-dagesløfte”, som betyder, at du giver ansøgeren svar senest tre arbejdsdage efter, at de har indsendt en ansøgning eller været til en jobsamtale.

3. Jobsamtalen

Jobsamtalerne kan være en udfordring for både arbejdsgiver og ansøger. Måske er begge parter nervøse, så sørg for at gøre det til en god oplevelse både for dig selv og særligt ansøgeren. Skab en afslappet atmosfære og fokusér på at fremhæve virksomhedens værdier og arbejdsmiljø. Hvis du for eksempel ønsker, at arbejdet skal være præget af humor og overskud i hverdagen, bør det kunne aflæses i dit kropssprog og din udstråling under jobsamtalen.

4. Indtil opstarten

Mange overser perioden fra jobtilbud til opstart, men det er en vigtig tid, hvor du har mulighed for at motivere din nye medarbejder og skabe et positivt indtryk af din virksomhed. Send den nye medarbejder e-mails om, at du glæder dig, til at medarbejderen starter. Du kan fx tilføje lidt information om nogle af de opgaver, der venter og kort skrive, hvorfor du mener medarbejderen får succes med de kommende arbejdsopgaver.

Læs også: Sådan udbetaler du løn til dine ansatte som selvstændig

5. Første arbejdsdag

Den første arbejdsdag skal helst sidde lige i skabet, sørg for at være velforberedt. “Er det i dag du starter?” er for eksempel ikke en god begyndelse. Få styr på det praktiske og få gjort en arbejdsstation klar, så din medarbejder føler sig velkommen.

6. Dagligdagen

Dagligdagen i jobbet skal naturligvis matche den arbejdsoplevelse, du tidligere har præsenteret for ansøgeren. Intet er mere frustrerende for en ny medarbejder, end når virksomheden lover én type oplevelse, men leverer noget helt andet, som slet ikke matcher forventningerne.

7. Sidste arbejdsdag

Hvis din medarbejder alligevel søger nye udfordringer, skal den sidste dag på jobbet også være en god oplevelse. Det handler om, at du skal bevare et godt rygte ude i byen, derfor skal afskeden med medarbejderen være en god oplevelse for din medarbejder. Du kan eventuelt købe en afskedsgave som passer til din medarbejder. På den måde er det lidt lettere at slutte på god fod.

Held og lykke med din ansættelsesproces!

  • Trends for e-handel i 2024 - Se hvad du skal være opmærksom på 
  • Gratis budgetskabelon – få overblik over din virksomheds økonomi
  • Billy vs. Dinero: Hvilket regnskabsprogram skal jeg vælge?