Nulpunktsomsætning - Hvad er nulpunktsomsætning?

Nulpunktsomsætning er et nøgletal som giver virksomheder et billede af, hvor meget den skal omsætte for i en given periode, for at resultatet går i 0. Er omsætningen mindre end nulpunktsomsætningen, vil virksomheden have et underskud. Omsætter virksomheden derimod for mere end nulpunktsomsætningen, har virksomheden et overskud.

Nøgletal er vigtige for at få overblik over den økonomiske situation i din virksomhed. Hvis du bruger et regnskabsprogram som Billy, får du hurtigt et grafisk overblik over indtægter og udgifter. Prøv Billy gratis.  

Virksomheder kan beregne deres nulpunktsomsætning, for at finde ud af hvordan de klarer sig økonomisk. Hvorimod omsætningen kun siger noget om virksomhedens samlede indtægter, giver nulpunktsomsætningen et billede af overskud eller underskud. 

Hvordan beregnes nulpunktsomsætning?

For at beregne nulpunktsomsætning, skal du kende virksomhedens dækningsgrad og kapacitetsomkostningerne. De to variable er beskrevet nedenfor:

Dækningsgrad er dækningsbidraget i procent. Du skal derfor beregne dækningsbidraget for at kunne finde dækningsgraden. Dækningsbidraget er det beløb, du har tilbage efter de variable omkostninger er trukket fra omsætningen. Når du har dækningsbidraget, skal du dividere det med omsætningen og gange med 100 for at få tallet i procent. Formlen er: dækningsbidrag / omsætning x 100 = dækningsgrad

Kapacitetsomkostninger også kaldet faste omkostninger, er de udgifter som er relateret til driften i virksomheden og derfor ikke afhænger af salgets størrelse og sammensætning. Det kan være alt fra løn, husleje og forsikringer. 

Når du har styr på de nævnte tal, er du klar til at beregne nulpunktsomsætningen. Det gøres ud fra denne formel: (kapacitetsomkostninger x 100) / dækningsgrad

Eksempel på udregning af nulpunktsomsætning:

Step 1. Først skal du udregne dækningsgraden. Har du allerede dækningsgraden, kan du se bort fra dette step. Hvis omsætningen i en given periode er 500.000 kr. og variable omkostninger er 180.000 kr. vil virksomheden have et dækningsbidrag på 500.000 kr. - 180.000 kr. = 320.000 kr. Dækningsbidraget skal derefter divideres med omsætningen og ganges med 100 for at få dækningsgraden (320.000 kr. / 500.000 kr) x 100 = 64%

Step 2. Lad os forestille os at de faste udgifter for en given periode giver et total på 200.000 kr. Dermed har du de to nødvendige variable, til at beregne nulpunktsomsætningen: (Kapacitetsomkostninger x 100) / dækningsgrad
(200.000 kr. x 100) / 64% = 312.500 kr. 

Med en nulpunktsomsætningen på 312.500 kr., skal virksomheden omsætte for 312.500 kr. for at resultatet går i 0. Omsætter virksomheden for mere end dette, vil der være et overskud, og omvendt hvis virksomheden omsætter for mindre end nulpunktsomsætningen, er der et underskud.

Hvad er en god nulpunktsomsætning?

Det er svært at sige, hvad en god nulpunktsomsætning er, da det er afhænger af mange faktorer såsom størrelse på virksomheden og industri. Som udgangspunkt går virksomheder efter en lav nulpunktsomsætning, da det da vil være lettere at få dækket sine omkostninger og lave et overskud, men man kan ikke sammenligne nulpunktsomsætningen mellem forskellige industrier. 

En freelancer vil typisk have en lavere nulpunktsomsætning end en håndværker, da en freelancer ofte ikke har høje faste omkostninger og variable omkostninger. En håndværker har derimod omkostninger til diverse materialer og værktøj, som kan medføre en højere nulpunktsomsætning.

Hvad hvis nulpunktsomsætningen er for høj?

Har din virksomhed svært ved at nå nulpunktsomsætningen, kan det være en idé at kigge på de faste omkostninger, og se om de kan skæres ned. Du kan også forsøge at hæve dækningsbidraget, på de varer du sælger, altså hæve dækningsgraden, ved enten at mindske de variable omkostninger eller øge omsætningen. 

Små virksomheder vil ofte have en lavere nulpunktsomsætning end større etablerede virksomheder, da de ikke har høje kapacitetsomkostninger til produktion og lønninger. Derfor kan små virksomheder med lavere kapacitetsomkostninger også tit reagere hurtigere end de tungere virksomheder. 

Hvorfor er nulpunktsomsætning et vigtigt nøgletal?

Det er afgørende at vide, hvor meget en virksomhed skal tjene ind for at kunne dække sine faste omkostninger i en given periode. Derfor et nulpunktsomsætningen et vigtigt nøgletal, der giver dig en indikator på om dine faste omkostninger er for høje eller dækningsbidraget er for lavt, så du sikrer, at du sætter de rette mål for din virksomhed.

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du kan få support alle ugens 7 dage både på mail, telefon og chat.

Prøv Billy gratis i 30 dage