Virksomhedsskatteordning - Hvad er virksomhedsskatteordning?

Virksomhedsskatteordningen (VSO), også kaldet virksomhedsordningen, er en frivillig beskatningsform for personlig ejede virksomheder. Med virksomhedsskatteordningen betaler du 22% i selskabsskat af dit opsparede overskud i stedet for personskat.

Har du en personlig ejet virksomhed, og er du i tvivl om hvilken af de tre forskellige beskatningsformer, du skal vælge? Bliv klogere på virksomhedsskat.

Når din virksomhed er under virksomhedsskatteordningen, minder det meget om de regnskabsregler, selskaber er tilknyttet. Dog har virksomheder i virksomhedsskatteordningen stadig personlig hæftelse.

Hvad indebærer en virksomhedsskatteordning?

En virksomhedsskatteordning er et alternativ til personlig beskatning for personligt ejede virksomheder (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber). Selvom du stadig har personlig hæftelse, vil virksomhedsskatteordningen kræve en opdeling af virksomhedens økonomi og din privatøkonomi. Du er forpligtet til at lave årsregnskab under virksomhedsskatteordningen. 

Det særlige ved virksomhedsskatteordningen er, at du betaler selskabsskat på 22% af det overskud, du opsparer i din virksomhed. På den måde undgår du at betale personskat, og kan derved opnå skattemæssige fordele. 

Hvem kan bruge virksomhedsskatteordning? 

Virksomhedsskatteordningen kan vælges af personligt ejede virksomheder, hvis formål er at opnå et økonomisk overskud. Som tommelfingerregel er virksomhedsskatteordningen en god ordning, hvis overskuddet i din virksomhed gør, at du betaler topskat af din personlige indkomst. 

Udover virksomhedsskatteordningen, findes der også personskattereglerne og kapitalafkastordningen. Hvis du ønsker mere rådgivning omkring hvilken skatteordning, du skal vælge, anbefaler vi, at du tager en snak med en revisor

Fordele ved virksomhedsskatteordning

Det er vigtigt at opveje fordelene med ulemperne, før du vælger at ændre din beskatningsordning. Fordelene ved virksomhedsskatteordningen indebærer:

  • Beskatning på 22% på opsparet overskud
  • Rentefordele gennem større fradrag
  • Mulighed for firmabil
  • Mulighed for udtrædelse af ordningen

Ulemper ved virksomhedsskatteordning

På trods af de økonomiske fordele ved virksomhedsskatteordningen, er der også nogle ulemper, som du bør overveje:

  • Mere administrativt arbejde
  • Kræver professionel assistance
  • Risiko for at skulle betale personlig skat af det opsparede overskud ved udtrædelse af ordningen

Valg af virksomhedsskatteordningen

Hvis du beslutter, at virksomhedsskatteordningen er den rette beskatningsform for din virksomhed, skal du senest i oplysningsskemaet (tidligere udvidet selvangivelse) oplyse, at du bruger ordningen for det indkomstår. Fristen for at indberette oplysningsskemaet er 1. juli efter indkomståret er udløbet. 

Få overblik over din økonomi

I Billy gør vi regnskab og bogføring nemt for alle. Send let fakturaer, upload dine kvitteringer med din smartphone og afregn moms med et enkelt klik. Du kan få support alle ugens 7 dage både på mail, telefon og chat.

Prøv Billy gratis i 30 dage