Start din webshop som affiliate-side

Tobias Ehlig

24. juli 2015

Som iværksætter er det meget populært at starte en webshop. For mange går det da også ganske fint med at komme i gang, men at opbygge en sund forretning er straks sværere. Der er nemlig efterhånden ekstremt hård konkurrence inden for e-handel, og derfor er det ganske naturligt ikke alle der får succes med deres webshop-projekter.

En af de helt store udfordringer når man skal starte en webshop er hele aspektet med de fysiske varer man skal sælge – der skal bindes en masse penge i varelager inden du reelt ved om varerne kan sælges. Denne problemstilling har jeg en løsning på.

Start ud som affiliate website

Ved at du blot starter dit webshop-projekt ud som et affiliate website, så undgår du den risiko der ligger i at du kan brænde inde med en masse varer du ikke kan få solgt. Derudover slipper du for at bruge tid på al logistikken i opstartsfasen.

I mine øjne er det vigtigste område inden for e-handel i dag uden tvivl markedsføring. Netop fordi der er så mange om buddet, så er det svært at nå ud med dit budskab, og derfor bør du som det første afprøve, om du overhovedet formår at drive trafik til dit domæne. Derfor er det også ganske smart at starte som et affiliate website, da markedsføring så stort set er den eneste arbejdsopgave du skal tage dig af.

Så min klare anbefaling er altså at du lægger dine webshop-planer til side for en stund, og så finder en god affiliate partner der i forvejen sælger de produkter du også ønsker at sælge. Tag fx et kig på Partner-Ads.dk som jeg selv er rigtig glad for at bruge.

Når du har fundet en webshop der tilbyder dig provision når du kan henvise en kunde til deres forretning, så begynder du altså at blogge omkring produkterne inde på dit domæne. Dermed begynder du lige så stille at optræde i søgeresultaterne på Google, og du kan også fx starte en Facebook-side op omkring dit website, selvom du endnu ikke selv sælger nogle produkter direkte.

Når du så på et tidspunkt har en god portion besøgende hver eneste dag, så kan du gå i gang med at udvikle din forretning til at være en decideret webshop.

Specielt hvis du ønsker at træde ind på et meget konkurrencepræget marked, så kan denne fremgangsmåde være meget nyttig. Her vil det nemlig være ekstra svært at få succes med din markedsføring, og derfor er det altså meget vigtigt at du får testet om du overhovedet kan skaffe trafik til siden, inden at du køber et stort varelager hjem.

Et eksempel på dette er hjemmesiden Katoni.dk som en af mine venner har startet op sammen med en partner. Det de vil sælge er ganske enkelt ”tøj”. I mine øjne et vanvittigt projekt, fordi den massive konkurrence gør det så svært at markedsføre webshoppen. Men måden de har gjort det på er helt genial. De har netop startet op blot som en affiliate side, hvor de henviser til store tøjportaler som Zalando og lign., og dermed kan arbejde to mand næsten udelukkende på at markedsføre websitet, idet de ikke skal bruge tid på al den administration der ellers er ved at have en decideret webshop.

Måske du kan bruge en lignende opskrift næste gang du skal starte en webshop?