Guide: Opstart af virksomhed på dagpenge 

Billy regnskabsprogram forfatter

Forfatter

Anna-Dora Maron

Dato

30. July 2021

Læsetid

4 minutter

Opstart af virksomhed kan være en nervepirrende oplevelse. Især, hvis du lige er blevet færdiguddannet, eller hvis du lige har opsagt dit job.

Det fede ved din situation er, at du faktisk kan modtage supplerende dagpenge samtidigt med, at du starter din nye virksomhed op. 

Der er dog nogle regler og betingelser, du lige skal være opmærksom på inden. Og dem har vi samlet til dig lige her.

Er virksomheden en fritids- eller bibeskæftigelse?

Du skal først og fremmest tage stilling til, om din nye virksomhed er en bibeskæftigelse eller en fritidsbeskæftigelse.

Fritidsbeskæftigelse

Din virksomhed er en fritidsbeskæftigelse, når du ikke har et CVR-nummer og ikke er underlagt skattereglerne for selvstændige. Det kan fx være, når du driver deltidslandbrug, udlejning (under 10 lejemål og begrænset arbejdsopgaver) eller er biavler.

Hvis din virksomhed er fritidsbeskæftigelse, kan du ikke optjene dagpenge. I stedet skal du modregne dine arbejdstimer i virksomheden med dine dagpenge. 

Bibeskæftigelse

De fleste selvstændige virksomheder er dog bibeskæftigelse. Her har du ofte et CVR-nummer, og er ejer eller medejer af en virksomhed.

Når du har en selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, kan du modtage supplerende dagpenge i op til 30 uger inden for en periode på 2 år. Du kan endda få lov til at forlænge perioden op til 12 uger yderligere. 

Udløber din almindelige ret til dagpenge i løbet af de 30 uger, kan du dog ikke få supplerende dagpenge i hele perioden. 

Få styr på din A-kasse

Din virksomhed skal have en skriftlig godkendelse fra din A-kasse, før du må drive virksomhed ved siden af dine dagpenge. 

Derfor er det vigtigt, at du starter ud med at kontakte din A-kasse, så du kan få klar besked om dine muligheder, før du går i gang. 

Hvis du allerede er i gang med opstart af virksomhed, skal du sørge for at notere de timer, du arbejder. Så kan du bevise overfor A-kassen, at du ikke arbejder på din virksomhed, mens du burde søge job eller stå tilgængeligt for arbejdsmarkedet.

Det kan også være en god idé at undersøge, om din A-kasse fortsat matcher dine behov og præferencer. Der findes nemlig A-kasser, der netop er til selvstændige erhvervsdrivende, hvor du kan få gratis hjælp og rådgivning. Det kan du læse mere om her.

Min A-kasse har godkendt - hvad nu?

Har din A-kasse givet dig grønt lys for at få supplerende dagpenge? Så er det bare med at komme i gang. 

Start med at få oprettet et CVR-nummer, hvis du endnu ikke har gjort det. Med et CVR-nummer kan du spare rigtigt mange penge i fradrag, når du har udgifter til din virksomhed, hvilket du især har i starten.

Du skal selv sørge for at indberette de arbejdstimer, du lægger i din virksomhed, til din A-kasse hver måned. Det gør du ved at registrere timerne på dit dagpengekort. Det gælder også de timer, hvor du ikke har haft en indtægt eller har arbejdet uden for normale arbejdstimer. 

Bemærk: Hvis du har haft en selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse kort forinden, du blev ledig, skal du først søge job i seks måneder, før du må starte din nye virksomhed på supplerende dagpenge.

Regler for drift af virksomhed som bi- eller fritidsbeskæftigelse

  • Du må gerne starte din virksomhed med målet om at gøre det til hovedbeskæftigelse.
  • Du må gerne arbejde i dagtimerne, men du skal kunne flytte arbejdsopgaver, hvis du får tilbudt praktik, løntilskud eller lønnet arbejdet. Opgaverne skal også vige for møder i A-kassen eller på jobcentret.
  • Du skal altid kunne flytte din arbejdstid og opgaver med minimum én dags varsel.
  • Du skal opfylde kravene for dagpenge – det betyder, at du skal være aktivt jobsøgende, stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge opslået fuldtidsstillinger hver uge.
  • Hvis du ejer under 50% af en selvstændig virksomhed, betragtes du i stedet som lønmodtager og skal søge om supplerende dagpenge til lønarbejde på nedsat tid.

Hvis du har startet din virksomhed, inden du gik på dagpenge, er der yderligere krav, du skal overholde:

  • Du skal i de seneste 6 måneder, før du blev ledig, have indberettet i gennemsnit 80 lønmodtagertimer pr. måned, i mindst fem af de seks måneder.
  • Du må ikke medregne de timer, du har lagt i din virksomhed.

Bonus tip: Undgå faste træffe- og åbningstider for din virksomhed. Så er du ikke bundet af, at skulle udføre arbejde på bestemte tidspunkter. Samtidigt kan du dokumentere overfor A-kassen, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Tilbage til overblikket

Andre relaterede artikler: