Løn i et selskab: Få den laveste beskatning

Forfatter:Henrik Hedegaard Kastbjerg
Dato:20. januar 2017
Læsetid:2 minutter

Det er ikke lige meget, hvordan du får udbetalt din løn, når du er direktør i et selskab, du ejer.

For at opnå den lavest mulige beskatning skal du først se på størrelsen af din løn. Derefter skal du vælge, om du vil have din løn udbetalt som almindelig løn eller som udbytte.

Tommelfingerreglen er, at det bedst kan betale sig at få din løn udbetalt som almindelig løn indtil, du rammer topskattegrænsen, som i år er 521.304 kr. før arbejdsmarkedsbidrag. Det svarer til en månedsløn på 43.442 kr.

Er din årsløn større end 521.304 kr., bør du få beløbet over topskattegrænsen udbetalt som udbytte.

Her et eksempel som forklaring

Lønbeskatningen af den sidst tjente krone op til topskattegrænsen på 51.700 kr. / 103.400 kr. for ægtefæller inkl. arbejdsmarkedsbidrag er 42,67%.

Beskatning på udbytte op til 51.700 kr. / 103.400 kr. for ægtefæller er 43,05%.

Lønbeskatningen over topskattegrænsen på 51.700 kr. / 103.400 kr. for ægtefæller er 56,44%.

Beskatning på udbytte over 51.700 kr. / 103.400 kr. for ægtefæller er 54,76%.

Vælg et lønsystem

Når du skal have lønnen beregnet og udbetalt, er du nødt til at have et lønsystem til at hjælpe dig med dette. Det er kun nettolønnen, du får udbetalt, og selskabet skal tilbageholde penge til betaling af A-skat og AM-bidrag.

Der findes mange forskellige lønsystemer til forskellige priser. Min anbefaling er, at du vælger et, som arbejder sammen med dit regnskabsprogram, så du nemt og hurtigt kan bogføre lønudbetalinger. Eksempelvis er Salary lønsystem et populært valg hos mange Billy-brugere, fordi Salary bogfører lønnen automatisk i Billy, og klarer alle indberetninger og betalinger til SKAT, ATP, ferie, og pension.

Når du først er tilmeldt løn ved SKAT, skal du huske at lave lønnen hver måned eller evt. en nulangivelse. Ellers får du en bøde på 800 kr.

Husk kontrakten

Som direktør i dit eget selskab skal du huske at have en ansættelses- eller direktørkontrakt. Det kan virke lidt omstændeligt, at du selv skal skrive under på en kontrakt to gange, men det er et krav fra SKAT, hvis de kommer på besøg. Du kan eksempelvis få lavet en direktørkontrakt her.

Indlægget er skrevet af revisor Henrik Hedegaard Kastbjerg fra Midtjysk Revision.

  • Grundlæggende regnskabsføring - 3 emner du skal forstå
  • Årsregnskabets øvrige oplysninger for selskaber - hvad skal du være opmærksom på?
  • Virksomhedsskat – få indblik i det her