Forskudsopgørelse - Hvad er en forskudsopgørelse?

En forskudsopgørelse er en opgørelse over, hvad du skal betale i skat i det indeværende år baseret på dine forventede indtægter og fradrag. Forskudsopgørelsen viser din forventede indkomst og din skatteprocent. 

Hvis du har en personligt ejet virksomhed, skal du betale B-skat af overskuddet gennem din forskudsopgørelse. Bliv klogere på virksomhedsskat.

Forskudsopgørelsen frigives hvert år i november måned, og er baseret på din økonomiske situation de forgangne år. Det er vigtigt, at du retter i din forskudsopgørelse, hvis din økonomiske situation har ændret sig. 

Hvorfor skal jeg rette min forskudsopgørelse?

SKAT beregner oplysningerne i din forskudsopgørelse ud fra din økonomiske situation de forgangne år, og din trækprocent og fradrag sættes derefter. Hvis din økonomiske situation har ændret sig, og du ikke får rettet det i din forskudsopgørelse, vil dit fradrag og/eller din trækprocent være forkerte. Derved kan du risikere at betale for meget eller for lidt i skat. 

Når året er overstået, vil SKAT modtage oplysninger fra fx din arbejdsgiver og din bank, og deraf vil din årsopgørelse blive udarbejdet. Når den er klar i Tastselv, vil du finde ud af, om der er en afvigelse mellem din forskudsopgørelse og din årsopgørelse, og derved om du skal indbetale restskat eller have overskydende skat tilbage.

Hvornår skal jeg rette i forskudsopgørelsen?

Du skal rette i din forskudsopgørelse, hvis din økonomiske situation ændrer sig, for at opnå et mere reelt månedsfradrag og/eller trækprocent. Eksempler på hvad der kan påvirke din trækprocent og dit fradrag er:

  • Hvis du starter uddannelse
  • Hvis du får kortere eller længere vej til arbejde (befordringsfradrag)
  • Hvis du får lønstigning, lønfald eller bliver fyret
  • Hvis du udfører arbejde, der skal betales B-skat af
  • Du går på pension

Hvordan retter man sin forskudsopgørelse?

På SKATs hjemmeside kan du se og rette i din forskudsopgørelse. I november hvert år bliver din forskudsopgørelse frigivet, og du kan rette i den løbende hele det kommende år. Du kan også tilgå tidligere årsopgørelser. Når du har rettet i din forskudsopgørelse, vil du automatisk modtage en ny forskudsopgørelse og et opdateret skattekort.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du retter i din forskudsopgørelse, kan du henvende dig direkte til SKAT. 

Forskudsopgørelse for personligt ejede virksomheder

Driver du en personligt ejet virksomhed, er det vigtigt, at du er opmærksom på om oplysningerne i din forskudsopgørelse er korrekte, da du beskattes af dit overskud gennem B-skat som oplyses i forskudsopgørelsen. 

Hvert år skal du oplyse din forventede omsætning for det kommende år, og hvis den ændrer sig i løbet af året, skal du huske at rette det i forskudsopgørelsen. 

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du kan få support alle ugens 7 dage både på mail, telefon og chat.

Prøv Billy gratis i 30 dage